∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Yerma – moderniseret Lorca – Det Kongelige Teater.

Moderne indpakning, eviggyldig historie, men poesien er forsvundet. Man kan så overveje, lidt nyttesløst, at lede efter poesien i samme omgang, som Yerma jagter et barn.

Men måske er denne “Yerma” bare brugsteater?

Instruktionen ved Thomas Bendixen er stram, de to hovedskuespillere, Julie Agnete Vang og Mikkel Arndt, er mere end fremragende, og så er der alligevel noget, der skurer og irriterer i Det Kongelige Teaters moderniserede udgave af Frederico Garcia Lorcas skuespil ”Yerma” fra 1932. For teksten er ikke længere båret af Lorcas poesi, men er spillet i moderne talesprog.

Problemstillingen om kvinden, der vil ha’ et barn, men ikke kan få et, er blevet strakt ud til en meget moderne, tydelig og ganske bramfri snak om sex, porno og hvad dertil hører, mens den Yerma, som Lorca beskrev i sit stykke, var holdt nede af konventioner og af en ægtemand. Men uanset hvad, er det stadigt et basalt,  grundlæggende og totalt ødelæggende problem, som kan splitte to ægtefæller.

Yerma er i Simon Stones version fra 2016 blevet til en karrierekvinde, der ikke går af vejen for at lette sit hjerte på internettet og samtidigt gå på druktur og ikke sige nej sidespring. Kort sagt ikke den gamle Yerma, så hvorfor ikke kalde hende for noget andet: Jenny eller Jane?

Hendes mand er vel en såkaldt vatnisse, nu en karrieremand, der sætter forretning over familieliv, uden at tænke over det.

Lorca var digter og skribent, hørte til avantgarden i den europæiske kunstverden i slutningen af 1920erne sammen med bl.a. Dali og Magritte. Lorca drog for en tid til New York for at finde et større frirum i den nye verden. Hjemme igen i Spanien, i en alder af 36 år blev han myrdet af de nye fascistiske magthavere under Francos styre.  Han blev ulykkeligvis et af de første ofre for det totalitære spanske styre, som holdt i mange år. Lorca var på venstrefløjen og homoseksuel, men hans forfatterskab bestod bl.a. af tre store skuespil: Blodbryllup, Bernardas Hus og Yerma.

Med den britiske teatermand Simon Stone og hans succesrige transformation af mange klassikere er Det Kongelige Teater med Thomas Bendixen som instruktør og oversætter godt garderet rent kunstnerisk, hvis man er til moderniseringer af gamle tekster.  Men det havde været spændende, hvis Lorcas originale tekst var blevet spillet. Men det er jo i det 21. århundrede blevet moderne at modernisere og stramme op på de store klassikere i en leflen for yngre generationer og miljøer, hvor den klassiske litteratur ikke har været dagsorden. Dermed er Shakespeare, vor egen Holberg, Ibsen og nu Lorca røget en tur i en undersættelsesmaskine, hvor lix tallet er mere end halveret. Men hvorfor ikke tro på originalen? Det svarer nærmest til at iklæde Mona Lisa en lidt mere moderne frisure, så hun bliver mere sensuel.

Men når det er sagt, fremstår ”Yerma” i al stramhed alligevel  følelsesmæssigt ganske overbevisende, på trods af at skuespillerne ofte står på et smalt podium med  mange  meters mellemrum og på en ganske fremmedgørende manér siger deres replikker ud i luften.

Det er ikke mindst Julie Andrea Vang og Mikkel Arndt, der på imponerende vis honorerer instruktør og tekstbearbejders krav, når de er i stand til at balancere imellem det demonstrerende og det menneskeligt varme.  Der skrues simpelthen op og ned for følelserne.  Også Karen Lise Mynster i rollen som den selvcentrerede moder og Anders Juul, som ungdomskærligheden, evner at skabe troværdige figurer på trods af den lidt postulerede spillestil.

Sværere er et for de to kvindelige figurer, henholdsvis søster, der får børn uden glæde og assistenten, som bare gerne vil have alt til at køre. Her lurer en lidt for almindelig naturalisme, og replikkerne bliver dermed ganske flade.

Problemstillingen er almen for store grupper af mennesker i lange perioder af livet. Situationen er derfor trist, og hos Lorca slutter det hele frygteligt. I den moderniserede version, skal ikke røbe for meget, bliver der i hvert fald ikke begået mord, højst selvmord – og måske hjælper den distancerede iscenesættelse lidt på indfølingen.  Dette er teater!

Scenografien er minimalistisk, nærmest usynlig, mens projektioner og lyssætning er  meget velfungerende ved Jonas Fly og Balder Nørskov.  Til gengæld er kostumerne, der vel skal illudere ren naturalisme, så KEDELIGE, at de kommer til at understøtte det irriterende  fravær af poesi.

Godt initiativ at sætte en klassiker op som debatteater, bare ærgerligt, at det, som gjorde skuepillet til en klassiker, nemlig poesien, er røget sig en tur.

 

Dramatiker Federico Garcia Lorca

Manuskript Simon Stone

Iscenesættelse Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign   Jonas Fly

Lysdesign Balder Nørskov

Lyddesign Jonas Vest

Oversættelse Thomas Bendixen

• Medvirkende
  Yerma: Julie Agnete Vang
  Jon: Mikkel Arndt
  Helene: Karen-Lise Mynster
  Maria: Nanna Skaarup Voss
  Viktor: Anders Juul
  Des: Sara Fanta Traore
• kglteater.dk