∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Verdis “Trubaduren” på Operaen – flot, velfungerende og lidt kold.
Verdis musik er vidunderlig, historien derimod er svær at kapere, men sådan er det med italiensk opera. Der skal jo være plads til komponistens skabertrang, som bedst udløses af personernes helt store følelsesregister. I ”Trubaduren” er som vanligt for italiensk opera den rene, umulige kærlighed fulgt op af dyb sorg – dog her iblandet sigøjnertemperament.
Trubaduren. Det Kongelige Teater. 2018. Plakatbillede.
I ”Trubaduren” er det ikke mindst kvinderne, der udtrykker følelser.Den lidt forbudte kærlighed hos den adelige Leonora, og den lidt mere komplicerede hos sigøjnerkonen, der ved en fejltagelse smed sit eget barn på ilden. Hun har temperament og følelser i rigt mål, også for sin mor, der blev brændt på bålet – og for de børn, som hun ikke passede på… og så videre og videre.
For komponisten Verdi var der så meget guf i historien, at han lige efter ”Rigoletto”, hvor han allerede var godt i gang med ”La Traviata”, alligevel fortrak Trubadur-historien.
Trubaduren. Det Kongelige Teater. 2018. Pressefoto.
Publikum elskede operaen fra dag et, selv om musikkritikere sidenhen ofte har fremhævet både historien og librettoen som et miskmask. Men musikken går i hjertekulen hos publikum. Historien er simpel og kompliceret. To mænd elsker samme kvinde, og viser det sig: de er brødre. Men udenom er der så sigøjnerelementerne, som kræver hævn og alt ender ulykkeligt: den enes død, den andens undergang.
Med instruktøren Francisco Negrin og scenografen Louis Désiré har Det Kongelige Teater givet plads til en typisk international opsætning. Den synes driftsikker og heldigvis er kvinderollerne flot besat af vore nordiske sangere: Gisella Stille og Randi Stene.
Trubaduren. Det Kongelige Teater. 2018. Pressefoto.
Scenografien er på en gang simpel og storslået med ild de rette steder, store neonrør og med alle scenegulvets elevatorer i brug. Samtidig er der blevet plads til koret i små aflukker på siderne. Og huller i gulvet, når vi skal fornemme fængsel eller indelukkethed.
Fortidens gerninger er visuelt udtrykt, og derfor vandrer der døde børn og afdøde personer rundt som genfærd for at fastholde historiens mange detaljer. Men i dag hjælper det jo gevaldigt, at man har teksten overover. I gamle dage har det nok været svært at holde styr på det hele.
Trubaduren. Det Kongelige Teater. 2018. Pressefoto.
Det lykkes ikke instruktøren ved premieren at fremkalde den katarsis, som sublim opera har som mål. Men alligevel blev historien på engang løftet op på et nutidigt fortælleniveau – som bl.a. skyldtes Gisella Stille, der havde smerte og smukke toner og Randi Stene, som uden at overdrive havde fat i den dybe tragik.
De to store mandspartier blev sunget af David Kempster og Diego Cavazzin. Fine præstationer, men uden at det rørte os.
Mens koret som altid var en lise for øret, sjælen og denne gang for øjet. På dirigentpodiet Eun Sun Kim, som skabte en fin balance imellem kapel og sangere.
Så denne Trubaduren er en værdig Verdi-opsætning på Operaen, men det blev desværre uden snøft på tilskuerpladserne.
Kunstnerisk hold:
Instruktør: Francisco Negrín
Dirigent: Eun Sun Kim
Dirigent: Gregor Bühl
Scenografi og kostumer: Louis Désiré
Lysdesign: Bruno Poet
Korsyngemester: Steven Moore
Medvirkende:
Il Conte di Luna: David Kempster
Leonora: Gisella Stille
Azucane: Randi Stene/Susanne Resmark
Manrico: Diego Cavazzin
Ferrando: Kyungil Ko
Inez: Amanda Larsson
Ruiz: Mathias Monrad Møller
Un messagero: Frederik Bjellsäter
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor