Kulturkupeen

Stjerneparret, der ikke skuffer i Østre Gasværk.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Vores sensommer – i Østre Gasværk.

Salen var næsten fuld. Glade, forventningsfulde ægtepar var bænket i Østre Gasværk, og Forestillingen leverede varen.

15.11.20.  vores_sensommer_1557_low[1]

En sød feel good oplevelse spredte sig hurtigt i det vidunderlige rum, for alle spillede perfekt – også dem, der ikke stod på plakaten, for her lyste kun de to stjerner: Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl. Men Trine Pallesen med sort paryk, Mads M. Nielsen med lys striber i håret, Troels Malling som en sjov fætter og en unikum af en dreng: Gustav Sigurth Jeppesen, holdt niveaet, så det var en fryd. Ikke mindst drengen scorede applaus, da han dykkede ned i vandet, som snildt var lagt imellem spilleplads og publikum. For stykket hedder The golden Pond, og søen har en rolle at spille som både hyggeelement og lurende fare.

Men her var strøget 2-3 scener, som fik stykket til at glide, men altså uden så mange modhager som oprindelig tænkt, da det kom frem i slutningen af 1970erne og blev en formidabel filmsucces og flere år senere på Det Kongelige Teater blev spillet af Jørgen Reenberg og Ghita Nørby, tidligere ægtepar i virkeligheden – og derpå forenet på scenen. Det kunne folk lide.

Vore to nye stjerner, som kun danner professionelt par hver sommer i Cirkusrevyen, lever fuldt op til forgængerne om end i en venligere version. Ikke mindst Ulf Pilgaard kan umærkeligt fange publikums opmærksomhed i hver replik, den gamle revyrotte fornægter sig ikke. Flot er det, at han får de forholdsvis banale replikker til at gå lige ind hos publikum – hver gang!

15.11.20. vores-sensommer-bred-2jpg[1]

Det handler om os – plus halvtreds. Han er 75 år, tidl. universitetsmand, men er ved at blive glemsom og vil kun tale om baseball. Hun er den opofrende, elskelige kone, 10 år yngre og den, der altid glatter ud og formidler kontakten til datteren, der kommer på besøg med sin nye ven og dennes pragteksemplar af en dreng på 13 år. Ham kan vi lide.

Og så sker der såmænd ikke mere. Bliver det mon sidste sommer? Næppe, men Pilgaard alias East-coast-Norman er morbid og har dødstraumer og deler flittigt ud af dem til familien.

Sådan er mænd, synes stykket at sige. Og sådan er det at blive gammel.

Der er blot at håbe på, at man selv som 75 årig har lidt flere interesser og lidt mere overskud til at gøre noget for andre end denne øretæveindbydende Norman- sig-selv-nok.15.11.20. vores_sensommer_2145_low[1]

Ellers Intet at klage over. Hverken Anders Lundorphs umærkelige instruktion, Astrid lynge Ottosens næsten autentiske New England sommerhytte og den smarte teknik med vand og plask etc.

Teater som i de gode gamle dage. Var det ikke i 1960erne, at man endnu måtte have det behageligt i teatret til flinke komedier, som udspillede sig i smukke borgerhjem?

 

Men når man kommer hjem og åbner avisen, er verden tæt på at gå af lave – så et lille frikvarter på Østre Gasværk kan vel gå an?

www.gasvaerk.dk