∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Carmen” som ballet er fanden i voldsk – men galskab er det ikke. Dertil er henvisningerne til både film og malerkunst alt for tydelige, og musikken får det hele til at gå op i en højere og tindrende nutidig symbiose. Det kan godt være, at jeg og måske også andre ikke forstod betydningen af samtlige scener, men tilsammen giver Marcos Moraus 70 minutters dans et sitrende sjovt nutidsbillede sat ind i en bunuelsk ramme drysset over med en smule Fellini.
Carmen. Ballet. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Marcos Morau er spanier, født i 1982, og allerede i 2005 dannede han sammen med en række kunstnere teaterkompagniet La Veronal, der arbejder på at skabe nye udtryk med afsæt i fortidens traditioner og vel at mærke ved at sprænge de enkelte kunstarters snærende grænser.
Derfor er Carmen et mønstereksempel på denne søgen. For med Bizets smægtende toner og en jalousihistorie, der siger spar to, bliver alt muligt, når det hele lægges i spanske rammer, med fransk tekst, på baggrund af en fransk historie, med et kompagni, trænet i klassisk dans og også med evner i det moderne. Men altså dansere, ikke sangere, skønt danserne faktisk har replikker.
Men Morau har ikke sat sig på en umulig plads, tværtimod. Han har meget målbevidst satset på at smide alle delelementerne i Carmen-historie op i luften og så se, hvad der daler ned.
Carmen. Ballet. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Carmen som ballet er forrygende, overvældende – og selv om der er en række tekniske småting, man kan sætte sin finger på, bl.a. stemmerne, lydkvaliteten og det faktum, at publikum på 2. etage og galleriet kun ser under halvdelen af balletten, er Moraus besøg i København mere end velkomment. Det er en gave til kompagniet og ikke mindst til publikum. Til 6 stjerner!
I programmet henviser Morau hurtigt til den franske dramatiker Bernard-Marie Koltès og til filosoffen Jean Baudrillard som sit udgangspunkt. Så fik vi det på plads og ved, at løsningen bl.a. må findes ved det dekonstruktivistiske og eksistentielle.
Historien i balletten er ikke nem. Vi er til filmoptagelse på en fortælling om Carmen, sigøjnerpigen, der forelsker sig i en mand og siden i en anden mand. Samtidig ser vi bag filmkameraet og ved siden af. Tiden er vel under Franco i 1940erne. Det ses på make up’en og frisurerne. I det hele taget er kostumeringen noget for sigl ALLE dansere bærer briller! Det er lige netop, hvad dansere normalt ikke gør. Og det ene kostume efter det andet giver dobbelte associationer: mod Spanien og mod andre kulturer, bl.a. den amerikanske popkultur med cheer leaders etc.
Heldigvis er der et stort lærred, der viser optagelserne, for det er som sædvanligt mere end svært at se noget som helst på scenen fra 11. række, hvor jeg sad. Men nu var der en underholdende sort/hvid film og nedenunder i smægtende farver dusinvis af flæsenederdele i guldlamé og lilla ben. Og forskellige forløb var synlige på én gang. Konstatering: Virkeligheden har flere sider!
Carmen. Ballet. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Kønnene er mere eller mindre negeret. Mænd som kvinder er af og til i samme dragter – andre gange delt op. Alle er lige, når de er crew på filmoptagelserne, eller når de er toreadorer, dyr eller blot dejlige spanske damer. Mænd som kvinder i imposant udstyr, og hatte så store som møllehjul og sorte som graven. Desuden Bizets toner, der suppleres af flere franske komponisters værker og en Piaf-sang. Den synges af en Chanel-klædt kvinde med pukkelryg og en automatriffel i bilen og en cigar lige i munden!. Af andre rekvisitter kan nævnes en hest, en Fiat 500 og de mest nuttede, bortløbne karruselheste fra et tivoli. Jo, der er smæk for skillingen. Selv om anden akt, efter pausen, har lidt svært ved at komme op i tempo og dermed mistes fokus på historien, tilgiver man Morau, for slutningen er både grum, bevægende og så nutidig, at den ryster hele salen.
Carmen. Ballet. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen,
Det er alt andet end klassisk ballet, men afleveret som var det den højeste kunst – og dermed bliver Carmen dobbelt attraktiv som teateroplevelse. Kan ikke andet end anbefale Carmen. Forvent intet af det sædvanlige – men noget ekstraordinært og anderledes. En sanseoplevelse som ikke behøver at blive forklaret.
Medvirkende: Hele balletkorpset.
Koreografi: Marcos Morau
Ide og iscenesættelse: Marcos Morau
Musik: Rodion K. Shchedrin
Musik: George Bizet
Musik: Charles Dumont
Scenografi: Max Glaenzel
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jakob Bo Nystrup
Dirigent: Tim Murray
Orkester: Det Kongelige Kapel
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/carmen/