Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Røde Orm i Dyrehaven. 

Nu ruller vikingerne med Røde Orm i spidsen rundt i Ulvedalene ved Klampenborg. Det er lidt mindre autentisk end sidste år, hvor Moesgaard Museum i Aarhus lagde baggrund til det store spil, og Jelling lå et stenkast mod syd.  

Men det går an, og Det Kongelige Teater har stillet sin store, professionelle teatermaskine klar til angreb på mere end 3000 gæster hver aften.  Alt det tekniske fungerer, mens masser af søde frivillige viser på plads og sikrer, at man ikke kommer bag om scenen og det store vikingeskib – og varm kakao med flødeskum kan købes i pausen, for nogle aftener kan være brug for en varm opstrammer.

”Røde Orm” er en dramatisering af den svenske forfatter Frans Gunnar Bengtssons vikingebøger fra 1940-erne: ”Søfarer i Vesterled” og ”Hjemme i Østerled”.  – Nu er historien flyttet til Jelling og England og beskriver i tegneseriestil vadestedet imellem hedenskab og kristendom.

Men den jomfruelige kampgejst og vikingeånd, som kunne opleves sidste år, er ikke helt tilstede i Ulvedalene. Til gengæld er skuespillerne blevet sikre og deres karakterer er naglet fast til hver en figur: Andreas Jebro som en flot og veltalende Røde Orm, og Lars Lohmann er både mild, myndig og vred som Harald Blåtand, der vejer mindst et halvt ton. Den smukke Christine Gjerulff som Ylva,  Haralds datter og røde Orms kærlighed kan også ride. Henrik Koefoed, Jens Andersen og Kasper Leisner  m.fl. fylder rollerne flot ud  med både stemme og krop. Nemt kan det ikke være at fange hele skræntens opmærksomhed.

Frede Guldbrandsen som instruktør og Eilev Skinnarmo som scenograf har naturligvis foretaget nogle justeringer. Det betyder, at åbningen synes svag og uden det vikingebombardement, jeg husker fra sidste år. Til gengæld bliver forestillingen mere fortættet efter pausen, når mørket falder på.   Den markante folkloremusik af bandet Hedningarna  kommer kun drypvis. Det havde klædt historien, hvis forestillingen var musikalsk pakket inden hele vejen rundt – og ærgerligt, at det er båndmusik. Det kompeneserede Det Kongelige Teater på ved premieren,  hvor årets danske Grandprix vinder Jonas Flodager Rasmussen med langt vikingehår fik lov at synge sit nummer ”Higher Ground” med backing group.  Det var faktisk en interessant oplevelse og afslørede, at der ikke er forskel på Grand Prix niveau – og kongelig sommerunderholdning.  Ingen faldt igennem!

 

Resten af Røde Orms historie og selve forestillingen beskrev jeg sidste år  og gav 5 stjerner. Det giver jeg igen. Men nogen småbørnsforstilling er denne ”Røde Orm” sandelig ikke. Jeg tror, man skal være voksen og glad for at komme i skoven  for at opnå den fulde nydelse. HUSK TÆPPER, PUDE og HUE – på trods af sommervarmen!

www.kglteater.dk

Køb billetter:

https://kglteater.dk/calendar/?f-title=28193

Her kommer

Anmeldelsen fra 2017 i Aarhus:

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 Røde Orm kommer rullende ned ad det græsbelagte tag i et vikingeskib spækket med ægte vikinger. For de er faktisk fra det lokale vikingemiljø i Aarhus, de fleste af forestillingens 70 statister, mens skuespillerne er hentet fra forskellige teatre. Spillegejsten fejler ingenting og smitter af på publikum i denne fortælling om Røde Orms tur til Jelling og videre til England.

Først er det magt, siden kærlighed, der sætter skub i Røde Orm, men var det ikke for religionen og kristendommens indtrængen i den gamle verden, ville der næppe være nogen historie.

