Kulturkupeen

Love Songs. Forrygende genopsætning hos Dansk Danseteater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Love Songs. Et overflødighedshorn af danseglæde. Forrygende genopsætning af Dansk Danseteaters 4 år gamle ballet.

Pressefotos fra Love Songs. Foto: Henrik Stenberg.

Pressefotos fra Love Songs. Foto: Henrik Stenberg.

Balletten er fra 2011, men danses stadig med en entusiasme og livsglæde, som var den dugfrisk. Dansk Danseteaters Tim Rushton kan noget, der får moderne dans til at gå lige ind i et publikum med og uden forkundskaber. Det var også intentionen, skriver han i programmets forord, hvor der vises tilbage til William Forsythes ballet af samme navn fra 1979. Men også andre inspirationskilder banker på – både Alvin Ailey og Pina Bausch fornemmes, men det gør ikke spor, tværtimod. For ”Love Song”s 65 minutter danser af sted og prætenderer egentlig ikke at være noget særligt. Balletten viser blot med en vidunderlig varm musik, hentet fra den bløde jazzmusiks store katalog og indsunget af Caroline Henderson, hvad dans og kærlighed kan være.

I starten er vi måske i et forsamlingshus, hvor pigerne holder sig for sig selv – imellem dansen. Siden bliver rummet til en mere intens bar med natklubstemning, godt hjulpet på vej af lysdesigneren. Her fungerer de 13 dansere, 7 piger og 6 mænd, fortræffeligt i kostumer, der signalerer en smule moderne forskellighed. Men nogen handling er der ikke, blot bevægelse, nærhed og fjernhed, snak med naboen, et første kys og så godnat.

Love songs. Foto: Henrik Stenberg,

Love songs. Foto: Henrik Stenberg,

Vi fanges ind af stemningerne, og det hele synes så indlysende, legende let. Bare ikke for jokeren, ham der altid er udenfor, danset besnærende sjovt af Luca Marazia, der har været hos Dansk Danseteater siden 2005. Det er værd at bemærke. For ved den efterfølgende snak, den aften jeg så forestillingen i Baltoppen i Ballerup, viste det sig, at flere af danserne faktisk kun havde været i kompagniet få måneder og altså var helt nye i forestillingen. Men det mærkedes ikke.

Love Songs. Foto: Henrik Stenberg.

Love Songs. Foto: Henrik Stenberg.

 

Nu drager de på Tysklands-turné. Dog håber jeg, at flere får mulighed for at opleve ”Love Songs” – en times virkelighedsflugt ind i dansens verden. 100 gange bedre end ”Vild med dans”, skulle jeg hilse at sige. Og ingen glimmer og glamour. Kun kærlighed, dans og kærlighed til dans.

Concept & Choreography: Tim Rushton

Båndet musik indspillet af: Caroline Henderson, Nikolaj Hess, Nikolai Munch Hansen, Jacob Høyer.

Dance: Danish Dance Theatre

Lighting Design: Thomas Bek & Jacob Bjerregaard

Costume Design: Charlotte Østergaard

www.danskdanseteater.dk