Kulturkupeen

Mig før dig

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Forudsigeligt melodrama.

Kærlighed og assisteret selvmord er essensen i den erfarne teater-og tv-instruktør og nu debuterende filminstruktør Thea Sharroks film, Mig før dig. Filmen bygger på Jojo Moyes roman Me Before You, som har solgt over 6 mio. eksemplarer og har fået læserne til at knibe en tårer over forholdet mellem den lamme unge velhavende banker Will Traynor(Sam Claflin) og hans sygepasser Louisa(Emilia Clarke).

26 årige Louisa bor i England i en pittoresk lille by på landet. Hun bor hos sine forældre og klarer dagen ad vejen ved forskellige småjobs. Hendes far er arbejdsløs, så hendes indtjening har stor betydning for familien, som også tæller hendes søskende.

En dag dukker der en stilling op som sygepasser for den velhavende Will Traynor, der sidder i kørestol lammet fra halsen og ned. Han kommer fra det engelske aristokrati og bor sammen med sine forældre på et underskønt stort slot på landet.

ME BEFORE YOU

Foto: Warner Bros

Wills super tjekkede liv som banker blandt Londons jetset bliver på et splitsekund ændret, da han en tåget morgen lige udenfor sin gadedør bliver kørt ned at en motorcyklist. Det eneste af ham, der er intakt, er hans hjerne. Louisa har ingen erfaring med at passe handicappede. Det behøver hun heller ikke. Det praktiske er der andre, der tager sig af. Hendes job er udelukkende at muntre den kyniske, bitre og sortseende Will op. Det viser sig at blive en meget vanskelig opgave.  Jeg elskede mit liv, Jeg kan ikke elske dette her siger Will et sted i filmen. Og man forstår ham.

Louisa er imidlertid ikke sådan at slå ud. Hun bliver stædigt ved med at prøve at overbevise ham om at livet trods alt er værd at leve, og langsomt åbner Will sig for tanken om at ville livet. Hvad hun ikke ved er, at han har besluttet sig for at rejse til Svejts og foretage et assisteret selvmord.

ME BEFORE YOU

Foto: Warner Bros

Tåreperser? Ja. Drivende sentimental ? Ja. Dette gør ikke i sig selv filmen dårlig, men den halter alligevel.  Mig før dig får en til at tænke på film som Love Story(1970) og De Urørlige(2011). Af nyere danske film, der specielt omhandler aktiv dødshjælp, kan nævnes Stille Hjerte(2014) og I Dine Hænder(2015). Alle sammen gode og gribende film. Problemet med Mig før dig er, at den ikke rigtig fænger. Historien bliver ikke forløst stramt nok.

Visuelt er filmen rigtig flot. Pragtfulde billeder fra et kæmpe herresæde i Wales. Billeder der skal illudere og være taget på Mauritius, men er taget på Mallorca, er også betagende, og i det hele taget er der knald på farvepaletten, ikke mindst i de scener hvor Emilia Clarke er med. Hendes figur Louisa er en overordentlig farverig person, hvilket afspejler sig i hendes meget fantasifulde påklædning.

Clarke og Claflin kender vi fra  tv-serien Game of Thrones og filmserien The Hunger Games. Hvor Clarke i sin spillestil i Mig Før Dig er overdreven udtryksfuld lidt Bridget Jones agtig, er Claflin omvendt for udtryksløs med sit forstenede ansigt. Vi tror simpelt hen ikke rigtigt på nogen af dem. Hvor er fortvivlelsen? Først til sidst i filmen åbner Will lidt op for følelserne. Når dette er sagt er begge skuespillere meget smukke og charmerende.

ME BEFORE YOU

Foto: Warner Bros

Mig Før Dig har været en dyr film at producere. Mindre staffage kunne have gjort filmen til et smukt og intenst drama om retten til i yderste konsekvens at vælge eller fravælge livet. Så var man var blevet grebet. Det hele bliver bare lidt for sukkersødt og forudsigeligt.

Instruktør: Thea Sharrock

Trailer:Warner Bros




Premiere: 2. juni 2016