Set af Eva Zierau.
Hvis man tror at Dogman er en hyggelig og nuttet hundefilm, kan man godt tro om igen. Filmen er Ikke for sarte sjæle.
Vi befinder os i en trøstesløs og forfalden forstad til Napoli. Var man på ferierejse i Støvlelandet og havde forvildet sig derhen, ville man straks vende bilen og køre tilbage. Der ser ikke rart ud. Alt synes at være er nedslidt og ramponeret. Her bor og arbejder den sympatiske og spinkle hundefrisør Marcello(Marcello Fonte). Han klipper og vasker hunde i alle afskygninger, og har et godt og kærligt tag på de firbenede. I første scene ser vi ham vaske og støvsuge en frådende, aggressiv kæmpe hvid muskelhund. Langsomt får Marcello beroliget den, og den bliver blid som et lam.
Foto: Camera Film
Som nebengesjæft sælger Marcello kokain til kunder i området. Marcello, der er populær i kvarteret, er fraskilt og har en datter på omkring 10 år, som han forguder og dykker sammen med i Napoli bugten. Marcello drømmer om at invitere hende på ferie til Maldiverne. En af hans kokainkunder er den psykopatiske muskelmand Simoncino (Eduardo Pesce), der med sin stærkt voldelige adfærd tyranniserer hele kvarteret. Marcello har imidlertid en beroligende indvirkning på ham. Der er en eller anden uudtalt pagt mellem de to. Så længe Marcello danser efter Simoncinos pibe, er Marcello fredet. Kvarterets øvrige mænd overvejer, om de skal ty til selvtægt for en gang for alle, at gøre det af med deres plageånd. Det bliver ved overvejelserne, men en dag bliver plagerierne for meget selv for Marcello.
Foto: Camera Film
Diskrepansen mellem hundeklipperen, som vi bl.a. ser gøre en lille fin hvid minipuddel klar til hundeudstilling, og voldsmaskinen Simoncino er et godt greb. Der er noget David og Goliat over de to. Filmen kredser om forholdet mellem dette meget umage par. Den er visse steder ganske morsom og rørende. F.eks. er der en scene, hvor Simoncino i forbindelse med et indbrud i en kæmpevilla, har lagt en gøende skødehund i fryseren. Da Marcello efter indbruddet får nys om det, kører han straks ud til huset og klatrer op ad et nedløbsrør til 3.sal for at redde det arme dyr.
Dogman er en film om venskaber mellem mænd. Både mellem de to hovedpersoner, men også mellem de andre mænd, som Marcello i den første halvdel af filmen frekventerer. Der er ikke mange kvinder i filmen. Undtagelsen er Marcellos datter, som vi flere gange ser på dykkerture i med sin far. De fredfyldte smukke scener, hvor de to svømmer hånd i hånd under vandet står i skærende kontrast til det inferno af vold, vi ser på land.
Bag filmen står den italienske instruktør Matteo Carrone som er kendt for den nærmest dokumentariske barske film Gommorra(2008) som også foregik i den kriminelle underverden omkring Napoli.
Marcello Fonte er god som den undseelige Marcello, der når det kommer til stykket har en indre urkraft. Fonte vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Cannes Festivalen 2018.
Dogman er i min optik for eksplicit rå og voldelig, men ikke uinteressant.
Instruktør: Matteo Carrone
Trailer og forsidefoto: Camera Film
Premiere: 28. februar 2019