Kulturkupeen

Team Albert

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Indrømmet. Jeg er ikke den store YouTube bruger. Det var derfor noget af en øjenåbner for mig at se ungdomsfilmen Team Albert med en af Danmarks største YouTube stjerner: Albert Dyrlund. Albert har i det virkelige liv mere end 170.000 følgere på YouTube, 200.000 følgere på Instagram og hans egen musik er blevet streamet mere end 15 mio. gange. En kun 19 årig ung mand, der mildest talt har gjort det rigtig godt inden for sit felt.

I Team Albert spiller Albert sig selv. En oprører der blæser på traditioner, fornuft og hvad andre tænker, og bare gør det han elsker og er god til, nemlig at underholde på YouTube. At han så også kan leve af det, gør jo ikke projektet dårligere.

I filmen går Albert i 3. G og skal snart op til studentereksamen. En dag dukker der en ny pige Louise(Olivia Hahn Reichstein) op i klassen. Allerede fra første blik forelsker Albert sig i hende, og da hendes far den arrogante og selvsmagende reklamemand Henrik(Frederik Nørgaard), efter at have set en af  Alberts YouTube videoer, tilbyder Albert en hovedrolle i nogle af sine reklamefilm, takker Albert ja. Betingelsen er, at Albert dropper ud af gymnasiet her og nu. Alberts forældre er ikke just begejstret for ideen. Hans bedste venner og YouTube sammensvorne Ida( Laura Kjær) og Toke (Marcuz Jess Petersen) heller ikke. Albert flytter til København og bliver installeret i en tjekket lejlighed i Nordhavn, men snart viser det sig, at det har en høj pris at bryde alle broer. Man risikerer ikke blot at miste sine bedste venner, men også sig selv.

I det virkelige liv droppede Albert ud af 1. G for at blive fuldtids YouTuber. Budskabet i Team Albert er: Hvis du kan drømme om det, kan du gøre det. Ikke originalt og nok let købt, men det passer fint ind i tidsånden med frit valg på alle hylder. I et interview på TV2 her op til premieren fortalte Albert, at han altid havde drømt om at spille med i en film. Og det havde han nået, ved at følge sin drøm. Man må give ham, at hans projekt er lykkedes.

Albert er en charmerende fyr. Man fornemmer, at han er scenevant og det faktum at han spiller sig selv i en fiktiv rolle giver filmen kant og nerve.

Bag den står Frederik Nørgaard, som spiller den beregnende reklameboss Henrik.  Han står også bag Villads fra Valby(2015) og senest børnefilmen Kidnapningen(2017).

Filmen er produceret af Regner Grasten, som gennem årene har produceret et hav af folkekære film som Krummerne(1991), Kun en pige( 1995) Anja og Viktor-filmene(1999-2008),  Vilads fra Valby og julekalendere som Krummernes Jul(1996) og Brødrene Mortensens jul(1998)l . De to sidstnævnte blev i øvrigt nogle af de største seersucceser i dansk TV.

Team Albert er ikke banebrydende, men med sit YouTube tema er filmen et frisk pust i dansk børne og ungdomsfilm. En moderne familiefilm, med glimt i øjet. Filmen, der er tilladt for alle, henvender sig specielt skolernes ældre elever.

Instruktør:  Frederik Nørgaard

Fotos og trailer: SF Studios og Henrik Petit




Premiere: 4. oktober 2018