Kulturkupeen

Røde Orm – Det Kongelige Teater på Moesgaard Museum.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 Røde Orm kommer rullende ned ad det græsbelagte tag i et vikingeskib spækket med ægte vikinger. For de er faktisk fra det lokale vikingemiljø i Aarhus, de fleste af forestillingens 70 statister, mens skuespillerne er hentet fra forskellige teatre. Spillegejsten fejler ingenting og smitter af på publikum i denne fortælling om Røde Orms tur til Jelling og videre til England.

Først er det magt, siden kærlighed, der sætter skub i Røde Orm, men var det ikke for religionen og kristendommens indtrængen i den gamle verden, ville der næppe være nogen historie.

Røde Orm. Det Kongelige Teater. Pressebillede.

På bedste tegneserie-maner fastholdes historien, hvor skikkelserne hurtigt lader sig inddele i forskellige kategorier. De gode, de onde, de dumme, de snue – og de rapkæftede, som på bunden er gode. Røde Orm og den smukke kongedatter Ylva er de gode, som må kæmpe for deres kærlighed, mens ikke mindst kirkens mænd er depraverede og fordækte. Som kontrast hujer vikingerne, de barske hedninger, der toner rent flag og myrder for et godt ord. Fra øst mod vest går turen, hvor Røde Orm og co. møder det engelske hof, som er helt outreret i denne sammenhæng. Det lyder kompliceret, men faktisk er det lykkedes at forklare og nuancere historien. Derfor bliver denne ”Røde Orm” et sjov tilbud til Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Røde Orm. Det Kongelige Teater. Pressebillede.

Hvad skal der til for at fastholde 3.500 frysende publikummer i 2,5 timer, på en mark uden for Aarhus: En god titel, en kendt historie, masser af slagsmål, en tydelig, gerne entydig dialog og swung i scenografi og kostumer. Hvis alle elementer er til stede, kan man håbe på succes. Det Kongelige Teater kender opskriften fra mange års udendørsteater i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København.

I tidens decentrale ånd, som hele dansk kulturliv er underlagt, har Det Kongelige Teater fornuftigt nok og i samarbejde med Aarhus 2017 skabt forestillingen ”Røde Orm”, som nu dagen efter premieren har solgt 76.000 billetter, det er 66 % belægning allerede inden det hele er begyndt. Hvilken bedrift.

Stedet er ude ved det nye Moesgaard Museum, hvor bygningen nærmest er gravet ind i bakken. Først troede jeg, at man skulle sidde på det skrånende tag, men lige ved siden af bygningen er bygget en kæmpe tribune – med op mod 40 rækker. Det skal være lidt bjergbestigerblod tilstede for at sidde der. Men publikum, der går til udendørsteater, skyr ingen forhindringer.  ”Røde Orm” er skåret til stedet, til tiden og til lejligheden. Forfatteren Henrik Szklany har rykket lidt rundt på Frans G. Bengtssons skriverier om vikingen Røde Orm og de danske konger Harald Blåtand, Svend Tveskæg og hændelserne i Jelling.   Men egentlig er det vigtigste, at nogle tusinde mennesker sammen oplever og genoplever fragmenter af vor fælles sagnhistorie. Derfor er “Røde Orm” et godt valg. Voksne mennesker kender historien, unge har godt af at få den, og dermed er ”Røde Orm” også legitim for Nationalscenen at spille.

Røde Orm. Det Kongelige Teater. Pressebillede.

Aktørerne, de fleste mænd, af gode vikingegrunde, fungerer overraskende godt og har gode, velklingende stemmer. Selv om jargongen kan synes lovlig brutal, indimellem meget plat, må vi gå ud fra, at de grove, brovtende vikinger talte sådan og deres kvinder ligeså. Men kan vi være sikre? Det er et postulat, vi accepterer, og som gør forestillingen spiselig på niveau med radioens p3 – og alternativet 24/ 7 om eftermiddagen. Under bæltestedet når den mindste anledning giver sig.

Det kunstneriske hold med Frede Gulbrandsen i spidsen har slidt, og ikke mindst hans indsats som instruktør er beundringsværdig. Det føles naturligt med blandingen af professionelle og amatører. Lidt slinger er der i Maria Gyllenhoffs kostumer, der er for meget glitterværk og for meget fastelavn, mens musikken ved det svenske band Heddningerna er fascinerende messende vikinge-folkloristisk, kun skade at de ikke får lov at sidde og file på scenen hver aften. Musikken er på bånd.  Men måske ville lyden have været den samme – for der er højt op til bageste række. På scenen er alle gode. Andreas Jebro, der for tiden går fra hoverolle til hoverolle, får hurtigt fat i sit naturlige- stemmeleje – og ligeså de andre, hvor Jens Andersen som munk og præst har rigtig godt tag i det kraftige stemmeleje. Også Rasmus Botoft har en god figur som kirkens mand, men han skal passe på ikke at falde tilbage i rollen som hypnotisør fra Rytteriet. Et par gange synes stemmen at sige det. Men hvilke kræfter skuespillerne skal manifestere.

Røde Orm. Det Kongelige Teater. Pressebillede.

Lars Lohmann er godt polstret ud som Harald Blåtand og bliver kørt rundt på scenen i et imposant kostume og demonstrerer samtidigt en vittig, hedensk attitude, selv om han er omvendt.

Intet at udsætte på dette langdistance-familieteater, hvor alle synes at more sig – fra scenen til tilskuerpladserne. Og husk tæpper, puder og vinterfrakker.

 Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Kostumedesign: Maria Gyllenhoff

Lysdesign: Thorsten Dahn

Dramatiker: Henrik Szklany

Musik: Hedningarna (Shamanfolk from Scandinavia)

 

www.Kglteater.dk

 

hele juni måned, kl.20.30 ved Moesgaard Museum.