∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Platt-form – med Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og Laus Høybye.
Scenen er lysende blå, suppleret af de officielle OBS farver fra TV: Hov, her er oplysninger til befolkningen! Tre mikrofoner, nogle guitarer, skiftende kostumering ved Nicholas Nybro holdt i sort, hvidt, hud og lidt gøgl.
Platt-form. Edison. Pressefoto.
Tre supermusikalske skuespillere giver den hele armen i et velinstrueret lille juleshow med både korte sketches, hurtige vittigheder og lange medleys.
Det er ikke første gang en lille gruppe kalder sig plat(t) – her med tilføjet form. Fra begyndelsen af 1980’erne til midten af 1990’erne optrådte Peter Kær, Michael Carøe og Mads Keiser under navnet Plat. Så kunne man ikke bebrejde dem noget. Og det er heller ikke falsk varebetegnelse nu. For trioen med Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og Laus Høybye leverer det, de tror, folk vil have op til jul: satire godt gennemvædet af smålatrinære hentydninger iblandet lidt sex og Zentropa. Det er faktisk synd, at de har doceret showet på den måde, for de tre er så gennemprofessionelle – ikke mindst, når de er politisk ukorrekte eller lidt ud i hampen. Men de behøver slet ikke at ty til nødløsninger. Dramaturgisk kører det nemlig, æstetisk er der intet at klage over. Men teksten, teksterne!
Dette lille juleshow er skrevet af gruppen selv, som i en periode optrådte i radioen, så de er vant til at tage aktuelle spørgsmål op, dreje dem og fyre dem musikalsk af. Men indimellem mangler det ekstra raffinerede sproglige input.
Platt-form. Lige i overkanten. Edison. Pressefoto.
Showet er i familie med stand-up genren, blot bedre, fordi de er skuespillere og stemmemæssigt disciplinerede og super professionelle. Men de anvender desværre også stand-up’ens personfikserede, navlebeskuende metode: de hedder Mille, Laus og Jakob. Det er hende, den kendte, ham, der engang var Krumme, og så ham, som ikke er helt så kendt. Det bliver hurtigt for barnligt, for småt, og showet taber niveau.
Smadder ærgerligt, for hvor kunne det have været raffineret og flot, hvis også teksten have løftet sig.
Platt-form. Lige i overkanten. Edison. Pressefoto.
Åbningen lover godt, og – viser det sig – lover for meget: Tre sortklædte med langhårede sorte parykker træder lidt selvudslettende frem fra siden og præsenterer sig med tysk accent som en intellektuel, venstreorienteret performancegruppe, der vil gøre op med alt, men allerede her sniger det lumre og vulgære sig ind, men sjovt er det og kunne have været en vittig replik til dele af Betty Nansen Teatrets repertoire fra de seneste par år. Men gruppen følger ikke op på det. Joh, én gang, hvor de sidder med smukke, store silkenarrehatte på, men i øvrigt i sort tøj og diskuterer partiprogrammer og Alternativet. ”Nej, Alternativet kan man ikke stemme på, de er for naragtige”, siger de to narre med gravalvorlige stemmer. Det er sjovt og kækt med en hurtig point.
Problemet er, at forestillingen skal vare et par timer, så der må fyldes på – og det bliver Adam og Eva samt diverse forsøg på at blande sex og almindelig, plat humor. I disse ”MeToo”-tider er det dog lidt afvekslende, at de to mænd er bløde og ikke så interesseret i kvinden!
Platt-form. Lige i overkansten. Eddison. Pressefoto.
Måske er det mig, der er noget galt med. Jeg er ikke i det latrinære, vulgære hjørne – heller ikke ved juletid og har hverken været ansat i Zentropa eller arbejdet i Alternativet. Det må være muligt at underholde, uden at diverse kønsorganer skal anskueliggøres eller italesættes. Nu må det snart slutte.
Kunst og underholdning kan da godt klare sig uden! Øh, ikke?
Platt-form spilles på Edison til midten af december.
MEDVIRKENDE: Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt
INSTRUKTION, TEKST OG MUSIK PLATT-FORM
KOREOGRAFI Steffen Hulehøj Frederiksen
KOSTUMER Nicholas Nybro
ARRANGØR AF MEDLEYS Dénise Stockmann