Kulturkupeen

En fantastisk kvinde

∗ ∗ ∗ ∗

Fascinerende og gådefuld.

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vi befinder os i et eksklusivt indendørs spaområde i Santiago i Sydamerika. Den velhavende 57 årige Orlando(Francisco Reyes)  ligger på en briks og bliver masseret af en fysioterapeut. Der er noget trist over ham. Senere ser vi ham på en bar, hvor hans unge kæreste Marina(Daniela Vega) synger. De forlader stedet sammen. Ud på natten bliver han dårlig og falder om. Hun kører ham på hospitalet, hvor han dør kort efter. Hun flygter fra hospitalet. Snart bliver hun mistænkeliggjort af Orlandos familie, lægerne og politiet.  Starten på Sebastian Lelio’s nye film En Fantastisk Kvinde om en transkønnet kvinde og hendes kamp for at retfærdighed.

En fantastisk kvinde handler om intolerance. Orlandos familie virker, selv om de hårdnakket giver udtryk for det modsatte, ikke specielt tynget af sorg over tabet af Orlando. De bruger i stedet al deres energi på at bekrige Marina, som de ser som en paria, der er skyld i hans død. Hendes androgyne udseende, livsanskuelse og de miljøer hun færdes i, provokerer dem voldsomt. Der er en voldelig scene efter Orlandos bisættelse, som Marina er blevet forment adgang til, hvor familiens had slår ud i lys lue. Der er ingen tvivl om, hvor vores sympati ligger.

Noget tyder på. at Sebastián Lelio har ladet sig inspirere af den spanske stjerneinstruktør Pedro Almodóvar, som står bag film som Alt om min mor(1999) og Volver (2006). Almodóvar er kendt for sine postmoderne film, som ofte foregår i homo-bi eller transseksuelle miljøer. Hans farverige og humoristiske værker har en særlig stemning af magi. Den genfinder vi ikke rigtig i En fantastisk kvinde. Her er mere tale om en mere traditionel spændingsfilm.

Filmens hovedperson er den 27 årige Marina. Hun er med i de fleste scener og ofte i nærbillede. Marina er en stærk og modig og robust kvinde, der har måttet gå meget på kompromis i sit unge liv. Der gik et stykke tid før jeg fandt ud af, at hun var transseksuel. Der lå noget og lurede mellem linjerne, men det kom ikke rigtig frem i lyset. Den chilenske Daniela Vega som spiller Marina, er selv transkønnet og succesrig sanger og skuespiller.

Visuelt er der nogle atypiske scener. I en mareridtsagtig og symbolsk scene går Morina på gaden i så kraftigt blæsevejr, at hun ikke kan bevæge sig fremad. Sebastián Lelio siger om sin film:  Det er en kærlighedsfilm, en spøgelsesfilm, en fantasy-film, en film om ydmygelse og hævn, et dokument fra virkeligheden og et karakterstudie. Sådan opfattede jeg den også. En fantastisk kvinde er svær at rubricere.

Tonen filmen er på den ene side trist. På den anden side giver Marinas ukuelige livsmod og styrke grund til optimisme. Man fornemmer tydeligt at Marina er en kvinde, der er vant til at håndtere modgang og komme ovenpå igen.

Filmen vandt Sølvbjørnen for bedste manuskript på Berlin Film Festival 2017.

Instruktør:Sebastian Lelio

Premiere: 26. oktober 2016