Kulturkupeen

Stalins død

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Absurd og velspillet.

Armando Iannuccis film Stalins død bliver annonceret som en komedie, og er da også visse steder urkomisk, men den balancerer på et knivsæg. Det svært at lave en komedie om en mand, som nogle mener har op til 50 mio. menneskers liv på samvittigheden. En enerådig despot der udstikker henrettelses ordrer, fængslinger, deportationer til højre og venstre.

En mand som holder sovjetborgerne i en tilstand af frygt og bæven. Hiver dem ud af deres hjem midt om natten for at henrette dem eller sende dem til arbejdslejre i Sibirien. Ingen ved sig sikker. Man kan være inde i varmen i dag og på udryddelseslisten i morgen.

Stalins Død begynder i den komiske ende. Vi befinder os i en propfyldt koncertsal i Stalingrad. Orkestret, herunder den kvindelige dygtige pianist Maria Yudina, er i gang med en koncert, der bliver transmitteret direkte i radioen. Under koncerten får produceren en opringning fra Stalin med besked om at ringe tilbage om 17 minutter. Da han bævende ringer tilbage, får han besked om straks at aflevere en grammofonoptagelse af aftenens koncert. Gode råd er dyre, for koncerten er slut og er ikke blevet optaget, men man siger ikke nej til despoten. Folk der har overværet koncerten er gået, så produceren henter tilfældige folk ind fra gaden. Samtidig bliver en ny dirigent hentet i sit hjem og fragtet i slåbrok til koncerthuset og pianisten, som er den eneste, der ikke er bange for Stalin, får en god sum bestikkelsespenge for at spille igen. Herefter bliver den optagne koncert afleveret hos Stalin. En vanvittig og morsom start på en film, hvor humoren er drevet af panik og angst for repressalier.

Kort tid efter dør Stalin og de tidligere rygklappende, korrupte lakajer Nikita Khrusjtjov(Steve Buscemi), Georgij Malenkov(Jeffrey Tambor), Lavrentij Beria(Simon Beale), Vjatjeslav Molotov(Michael Palin) m.v. kæmper hver især for at få en bid af magten. Det udvikler sig til et grotesk cirkus. Sjældent har man set så mange mageløst inkompetente tåber samlet et sted.

Har man ikke speciel kendskab til Sovjetunionens historie, kan det godt være lidt vanskeligt at følge med i, hvem der er hvem. Der er et hav af navne i omløb så mange, at selv Stalins mest betroede medarbejdere giver udtryk for, at de har svært ved at holde styr på, hvem der lever og hvem der er døde.

Tonen i filmen er et miks mellem farce og alvor. Vi bevæger os mellem absurd humor og den rædselsvækkende brutalitet, som Stalins styre hyldede. I den sidste del af filmen kammer det over. Filmen bliver for eksplicit, realistisk og brutal. Der er ikke sjovt.

Filmen bygger på en bog af samme navn, der med sort humor fortæller historien om det politiske vakuum Stalin ved sin død efterlod sig.

Filmen har en stjernebesætning af engelske skuespillere med hver deres accent. Det virker ganske vist lidt besynderligt med alle disse britiske accenter i et storladent russisk historisk drama, men de spiller overbevisende. Bag karakterernes sleske og venlige fremtoning gemmer der sig en flok brutale kyniske mordere, hvis eneste mål er magten.

Instruktøren Armando Iannucci siger om sin film: Det var fascinerende for os. Det var Europæisk historie og ikke en fremmed kultur. Vi prøvede ikke at tvinge nogen komedie over det, vi prøvede bare at lade komedien opstå ud af situationerne. En situationskomedie? Næppe. Det er emnet for alvorligt til. Men en absurd og velspillet film, det er den.

Instruktør: Armando Iannuccis

Fotos og trailer: Camera Film

Premiere: 14. december 2017