∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ulven har invaderet Danmark – det ved vi, men nyt er det, at ulven også har fundet frem til Edison på Frederiksberg i forestillingen ”Håbet er lysegrønt”.
Lidt sjovt med sammenfaldet. For netop i disse dage er ulven jo blevet forsidestof. En mand i Jylland tog resolut sit jagtgevær og skød en ulv, som han fandt var farlig og kunne angribe mennesker. Da ulven er et fredet dyr, er han blevet politianmeldt. Nu vil Socialdemokratiet have ulven indhegnet på et område af 100 km gange 100 km (!), så der ikke sker noget – hverken med ulvene eller menneskene. For sådan er socialdemokraterne. Men hvordan? spørger de lidt klogere, som ikke kun tænker på hurtig presseomtale. Derfor er ”Håbet er lysegrønt” tindrende aktuel og rammer lige ind i en politisk debat, hvis det altså ikke var, fordi forestillingen også er absurd.
Håbet er lysegrønt. Opstillet foto – ikke fra forestillingen. PR-foto.
”Håbet er lysegrønt” er en rigtig Mammut-forestilling, på kanten af virkeligheden og det glade vanvid. For i fremtidsforfatteren Kaspar Colling Nielsen har instruktøren og dramatikeren Claus Flygare fundet den rette makker. Historien flyder godt, dialogen er morsom, og man er i tvivl om meningen med det hele.
Historien er klar og uklar. Ulvene har invaderet samfundet, men folk reagerer forskelligt. Har ulven taget datteren?– Eller er datteren blot blevet forelsket og er løbet værk hjemmefra med ulven? Moderen resolverer dog, at hun hellere selv må købe en ulv på nettet for at sikre sig gode relationer til fjenden. For ulven er da fjenden, når den nu invaderer os?
Håbet er lysegrønt. Edison. Pressefoto.
Tina Gylling Mortensen trækker det store læs i forestillingen i flere roller og gør det utrolig morsomt. Hun er både bankdirektøren, der skal låne penge ud, og så er hun en tilbedt forfatterinde, som har en skare af kvinder efter sig – som var hun Kathrine Lilleør eller Suzanne Brøgger. Hendes digte balancerer midt imellem ren porno og knækprosa og læses med messende stemme i en blanding af Pia Tafdrup og Yahya Hassan. Så morsomt!. Udenom sker der både dette og hint, og den emsige, bortløbne datter ved, at kun forfatterinden kan frelse hende. Kun hendes digte kan tæmme ulven. Det er skørt, meget skørt. Men for at skabe balance hjælper den smukke monokrome scenografi, et kontorlandskab i gråt, hvor damerne, for der er kun damer med inclusive 5 statister, kan sidde ved deres computere, når de ikke er på ulvejagt.
Håbet er lysegrønt. Tina Gylling Mortensen. Edison. Pressefoto.
Hvem er ulven? Det store spørgsmål. Jeg så forestillingen uden at have læst Colling Nielsens og Claus Flygares forord i programmet. Og jeg har brugt timer på at tænke over, hvem denne skadelige ulv var – og nåede frem til, at det naturligvis var og er djøfferne. For det er dem, der ødelægger vort samfund. De æder af de offentlige kroner, fordi de er dyre. De spilder vores tid med snik snak, og de er magtfuldkomne. Skal man frem i verden inden for det offentlige, skal man forlige sig med dem. Ellers kommer man ikke i udvalg, bestyrelser eller for den sags skyld får af de offentlige midler – enten som arkitekt, bygherre, kulturmenneske eller, eller. Djøfferne sidder på magten. For mig gik regnestykket op.
Men for en sikkerheds skyld fik jeg læst forfatterens og instruktørens ord om ulven. Og så blev det pludselig lidt ”større”: Ulven er alt det, vi er bange for – det kan være indvandrere, de fremmede, det kan være forurening eller alt muligt andet. Men faktum er altså, at jeg i det ubevidste er allermest bange for djøfferne og politikerne. Det er dem, der er ved at ødelægge vort samfund – set i “min optik”.
Håbet er lysegrønt. Edison. Pressefoto.
Og med det in mente – kan jeg kun anbefale forestillingen, hvis altså man har stærke nerver og en fri fantasi – og har lyst til at blive udfordret. Og Tina Gylling Mortensen er det hele værd!
Ulven kommer – djøfferne er her allerede. Velkommen til fremtiden.
….
TINA GYLLING MORTENSEN/ Bolette Lund, Bankmanden Preben, Læser
Andrea Vang Jensen /Herta, Lægen, Psykologen Henrik Blom, Lægen i Zürich, Læser
JOSEPHINE PARK /Verner, Palle, Trille, Forlagsredaktøren
ANNE SOFIE WANSTRUP /Søren, Martin Lund, Lupus, Læser
M.fl.
manuskript /Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare
iscenesættelse /Henrik Grimbäck, Claus Flygare
scenografi/ Ida Grarup Nielsen
lysdesign /Christian Alkjær
lyddesign /Troels Møller
Se spilledatoer og køb billet: