∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kvinder i opbrud – udstilling på Arken.
Ethvert museum med respekt for sig selv må for tiden vise kvindekunst, kvinders kunst og kunst med kvinden som motiv. Kunstmuseet Arken består prøven med glans, for hele to store udstillinger er helliget disse politisk korrekte emner.
”Kvinder i opbrud” er en mangetydig titel, der dækker over 150 års tradition med at afbilde de feminine former – i skiftende perspektiv. Derved er udstillingen lidt anderledes end de fleste af slagsen, for det er kvinden i skulptur eller på lærred (eller papir), der er det centrale emne. Det betyder, at der nødvendigvis også er nogle mandlige kunstneres værker med på udstillingen, bl.a. af Johannes Larsen, Willumsen og Andy Warhol for at vise spændvidden.
Berthe Moisot. 1893. Ny Carlsberg Glyptoteket. Arken, Kvinder i Opbrud. 2022.
Spændvidde og ferminisme er de centrale begreber i udstillingen, hvor elastikken er trukket helt ud – for langt, vil jeg sige, hvis udbyttet af museumsbesøget skal være optimalt.
Det bliver simpelthen ikke så ”lærerigt”, når udstillingen bevidst også er akronologisk. Rum for rum bliver det skudt i øst og vest – rent tidsmæssigt og såmænd også hormonalt.
Desværre fandt jeg ved min gennemgang ikke ud af hvilket system, der var hængt op efter. Men hver gang jeg nåede et værk før 1964 (det år hvor Warhol skaber Marilyn-serien) bliver det til nostalgi og kunsthistorie fremfor en engageret, analytisk tilgang, som vel enhver udstilling bør lægge op til.
Andy Warhol. Marilyn. 1964. Udsnit. kvinder i Opbrud. Arken 2022. Foto: US. –
Og denne nostalgiske følelse skyldes ikke så meget fortolkningen af det enkelte værk, som den teknik, kunstneren har benyttet sig af.
Det gør faktisk lidt ondt i øjnene, når eller hvis der eksempelvis kun er få meter imellem et lille, blødt selvportræt af Marie Krøyer og eksempelvis en balancerende kvindefigur af Niki de Saint Phalle.
Niki de Saint Phalle. Kvinder i Opbrud. Arken 2022. Foto: US.
Og så er der de mere lige-på-og-hårdt feministiske værker, hvor Kirsten Justesens fotografi af nøgen kvinde i indkøbsvogn på en landevej hører til i den bløde ende.
Foto af Kirsten Justesen: Lunch. 1975. Kvinder i opbrud. Arken, 2022. Foto-udsnit: US.
Dermed bliver udstillingen til noget så moderne som kuratorernes udstilling. Hvad har de kunnet få lov at låne? og hvilken indre dialog kan de enkelte værker indgå i? og hvordan kan det med fiffige, moderigtige ord og citater udtrykkes i kataloget?
Der har altid været fine kataloger med gode afbildninger på Arken, for katalogerne har tidligere været ”dåseåbnere” til en overkommelige pris. På det seneste har katalogerne udviklet sig til at være en opmarch af fagfællebedømte artikler. Det er fint nok og sikkert en stor tilfredsstillelse for kuratorerne, men det er altså også farvel til den håndsrækning, som ethvert museum bør give publikum – og ikke mindst Arken, hvor det folkelige faktisk altid har været i højsædet – og med stor succes. For uden publikum ingen åbne museer, men kun velassorterede arkiver med akademisk personale.
Laure Prouvost. 2019. Kvinder i opbrud. Arken. 2022.
Den manglende kronologi på udstillingen gør, at man må standse op ved hvert enkelt værk og faktisk betragte det isoleret – og dermed ses ikke udviklingen over det lange spand på 150 år – som udstillingen dækker.
Værkerne er hver især gode, næsten alle, og man kan nemt lade sig rive med af feminisme-bølgen – eller blot tage til sig, at kvindekroppen er blevet foreviget på vidt forskellige måder, af mænd som af kvinder.
Pipilotta Rist. Foto af Video fra 1997:Ever is over all. En underholdende video, hvor en munter kvinde slår med en blomst til parkerede biler. Kvinder i opbrud. 2022. Arken. Foto: US.
Med titlen “Kvinder i opbrud” kan meget tillades, men det er stadig en kunstudstilling, og der er faktisk værker, som generer og svækker helhedsindtrykket. Jeg tænker bl.a. på Kristian Zahrtmanns “Dronning Kristina i Palazzo Corsini” (1908). For mig har det intet med feminisme at gøre, men snarere med dårlig smag fra en kunstner, der havde flere yndlingstemaer, herunder kraftfulde kvinder inklusive Leonora Kristine. Zahrtmann fik forrige år en revival set i en queer-vinkel, men det bliver værkerne altså ikke bedre af. Og igen: at have dette værk i nærheden af Andy Warhols Marilyn-serie fra 1964 gør ondt i øjnene.
Men er man feminist eller drømmer om at blive det i en håndevending med hvad dertil hører af fremmedord og teorier, er udstillingen på Arken ikke så dum. Og kataloget har gode historiske gennemgange af teoridannelsen hen igennem et par århundreder. Men glad og opløftet bliver man ikke af udstillingens kvindeafbildninger.
Til og med 14. august 2022.