Kulturkupeen

Folkemødet på Bornholm – 2018 (2).

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Dagen derpå.

Indholdet – hvis man kan tale om det.

Goddag til Bornholm. Foto: US. ( Der var masser af Politi  “ovre fra”.- De skulle vist passe på politikerne, diplomaterne og ?)

Status på årets Folkemøde:

Hovedpine, hul i lommen, irritation, masser af visitkort og ekstrem forvirring samt et dybt og inderligt ønske om fred, ro og nul mennesker i de næste dage.  Men årets Folkemøde gav også indsigt i nogle mekanismer, jeg slet ikke kendte til: hvordan skabes en eller flere mediedarlings? Og først som sidst – politik er ikke for alle og enhver, men for de få udvalgte med en særlig tæft for at stå på scenen eller trække i trådene bag ved.

Politik og folkemøde-demokrati er et stort cirkus, hvor nogle fingernemme folk har været i stand til at sammensætte programmet, så vi tror på, at det er opstået rent spontant af et uskyldigt ønske om at afdække og understrege den demokratiske proces.

Folkemødet er i bund og grund en politisk Roskildefestival, dog uden et slagkraftigt hovednummer på Orange Scene. Men det gode er, at adgangen til mødet som sådan er gratis. Det koster bare en bondegård at tage til Bornholm, hvis man ikke lige bor der – og så er der al besværet oveni.

Men det fundamentale spørgsmål må være: Hva´ fik man med hjem fra Allinge? Selvfølgelig er det individuelt.  Og jeg kan kun tale som almindelig tilskuer uden invitation – uden nogen form for tilknytning til nogen organisation.

Folkemødeuniformen

Der var en hel del i ”messeuniform”: mænd i lyseblå, nystrøgne skjorter og mørke bukser og kvinder i lidt for byagtigt tøj (for mange sorte nederdele) og helt tåbelige høje hæle og make-up, selv om både sol og vind gik hårdt til ansigterne. Disse udklædte folk skulle op på podierne eller stå og dele brochurer ud og mingle – men var måske i et par pauser også almindelige deltagere.

De såkaldte ”almindelige” deltagere havde dog også uniform på: brede sandaler, smånaragtige huer eller stråhatte og, som dagene gik, mere og mere krøllet tøj – og altid en pose eller rygsæk med en ekstra regnfrakke i og en lunken kildevand.

Det er vigtigt at understrege, at vi taler om to vidt forskellige grupper: de optrædende – som var yderst aktive torsdag-fredag, de mere entusiastisk professionelle, som holdt helt frem til søndag og så alle os andre, hvor også weekenden var en del af udflugtspakken.

Folkemødet by night. Foto: US.

Det økonomiske aspekt

I de senere år har forskellige instanser diskuteret om kultur betaler sig. Men det er indlysende, at Folkemødet i sig selv er en ideologisk og meget håndfast pengemaskine. Stadepladserne købes, men processen er vist gjort mere demokratisk i år. De allerfleste aktiviteter (når man ser bort fra min og mine uskyldige meddeltageres tilstedeværelse) er blevet betalt af det offentlige – dvs. enten direkte af staten, kommunerne eller indirekte ved skattefradrag.  Når de politiske partier har råd til at kaste en masse penge i grams i Allinge, så er det en del af den statsfinansierede partidrift. Og tænk på avisernes statstilskud. Også hos de mange interesseorganisationer og fagforbund kan de anvendte midler fratrækkes driften før skat:

Dansk Byggeri, dansk arbejdsgiver, Bupl, FOA, Krifa, Dansk Metal, DUF, Advokatrådet, Sundhedsstyrelsen, Designskolen i Kolding, Aarhus Universitet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Folketinget, Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd, Rigspolitiet, Kriminalforsorgen, Bornholms Folkebiblioteker, FN-Byen, Udsatte børn, Danske Seniorer, Blå kors, Kammeradvokaten, Bellevue Teatret, alle politiske partier – alle aviser og tv-stationer samt mange hundrede flere.

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Foto: US.