På bedste tegneserie-maner fastholdes historien, hvor skikkelserne hurtigt lader sig inddele i forskellige kategorier. De gode, de onde, de dumme, de snue – og de rapkæftede, som på bunden er gode. Røde Orm og den smukke kongedatter Ylva er de gode, som må kæmpe for deres kærlighed, mens ikke mindst kirkens mænd er depraverede og fordækte. Som kontrast hujer vikingerne, de barske hedninger, der toner rent flag og myrder for et godt ord. Fra øst mod vest går turen, hvor Røde Orm og co. møder det engelske hof, som er helt outreret i denne sammenhæng. Det lyder kompliceret, men faktisk er det lykkedes at forklare og nuancere historien. Derfor bliver denne ”Røde Orm” et sjov tilbud til Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Hvad skal der til for at fastholde 3.500 frysende publikummer i 2,5 timer, på en mark uden for Aarhus: En god titel, en kendt historie, masser af slagsmål, en tydelig, gerne entydig dialog og swung i scenografi og kostumer. Hvis alle elementer er til stede, kan man håbe på succes. Det Kongelige Teater kender opskriften fra mange års udendørsteater i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København.

I tidens decentrale ånd, som hele dansk kulturliv er underlagt, har Det Kongelige Teater fornuftigt nok og i samarbejde med Aarhus 2017 skabt forestillingen ”Røde Orm”, som nu dagen efter premieren har solgt 76.000 billetter, det er 66 % belægning allerede inden det hele er begyndt. Hvilken bedrift.

Stedet er ude ved det nye Moesgaard Museum, hvor bygningen nærmest er gravet ind i bakken. Først troede jeg, at man skulle sidde på det skrånende tag, men lige ved siden af bygningen er bygget en kæmpe tribune – med op mod 40 rækker. Det skal være lidt bjergbestigerblod tilstede for at sidde der. Men publikum, der går til udendørsteater, skyr ingen forhindringer.  ”Røde Orm” er skåret til stedet, til tiden og til lejligheden. Forfatteren Henrik Szklany har rykket lidt rundt på Frans G. Bengtssons skriverier om vikingen Røde Orm og de danske konger Harald Blåtand, Svend Tveskæg og hændelserne i Jelling.   Men egentlig er det vigtigste, at nogle tusinde mennesker sammen oplever og genoplever fragmenter af vor fælles sagnhistorie. Derfor er “Røde Orm” et godt valg. Voksne mennesker kender historien, unge har godt af at få den, og dermed er ”Røde Orm” også legitim for Nationalscenen at spille.

Aktørerne, de fleste mænd, af gode vikingegrunde, fungerer overraskende godt og har gode, velklingende stemmer. Selv om jargongen kan synes lovlig brutal, indimellem meget plat, må vi gå ud fra, at de grove, brovtende vikinger talte sådan og deres kvinder ligeså. Men kan vi være sikre? Det er et postulat, vi accepterer, og som gør forestillingen spiselig på niveau med radioens p3 – og alternativet 24/ 7 om eftermiddagen. Under bæltestedet når den mindste anledning giver sig.

Det kunstneriske hold med Frede Gulbrandsen i spidsen har slidt, og ikke mindst hans indsats som instruktør er beundringsværdig. Det føles naturligt med blandingen af professionelle og amatører. Lidt slinger er der i Maria Gyllenhoffs kostumer, der er for meget glitterværk og for meget fastelavn, mens musikken ved det svenske band Heddningerna er fascinerende messende vikinge-folkloristisk, kun skade at de ikke får lov at sidde og file på scenen hver aften. Musikken er på bånd.  Men måske ville lyden have været den samme – for der er højt op til bageste række. På scenen er alle gode. Andreas Jebro, der for tiden går fra hovedrolle til hovedrolle, får hurtigt fat i sit naturlige stemmeleje – og ligeså de andre, hvor Jens Andersen som munk og præst har rigtig godt tag i det kraftige stemmeleje. Også Rasmus Botoft har en god figur som kirkens mand, men han skal passe på ikke at falde tilbage i rollen som hypnotisør fra Rytteriet. Et par gange synes stemmen at sige det. Men hvilke kræfter skuespillerne skal manifestere.

Lars Lohmann er godt polstret ud som Harald Blåtand og bliver kørt rundt på scenen i et imposant kostume og demonstrerer samtidigt en vittig, hedensk attitude, selv om han er omvendt.

Intet at udsætte på dette langdistance-familieteater, hvor alle synes at more sig – fra scenen til tilskuerpladserne. Og husk tæpper, puder og vinterfrakker.

 Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Kostumedesign: Maria Gyllenhoff

Lysdesign: Thorsten Dahn

Dramatiker: Henrik Szklany

Musik: Hedningarna (Shamanfolk from Scandinavia)

 

www.kglteater.dk