∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et hverdagsdrama om et godt menneske – om kvinden Berit på 60 år. Hun gør intet væsen af sig selv, tværtimod, hun vil bare gerne yde noget. Og det går helt fint, så længe hun får lov at sælge billetter som ansat hos DSB.
Til (ingen verdens) nytte. Folketeatret. Pia Rosenbaum. Foto: Thomas Petri.
Hun stråler af velvilje, hun taler med kunderne, vejleder og skaber og flink atmosfære. Er der nogen, der kan huske, hvordan det var? For i dag er det slut. DSB har rationaliseret, billetterne røg over i 7-11 kioskerne og det er et under, hvis der bare nogen gange kommer togbilletter ud af maskinen ved siden af de franske hotdogs. Sådan er det også for Berit i den danske dramatiker Thomas Markmanns nye stykke om Danmark lige nu.
Til (ingen verdens) nytte. Folketeatret. Hele holdet. Foto: Thomas Petri.
Rationaliseringer er kodeordet, og dem, der har arbejde, styrter rundt med plasticmapper under armen, taler i mobiltelefon med høj stemme, mens de ser meget vigtige ud. I denne nye verden, er der ikke plads til Berit. Hun er for gammel, for lidt omstillingsparat til at blive som de andre servicefolk uden øjenkontakt med kunden, men bare op i tempo.
Til (ingen verdens) nytte. Foto: Thomas Petri.
Hos underboen finder Berit for en tid et sted, hvor der er rum for hendes medmenneskelighed, men sønnen, der er af den nye verden, kan slet ikke forstå at nogen vil gøre noget for andre.
Der er mange forskellige aspekter i Thomas Markmanns lille hverdagshistorie, – og jeg skal ikke røbe slutningen. For hvad sker der med alle os, der er vokset op i en tid, hvor man ikke kun tænkte på penge, lønsomhed og profit, men også på personlig stolthed over at udføre et job? Vi bukker under, hvis der ikke er nogen, som samler os op.
Pia Rosenbaum spiller kvinden Berit indfølt og uden sentimentalitet. Et smukt portræt, hvor hovedet hen ad vejen bliver lidt bøjet. Systemet slår jo både ud og igen, men med mange nuancer bliver figuren både menneskelig og genkendelig uden at virke påtrængende. Pia Rosenbaums figur forsøger at rejse sig, stille spørgsmål, være medgørlig. Stemmen svinger op og ned, men lidt efter lidt bliver modstanden næsten ubærlig. Et fint kvindeportræt holdt helt nede på jorden.
De andre figurer har flere opgaver, og selv om de ikke får lov at fastholde det psykologiske så længe ad gangen, er det en vellignende samfundsmur omkring Pia Rosenbaums kvinde igennem hele forestillingen. Jacob Lohmann spiller skurken, sønnen, der bare ser sig selv og taler om sig selv. Vi oplever en selvfed mand, og dem er der vist ikke så få af derude i verden. Vi genkender ham. Socialrådgiveren, HR-personen, hjælperen – spillet af Lisbeth Wulff er egentlig tjenstvillig, men systemet får hende til at klappe sammen. Hendes fremtid er dog sikret, for der er jo så mange samfundstabere,der skal serviceres af konsulenterne. Finn Nielsen er underboen, en ældre mand, og det spiller han med varme og robusthed, men bliver knockoutet af sønnen.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har sans for hverdagsmennesker. Det har hun vist mange gange, og hun går til Markmanns manuskript på en ukunstlet måde med lidt agitprop-halløj ind imellem. Pludselig kommer der lidt Kjeld Abell og ”Melodien, der blev væk” over det hele – om manden, der hed Larsen. Men desværre for Markmanns Berit er der ingen til at hjælpe med at genfinde melodien.
Forestillingen har en let tone, er munter midt i tristessen, og rammer jo desværre ned i en virkelighed, som ingen over 60 år kan fornægte. Der er ikke brug for dem, for os. Og de værdier, som var gældende for alle plus 60 år, er faktisk ved at smuldre, forsvinde ned i rendestenen med regnvandet. Den følelse får man desværre også ved at se forestillingen.
Det kunne være en rigtig god idé, når ”Til (ingen verdens) nytte” snart drager på turné at have kaffebord bagefter. Så kan alle få lov at øse af de indebrændte håb og drømme. Hvis Pia Rosenbaums ret ukuelige Berit havde fået bare en lille håndsrækning, havde slutningen nemlig været en ny begyndelse.
Dramatiker: Thomas Markmann
Instruktør: Madeleine Røn Juul
Medvirkende: Pia Rosenbaum, Finn Nielsen, Jacob Lohmann og Lisbeth Wulff.