∗∗∗∗∗
Guldalderen til guld, I
/Ulla Strømberg
Nivaagaards vægtige Rørbye-ophængning af sydeuropæiske indtryk.
Guldalderen igen og igen. Men det kan åbenbart ikke gøres for tit. For med den store satsning på både Nivaagaard og Øregaard tydeliggøres så mange tidligere underbelyste emner, at man bare kan være taknemlig over, at de to museer har slået sig sammen for at vise ”ham”, der altid kommer som nr. 3 efter henholdsvis Købke og Lundbye. Alle tre døde i 1848 – i en alder af henholdsvis 43, 38 og 30 år – af sygdom og et uafklaret vådeskud for Lundbyes vedkommende. Men male kunne de, og Martinus Rørbye var den af dem, der havde både flid og rejselyst og endte som professor i 1843, selv om han aldrig nåede at få den store guldmedalje. To flerårige udenlandsrejser – og i alt 18 skitsebøger (inkl. det nordiske) var fundamentet for hans malerpraksis. For når han rejste, tegnede han med blyant og kunne eventuelt bruge farver. Hjemme i Danmark blev de fleste malerier skabt efter en ganske intellektuel tilgang. De enkelte skitser støttede hukommelsen, men i de færdige malerier kunne der være flere afvigelser fra det sete til fordel for en mere avanceret komposition. Rørbye var en stille og beskeden mand, der på den første 3,5 års lange dannelsestur havde både hjemve og stor appetit på at opleve noget smukt og anderledes. Fra Paris kommer han videre til Italien – og med arkitekten Bindesbøll tager han impulsivt videre til Grækenland for at ende i Constantinopel. Den 2. store tur bliver som nygift med fruen til Rom og denne gang videre til Capri og Sicilien. De fleste værker er små, intense, fascinerende – og pæne. For sådan var han tilsyneladende, Martinus Rørbye, en rejsenlysten billedkunstner. ( 7.9.2014) Nivaagaards Malerisamling,
7. september – 18. januar 2015
Katalog, 272 sider, gennemillustreret.
www.nivaagaard.dk