De etablerede guruer

Guruen Svend Brinkmann sad på Politikens scene med en Politiken-journalist. Jeg havde glædet mig, men det var sandelig en nedtur. For Brinkmann brugte pludselig alle de udtryk fra terapiverdenen, som jeg troede han var imod.  Så afsted til et andet telt.  Hos radiostationen 24/7 var jeg så heldig at ramle ind i Cordua og Steno, som jo kun sjældent taler under bæltestedet. De er med årene blevet bedre til at formulere sig, oprindelig kunne jeg slet ikke forstå, hvad de sagde i æteren, fordi de ikke var stemmetrænede. Men nu er de kuriøse og havde dog lidt uoriginalt inviteret journalisten Anna Libak i studiet, så hun kunne fortælle om sig selv og sit nye medlemskab af partiet venstre. Har tidligere beundret hende, så det var lidt af en skuffelse. Fremover vil hun jo kun sige, hvad partiet mener og tænker. Til gengæld havde de også besøg af de to shooting stars inden for medieverdenen: Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Deres nye bog om pseudoarbejde har jo et meget vigtigt budskab: alt for mange sidder i den offentlige og private business verden og udfører pseudoarbejde, dvs. noget, som kun djøffere synes er sjovt og vigtigt: de dobbeltchecker, undersøger etc.  De to herrer er endnu ikke helt ødelagte af den megen opmærksomhed, så jeg fulgte dem tilbage til Politikens scene, hvor de også talte. Men spørgsmål tog de ikke imod.  Og jeg som troede, at det var hele essensen i Folkemødets værdigrundlag: spørgsmål fra den almindelige borger. Der fik jeg en lang næse.  Både Folkemødet og de deltagende professionelle er komplet ligeglade med os borgere. Vi er blot den nødvendige staffage.

Rytteriet og publikum. Foto: US.

Kulturen

Kulturen og kunsten var ikke ret synlig i Allinge. Og der, hvor en eventuel kulturpolitisk debat foldede sig ud, var arrangementet ikke godt nok annonceret.  På en lille stand havde Kunstmuseet Arken organiseret en debat om fremtidens museumsdrift. Baggrunden er bl.a. Dansk Folkeparti, som vil tage penge fra kunstmuseerne og give dem til de kulturhistoriske museer, fordi de er tættere på publikum og befolkningens identitetssøgen. En lidt vred lokal debat imellem Ishøj Kommune og Brøndby udviklede sig, mens Arkens direktør kunne fortælle, at museet faktisk havde gjort alt, hvad det kunne for at komme i kontakt med samtlige publikumsgrupper. Marianne Jelved fik lov at læse et par kinesiske digte op.  En DR medarbejder var ordstyrer, men tog ikke imod spørgsmål fra publikum og satte ikke debatten i perspektiv.   Det var i øvrigt problemet med alle de kendte Tv-studieværter som ordstyrere. De satte ikke debatterne på spidsen, i perspektiv eller strammede op og konkluderede. Det hele flød bare sammen i veltalenhed og ”kan I kende mig?”.

Videre til en anden museumsdebat, hvor DFs Alex Ahrendtsen fik lov at tale om sit ønske om en anden fordeling af museumsmidlerne. Ved begge debatter var Statens Museum for Kunsts direktør tilstede,  og han evnede at afværge enhver form for konflikt. Det er jo også et talent at have.

Den rene underholdning

Bellevue Teatrets Pia Jette Hansen og publikum. Foto: US.

Kulturen på egen boldgade kunne man kalde Bellevue Teatrets stand nede ved den lille havn. Smukt og blåstribet gav teltet mindelser om nostalgisk badeidyl, og med den nye direktør ved roret, Pia Jette Hansen, var der ingen mørke skyer. Sjov i teltet og reklame for teatret, der nu vil være hele Københavns underholdningsetablissement, præcis som da Arne Jacobsen tegnede stedet omkring 1936.  Der var sing-song og om aftenen med Søren Pilmark som trækplaster. Den næste teaterforestilling i Klampenborg har premiere d.18. august og hedder selvfølgelig Bellevue Badehotel!

Syng med – med Søren Pilmark hos Bellevue Teatret. Foto: US.

