Menu Luk

Ødipus-laboratoriet uden stjerner.

Ingen stjerner.

Set af Ulla Strømberg.

Ødipus-laboratoriet – Eventministeriet i Røde Rum i Skuespilhuset.

15.11.03. odipus_laboratoriet_210x112[1]

Vi må leve i en kulturelt forvirret tid, siden det lader sig gøre at  en forestilling som ”Ødipus-laboratoriet” hos Eventministeriet på Det Kongelige Teater smutter igennem og når ud til publikum.

I forrige uge fik Edisons opsætning af Prometheus–myten øksen, sablen eller hvad det hedder, når diverse medier giver 1-2 stjerner. Forestillingen var da også i mine øjne selvhøjtidelig og gammeldags, men smuk at skue. Dog helt overflødig.

På Det Kongelige Teater har 4 skuespillere, en instruktør og mange flere arbejdet i 9 dage – og er kommet frem til et punkt, som er det modsatte af “Prometheus.nu”, for med Ødipus er det trukket lidt komik og humor ind, men måske ikke med vilje? Men hvilket resultat!

Udgangspunktet må have været teksten, det er jo det, vi har: Først Sophokles, siden Seneca og andre forfattere: Voltaire, Yeats, Cocteau, Berkoff og Anouilh. Der er altså nok at tage af og også en læsning af Freud kunne måske hjælpe. Men alle tidligere tekster er nærmest blevet skrottet. Til gengæld har man så med sprogets værste gloser i brug skrevet nogle linjer, som råbes ud for  at få budskabet frem. Ødipus dræber som bekendt sin far og gifter sig med sin mor. Det kan siges på mange måder, men her vælges den værste og mest plumpe og seksualiserede.

Samtidig tages forskellige at teaterhistoriens grusomhedsrepræsentanter til indtægt for skrig og skrål (Artaud og Grotowski), mens de så moderne elementer selvfølgelig er i brug: jord, vand, kul – og så det nye (sådan da): råt kød, der bruges som flagellanternes piske.

Ak ja. Til sidst er der en lille hilsen til Kirsten Dehlholm, da tre børn, iklædt tøj som Oliver Twist, med moderne trillebøre slæber kul ind. Et næsten ”nuttet” billede midt i selvfornedrelsen.

Forestillingen er sikkert en forlængelse af det arbejde, som foregår på moderne dramaskoler. Jeg ved det ikke, har ikke gået der. Men forestillingen hører ikke til i kategorien nødvendigt teater. Og det har vi brug for lige nu. Vi bliver nødt til at have et nationalscene, der er sit ansvar bevidst – og vi må have forestillinger på scenen, der er præget af andet og mere end ungdommelig forvirring og rasmus-modsat-attituder. For hvad skal vi med alle de gamle klicheer! Vis dog, at teater er et vigtigt kunstnerisk udtryk.

www.kglteater.dk