∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
What is love – ny 1990-er musical om den rigtige lyd, dengang.
Ambitiøs og vild musical, der både vil underholde og advare. For hvad kan der ikke ske, hvis man er talentfuld, men ung, naiv og møder de forkerte musikfolk? ”What is Love” har en morale.
Denne fare ligger nok snublende nær for mange af de unge på det nuværende Musicalakademi i Fredericia under Den Danske Scenekunstskole.
Den nye musical afvikles imponerende flot, men også teknisk kompliceret, som var det et elevatoreksperiment. En stor ”maskine” er placeret midt i rummet på Fredericia Teater. Måske har scenografen Eilev Skinnarmo fået lidt for frie hænder, for mindre kunne havde gjort det. Men imponerende er det, selv om teknikken var lige ved at løbe af med forestillingen ved premieren.
Scenografien består af en enorm tredækker af en elevator, der kører op og ned og skal udgøre både musikstudier og kontorer hos de skumle bagmænd. Selvfølgelig bliver elevatoren også sindbilledet på det uforudsigelige i showbiz, hvor det kan gå op og ned.
Samtidigt er scenen splittet op, så publikum sidder på begge sider af spillepladsen, men ser helt forskellige ting, resten kan opleves på skærme. Det fungerer faktisk godt, men scenografen måtte godt have skruet ned for ambitionerne, for sangerne er gode nok.
Og ligeså med historien. Vi er i nutiden og møder en halvgammel gut, der har prøvet det hele – og så triller tiden tilbage til halvfemserne, hvor han sammen med en kammerat eksperimenterede med det musikalske. Ind ad døren kom en unge pige, der kunne synge. De tre slutter sig sammen og møder barske bagmænd fra musikbranchen, og hurtigt bliver de verdensstjerner, hun som sanger, de to andre som henholdsvis sanger og musiker.
Lidt efter lidt er det bagmændene, der styrer både sound og image, og den lille gruppe mister sin autenticitet for siden hurtigt at gå i opløsning. Overbevisende spillet, sunget og danset af alle og ikke mindst de tre frontfigurer: Vito Gram, Mary Jean Moore og Diluckshan Jeyaratnam.
Det er jo den gamle 90er-gruppe Aquas historie som oprulles, dog uden direkte henvisning, men med ”I am a Barbie Girl” lige efter pausen.
Ellers er der en lind strøm af popnumre fra tiden. De afleveres imponerende flot både musikalsk og visuelt for”musicalmaskinen” kører eksemplarisk.
Det meste er hvidt, glinsende, plastic og stålagtigt også rent musikalsk. Det er samtidigt beundringsværdigt, hvor godt alle synger, danser, vrikker og kaster sig ud i alskens fysiske udfordringer.
For mens elevatorerne kører, suppleres solisterne af dansere og sangere, så det er en fryd, men også, set og hørt med nutidsøjne og ører, lidt gammeldags og kitsch’et, som de løber rundt i hvidt og glinsende tøj og synger den lidt maskinagtige musik.
Sådan opfattede man det næppe dengang, hvor flere såkaldte konceptbands kom frem. Fra 1994 dominerede Spice Girls, siden kom Aqua og, som den nye musical meget fikst beskriver, afløseren står altid i kulissen, og her i Fredericia er det selvfølgelig et boyband. Fem veltrænede mænd helt i hvidt appellerer til ikke mindst unge piger og husmødre. Det var vel i virkeligheden ”Take That”, nogle engelske fyre med Robbie Williams, der var den mest berømte drengegruppe.
I Fredericia skruer de altid op for ambitionerne, men denne gang er det tekniske næsten ved at tage overhånd. Det er helt unødvendigt. For de unge ”performere” er så gode, historien ligeså, dramaturgien lydefri, og sådan kan man blive ved. Det hele godt gennemarbejdet af instruktøren Anna Schulin-Zeuthen, medinstruktøren, Mikal Korsgaard Larsen og koreografen Peter Friis.
Også sounden er god, selv om musikken for mig ikke gav den store genklang. Men jeg var nok et helt andet sted dengang i 1990erne.
Danmark er ved at udvikle sig til en musicalnation. Imponerende. Jeg husker stadig den tid, hvor de fleste sangere og dansere i musicals herhjemme var hentet i Sverige. Sådan er det ikke mere. Bemærk: lige nu er der ”Teaterkoncert Thomas Helmig” på Aarhus Teater, ”De vilde Kaniner” i Østre Gasværk, ”Pixie” på Teater V, ”Fame” på Falkonerscenen og fra næste uge ”Chess” på Det Ny Teater. Snart har Det Kongelige Teater repremiere på ”West Side Story”
Kan musical-elskere ønske sig mere?
Medvirkende:
- Voksne Peter: Rasmus Fruergaard
- Peter: Vito Gram
- Lisa: Mary Jean Moore
- Amir: Diluckshan Jeyaratnam
- DJ Buffalo: Teit Samsø
- Ensemble, dansekaptajn, Janus: Patrick Terndrup
- Ensemble og Lisa cover: Emma Fauerby Lauritsen
- Ensemble og cover Peter: Emil Asbjørn Madsen
- Ensemble og cover Peter 2025 og cover Janus: Christian Collenburg
- Ensemble og cover Amir og cover DJ Buffalo: Oliver Aagaard-Williams
- Ensemble og on-stage swing: Helene Duch Kjær
- Ensemble og on stage swing: Benjamin Dupont Igens
- Ensemble: Minou Deilert
- Ensemble: Amanda Frederikke Traun
- Ensemble: Isabel Brogaard Pedersen
Det kreative hold:
- Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen
- Co-instruktør: Mikal Korsgaard Larsen
- Koreograf: Peter Friis
- Scenograf: Eilev Skinnarmo
- Kostumer: Eilev Skinnarmo
- Dramatiker: Magnus Iuel Berg
- Musikalsk ansvarlig: Kristoffer Nybye
- Musikproducer: Chief 1
- Kor arrangementer: Morten Kjær
- Lyddesign: Peter Løvenhardt
- Lysdesign: Jeppe Lawaets
www.