Kulturkupeen

Timbuktu

TIMBUKTU en film af Abderrahmane Sissako (2014)

Timbuktu – en forfærdende og æstetisk oplevelse.

∗∗∗∗∗

“I skal ikke skyde den. Kør den træt” Sådan lyder jihadisternes indbyrdes ordre når de jager en antilope i døden ved at vedblive at forfølge den i en hurtigkørende pick-up. Som de gamle hirsch-jagter. Og sent i filmen da denne scene vender tilbage, lyder kommentaren: “Man løber til man falder.”

 

Timbuktu er en vanskelig og sammensat film. Vi introduceres til et set med danske øjne fjernt og fortidigt land, et lille ørkensamfund i det nordvestlige Afrika, Mali i år 2012. En yngre kvæg- og gedehyrde ses stort set kun liggende i sit telt med sin kone og deres datter og en otteårig forældreløs dreng som hjælper med at passe dyrene.

Foto: Camerafilm

Hans liv virker roligt og stille uden væsentlig kontakt til omverdenen og Timbuktus øvrige indbyggere. Og ingen ser ud til at have et stort socialt liv. Der er nogle drenge der spiller fodbold. Der er en kvinde der i farvestrålende klæder går omkring med en høne og synger. Der er nogle unge mennesker der om aftenen nyder musik og sang. Men pludselig er alt dette forbudt. Jihadister overtager byen og opretter et islamisk politi som chikanerer alt og alle med sharialovgivning og tilfældige arrestationer og piskestraffe for opsætsighed, og stening for sex uden for ægteskabet.

Det er meget voldsomt, men det er ikke voldsomt fortalt, og det er det mærkelige: Vi oplever ingen af de undertrykte protestere voldsomt mod forholdene. Det bliver til nogle få spage protester – især fra kvindernes side som repræsenterer det sunde, varme og fornuftige – mod dette despotiske styre, men ingen organiseret modstand. Terroren holder befolkningen på et nærmest apatisk niveau. Ingen besøger hinanden, ingen taler sammen undtagen mand og kone om mere personlige emner, ingen maner til oprør.

Sissako giver os en række fantastisk smukke sekvenser som opleves i slow motion i et enormt sceneri med ørkensand og bakker og dale, med floden som det livgivende, stille og rolige element. Det er overvældende smukke billeder.

Filmens indledning indeholder nogle jihadisters meningsløse destruktion af uvurderlige kulturskatte, hvilket sætter de øvrige handlinger i skarpt relief.

 

Foto: Camerafilm

 

For handling er der trods alt. Hyrden kommer op at slås med en fisker, som ikke mener at hyrden passer godt på sine dyr: de ødelægger hans net og dermed hans levevej. Uheldigvis har hyrden bevæbnet sig – imod sin fornuftige kones indtrængende bøn – med en pistol som går af i kampens hede. Selve slagsmålet er vist i en ikke-voldelig æstetisk smuk, nærmest fredfyldt atmosfære. Den efterfølgende retssag indeholder utroligt mange henvisninger til skæbnen. Man må bære sin skæbne. Fatalismen hærger. Man kan ikke kæmpe imod sin skæbne. Intet sted tales der om ansvar og skyld på anden vis. Intet sted provokeres der til opstand mod de hærgende jihadister.

Dermed bliver Sissakos budskab kun vist og ikke dikteret. Filmen var både Oscar- og Guldpalmenomineret og det er fuldt fortjent. En absolut seværdig og gribende om end mærkværdig oplevelse.

 

Instruktør: Abderrahmane Sissako

Premiere (DK): Den 30. april 2015

Varighed: 97 min.