∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
BLOMSTER-JENSEN! Sådan er maleren Johan Laurentz Jensen blevet kaldt af borgerskabet i København og i provinsen igennem snart 200 år. Alligevel er det sparsomt, hvad de officielle danske kunsthistorier har med om manden, der var kendt i sin samtid og faktisk også op igennem det 20.århundrede. Han var ikke ”fin” nok til, at kunsthistorikere tog ham så alvorligt, at han blev indlemmet i bøger m.m.
Blomster-Jensen på Nivaagaard. Pressebillede.
De mange værker som nu vises på Nivaagaard er ikke mindst fundet via årtiers auktionskataloger m.m. og efter et mangeårigt kunsthistorisk arbejde ved Marie-Louise Berner. Netop den travle trafik i auktionshusene tyder på, at nok har Blomster-Jensen været ignoreret af kunsthistorikere igennem mange år, men folket har interesseret sig for ham.
Endnu engang tager Nivaagaard en halvglemt kunstner frem og belyser hans værk og hans tid. Flot og brugbart.
Blomster-Jensen (1800-1856) gik på Akademiet, fik sølvmedalje og drog flere gange til udlandet og vendte hjem med ny inspiration og var igennem alle sine år værdsat af Kongehuset og borgerskabet. Hurtigt valgte han blomstermaleriet som sin levevej og efterfølgende også porcelænsmaleriet og var, det meste af sit voksne liv, ansat på Den Kongelige Porcelænsfabrik og var i øvrigt økonomisk i stand til at leve et anstændigt liv.
Blomster-Jensen på Nivaagaard. Pressebillede.
Hans blomster er smukke, ingen tvivl om det – lige indtil man begynder at dissekere dem og med øjnene flå dem fra hinanden. Så kan de godt virke lidt opulente og synes ”too much”. Det er virkelig en balanceakt. Man skal kort sagt ikke fylde sin stue derhjemme med lutter blomsterbilleder og måske heller ikke et helt museum.
Jensens metode var en minutiøs gengivelse af blomster fra både Danmark og udlandet. Men han ønskede ikke at afbilde naturen, snarere det skønne, det ”ideale” ved Guds skaberkraft. Derved kan billederne nemt blive golde, selv om det netop er der, ved det ”ophøjede”, at Jensen er bedre end sine elever.
Der er nok at se på udstillingen, for er man til porcelæn, findes også en del kongelige tallerkener udstillede. De virker dog lidt grove, sammenlignet med Flora Danica-stellet, som jo går tilbage til 1770erne og er præget af stor enkelthed. Den egenskab besidder Jensens service sandelig ikke. Hans porcelæn er mørkt og lettere brutalt.
Udstillingen tager også andre, mindre kendte side af Jensens virke med. Flere vægudsmykninger, bl.a. til de royale slotte, er med, bl.a. fordi de måske ikke er i brug efter utallige ombygninger i diverse slotte og herregårde. Også her falder Jensens stjerne lidt, for perspektiv er ikke hans store force. Det er og bliver i den lille opstilling over en stenplade eller lign., at Jensens talent er uovertruffent.
Blomster-Jensen på Nivaagaard. Nature morte med grøntsager og vildt på et køkkenbord. Pressebillede.
Heller ikke de ret ukendte værker med døde dyr appellerer til mig. De viser bagud i kunsthistorien og afslører, hvordan Jensen står på skuldrene af de gamle hollændere fra 1600 tallet.
Kataloget og kataloger
Det er godt at et museum hiver en kunstner frem og vise ham fra alle sider. Teksterne på væggene er helt udmærkede, men kataloget eller den store, fondsfinansierede bog, skrevet af kunsthistorikerne Marie-Louise Berner og Mette Thelle, matcher ikke den brugervenlige udstilling.
Bogen er en kunsthistorisk præsentation og dokumentation, hvor der ikke lefles for publikum eller læserne. Museet praler da også af, at den er fagfællebedømt. Men det betyder som regel ”uanvendelig for ikke-kunsthistorikere”!
Jeg har tidligere skrevet om begrebet fagfællebedømmelse. Her er det ovenikøbet en navngiven forsker fra Statens Museum for Kunst, der har siddet med sin blyant for at checke, om kollegerne nu også var videnskabelige nok. Den slags er noget, der skal finde sted rundt på museumskontorerne og på universitetet. Når publikum inviteres indenfor, skal man komme dem i møde og besvare relevante spørgsmål. I dette tilfælde bl.a. om Jensens skiftende popularitet, om produktion og efterspørgsel, før og nu – og egentlig også meget mere om hans elever.
Kulturministeriet råber på højere besøgstal, mens andre bevægelser, bl.a. den gode socialdemokratiske kulturinstilling tilbage fra Julius Bomholts tid snarere vil have, at folk, der går på museum, får noget med hjem, ikke mindst ny viden, ny erkendelse.
Blomster-Jensen på Nivaagaard. Fagfællebedømt eller ikke. Kunsten er lige god! Pressebillede.
Med fagfællebedømte værker, hvor enhver vittighed er visket bort og fagudtryk pænt drysses rundt på siderne for at tækkes den fagfællebedømmende, mislykkes museerne med at formidle ny viden til den brede befolkning, til det ikke-faglige publikum.
Et positivt eksempel er Kunstmuseet Arken der til deres udstillinger udgiver fine, prisbillige uindbundne kataloger med relativt letlæste artikler, dog af og til præget af, at de unge skribenter ikke har fjernet sig fra universitetsjargonen. Men det fungerer langt hen ad vejen, og jeg tror katalogerne skaber og allerede har skabt en bred kunstforståelse hos de besøgende. Præcis som Louisiana ikke mindst tidligere præsterede med Louisiana Revy, som var oplysende og med velskrevne artikler, som lige netop ikke var universitetsafhandlinger.
Almindelige museumsgæster køber jo ikke store, tunge indbundne bøger, men har behov for, når de er kommet hjem, at læse videre og tænke over, hvad de har set og også forklare omgivelserne om deres oplevelser – via dokumentation.
Det er ikke mindst her – det moderne, offentligt- og fondsstøttede museum har sin berettigelse og vigtige samfundsmæssige opgave. At oplyse over en bred kam – og ikke kun til de allerede frelste.
Nivaagaard Malerisamling er langt fra det værste museum, tværtimod, museet har gjort en stor indsats i de senere år, men det var bare lige Blomster-Jensen, der for mit vedkommende satte gang i diskussionen.
- JANUAR – 12. AUGUST 2018
EN DUFT AF EVIGHED. BLOMSTERMALEREN J.L. JENSEN
Den danske kunstner Katja Bjørn har med inspiration i Malerisamlingens nyerhvervede værk af J.L. Jensen, ”Granatæble, grønne og blå druer på stenkarm” skabt et udendørs videoværk, der vises på en skærm ,lagt ned i græsplænen.
D.23.2. åbner en moderne blomsterinstallation: Nature Morte” af den engelske kunstner Rebecca Louise Law.
Derudover er der mange andre kulturelle aktiviteter med relation til blomster, blomsterbilleder etc.
www.nivaagaard.dk