∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
SPØGELSESAGTIGT ANTITEATER DRÆBER LIVSGLÆDEN!
Men Det Kongelige Teater skriver selv: ”En vild, sjov og musikalsk aften kan passende tage sin begyndelse her” Øh, det er ikke helt sandt.
For instruktøren Christian Lollike er ”68” et spøgelse. Fair nok. Men nogen stor clairvoyant er Christian Lollike nok ikke, for vi hverken hører eller ser noget genkendeligt fra 1968 i ”68”.
“68”. Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese.
Lollike er som regel en begavet og interessant teatermand, der kan det meste: skrive, instruere og administrere. Med ”68” har han i halvandet år haft frie tøjler, Det Kongelige Teaters store scene, en håndfuld knaldgode skuespillere, som også er musikalske og oveni hele kataloget af musik fra perioden 1968. Det kunne være mageløst, hvis det ikke var fordi Lollike har været på jagt efter spøgelser, og de ligner jo som bekendt sjældent de levende! Derfor skal man heller ikke forvente, at musikken lyder som Bob Dylan, The Beatles, Janis Joplin eller de andre, hvis fascinerende musik står som monumenter over en tid, hvor meget for en stund blev vendt på hovedet.
“68”. Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese.
Hvis Lollike så bare ville vende det hele på vrangen, men nej. Klogere på 68 bliver man ikke efter 100 minutters samvær med 8 gestalter med parykker, hvor håret dækker ansigterne, og alle er klædt i blegbrungule kostumer. Helt bevidst er der intet flower power eller partisantørklæder eller lammeskindspelse Nej, det er jumpers, brune sko og et par Mary Quant piger (i lårkort).
Scenografi og kostumer ved Bente Lykke Møller er blevet til en grå scene, sorte mikrofonstativer og så disse blege gespenster, der selvfølgelig, og det skal scenografen ikke klandres for, skal smide tøjet. Herrerne hele underafdelingen – på kvindesiden må en enkelt af med underdelen og så et par kvinder i sort undertøj. Åh, så banalt. Når Lollike ikke vil spille musikken, som den var og er og ikke vil klæ’ figurerne på – som de også var, hvorfor så denne infantile tilbagevenden til nøgenhed? Denne letkøbte ”naturalisme” midt i noget, der er alt andet end natur?
”Det her er et absurd teater”, lyder en af replikkerne. Men jeg vil snarere sige, at Lollikes regiteater er en dramaturgisk ringdans, hvor vi ikke rokker os mange hop ud af dødscirklen, og så bliver det hele til antiteater.
Alt er set før, men gjort endnu mere ufremkommeligt her. Politiske betragtninger udstødes igennem hårmanken og bliver hurtigt komiske på den alvorlige måde. En ” jeg hader” monolog fremsiger Karen Lise Mynster flot, men den synes bare at udtrykke sorg og livsuduelighed. Hvorfor? –De andre spillere har blegere udsagn – og midt i det hele kommer et par gange en voksen og et barn i mønsterstrik og vel at mærke også mønsterstrik for ansigtet. Håret foran ansigtet, hønsestrikket foran øjnene: de gamle 68-ere var blinde, og deres tanker kunne ikke bruges! De ville en revolution på alle fronter, men nåede ingen vegne, og børnene blev gidsler.
Måske har jeg misforstået forestillingens hensigt og også hele 68. Selv oplevede jeg ikke 68 på nært hold før i 1970erne. Der var faktisk også en verden ved siden af, de fleste steder, men ikke på universiteterne. Se, den historie er mere jordnær og mangler at blive fortalt. Og lad os så få lidt mere musik af den ægte vare.
“68”. Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese.
Ps: Efter fremkaldelsen spillede de fremragende skuespillere endelig et nummer, der havde den rigtige sound: Simon and Garfunkels: ”Sound of Silence”.En symbolsk gestus, men kors hvor det lød godt. Endelig.
Koncept: Sort/Hvid og Det Kongelige Teater
Iscenesættelse: Christian Lollike
Co-iscenesættelse: Tammi Øst
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Mikael Sylvest
Videodesign: Michala Clemmensen
Musikmix: DJ Turkman Souljah
Medvirkende: Tammi Øst, Karen Lise Mynster, Maria Dalsgaard, Sicilia Gadborg Høegh, Johanne Louise Schmidt, Peter Plaugborg, Rasmus Fruergaard, Kristoffer Fabricius m.fl.
www.Kglteater.com