Gæstgiveren er i Allinge et kapitel for sig. Hr plejer Politikena t holde til, men ikke i år. Stedet klarer sig vist ganske godt også uden for Folkemødedagene med et flot musikprogram hele sommeren igennem og masser af fællesspisning til københavnerpriser ved langborde. Traditionen tro optrådte duoen Rytteriet med både musik og Bodil Jørgensen. De er sjove, de to herrer Botoft og Buch, men 90 til 120 minutter kan det gamle repertoire af vittigheder ikke bære, der er brug for nye tekstforfattere. Men alle morede sig, og stemningen var høj blandt de mere end tusind publikummer hver aften. Her var man ikke alene, selv om man var alene. Underholdningen var gratis – resten betalte man for.

Store Scenes partilederrunde

Hvert parti i Folketinget fik en plads på Store Scene. Der var vist trukket lod om tiderne. Uffe Elbæk og Alternativet indledte, før jeg ramte øen, men jeg nåede da både Socialdemokratiet, SF, Venstre end en smule af Thulesen Dahl. Bedste karakter for showet får Socialdemokratiet, der havde indforskrevet det såkaldte Fangekor – ikke fra en opera, men fra diverse fængsler. Der stod de 8 mand høj i diverse T-shirts og rappede og sang, og publikum klappede med til Lenard Cohens Halleluja.    Den uretfærdighed, som samfundet indeholder, kan direkte aflæses i fangekoret. Ingen ønsker jo at være kriminelle slagsbrødre eller snyde andre, hvis de altså bare har fået den rigtige opdragelse. Der kunne Mette Frederiksen tage over og holde sin brandtale.  Lidt i samme boldgade var Pia Olsen Dyhr – og sandelig også Lars Lykke Rasmussen, hvis opvarmning var lidt mere cool eller snarere kold ved Chr. Jensen. Sjovt som spindoktorerne aflæser situationen forskelligt, men talerne var forbavsende ens. Måske udklækket på faget Kommunikation på RUC.  Men hatten af for fangekoret. Havde de haft en frivillighedsbod, var jeg gået direkte over til den bagefter og skrevet mig op til at yde en lille indsats imod uretfærdigheder i samfundet.

Tre mand, tre partiledere, tre ministre, tre trætte folkemødedeltagere i forklæder. Foto: US.

Tre mænd på slap line

Adskillige arrangementer var bundet op på kendte Tv-værter, der med vante bevægelser sagde en masse almindeligheder. Sjovest var nok teltet hvor tre ministre, tre partiledere, skulle samarbejde: Venstre, Konservative og Liberal alliance. Tre tætbyggede mænd i hvide skjorter, den ene mere træt og svedig end den anden, da der skulle flettes brød og samarbejdes om en trebenet stol og til sidst bindes en blomsterbuket.  LA’s mand var rigtig dårlig til at samarbejde, mens den konservative var så sød, at selv værten ”knuselskede” ham. Lars Lykke påtog sig ind imellem statsmandsrollen, og værten, Anders Breinholt,  kunne score kassen og får oveni også min medalje som bedste ordstyrer, hvis man kan kalde hans optræden for at styre ordet og ikke showet. Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen syntes ikke at have meget samarbejde!

Dumpekarakter

Laveste karakter efter en vilkårlig skala må vist gå Skatteministeriet. De har haft problemer, det ved alle, og derfor havde de selv hyret et reklamebureau til at stille flinke spørgsmål til sig selv og den administrative chef, departementschefen. Det er vist at tage folkedemokratiet ved næsen, og er det sådan, ministeriet opererer i det daglige, står det lige til at blive meldt til Moralsk Oprustning eller hvem, der ellers gider tage sig at den danske ordentlighedsopdragelse. Øv. Det burde ikke ske på et folkemøde. Og det er jo vores skattepenge, som de har brugt til at frikende sig selv. Skatteministeriet og embedsmænd: Go home! Øv.

Og sådan kunne jeg blive ved. 4 dages lukket og åben fest med masser af gratis bolsjer og aviser i stribevis og flyers og ord, ord, ord. Det hele Imponerende båret igennem af Bornholm og Folkemøde-sekretariatet. Men spørgsmålet er, om mødet er andet og mere end sjov i gaden for skatteydernes penge – i yderste forstand. Vi, der var der, og ikke mindst alle jer, som ikke var der, betalte gildet.  Bornholm har fået en ny identitet. Det er dog det bedste af det hele og måske hele hurlumhejet værd.

Men ordet pseudodemokrati ligger snublende nær.

Farvel til Bornholm – og farvel til NYLARS Kirke. Foto: US.