Kulturkupeen

St. Vincent

∗∗∗∗

St. Vincent er en sjov komedie om umage venskaber.

Vincent McKenna (Bill Murray) hører til kategorien gamle sure mænd. Han er krigsveteran, bor alene i et faldefærdigt et hus og drikker for meget. Han har ingen penge og bevæger sig af og til på kanten af loven. Han er negativ og uforskammet overfor alt og alle. Ikke just en ønskenabo.

Da den nyskilte enlige mor sygeplejersken Maggi (Melissa McCarthy) flytter ind ved siden af med sin adoptivsøn Oliver (Jaeden Liberher) på 12 år, får de ikke just en varm velkomst.

En dag da Oliver kommer hjem fra skole, har han ingen nøgle. Der er ikke andet for end at gå ind til gnavpotten og bede ham om at låne telefonen, så Oliver kan ringe til sin mor. Vincent er ikke meget for det, men øjner en mulighed for at tjene nogle penge på at passe drengen, mens Maggi er på arbejde.

Vincent er imidlertid ikke en traditionel babysitter. Han tager Oliver med på stripbar og går på væddeløbsbanen, hvor han lader Oliver at spille på hestene. Han introducerer ham til den russiske  prostituerede Daka (Naomi Watts), og han lærer ham at slås, så han ikke bliver tyranniseret af de store drenge i klassen. Alt kører i olie, lige indtil skolen klager over, at Oliver, der er splejset af statur, har slået en af de store drenge i klassen ned. Derudover vil hans advokat far nu have forældremyndigheden.

Foto:Scanbox

Inspirationen til St. Vincent er hentet i filmens instruktør, Theodore Melfis, eget liv. Han mistede sin bror som kun 38 årig og adopterede hans 11 årige datter. I skolen fik hun en hjemmeopgave, hvor hun skulle skrive en stil om den katolske helgen, der havde inspireret hende mest. Hun valgte  både St. William af Rochester, der er helgen for adopterede børn, og sin onkel Melfi. Den historie har ansporet ham til at lave filmen.

Den 64 årige legendariske Murray er altid god. Vi kender ham fra film som Tootsi (1982), Groundhog Day (1993) og Lost in translation (2003). Han spiller, som i denne film, ofte en arrogant og desillusioneret type. Han har medvirket i et hav af film, ikke mindst komedier, siden starten på hans skuespilkarriere for alvor tog fart i 70erne.

Han er hovedkarakteren i St. Vincent, men filmens egentlige stjerne og omdrejningspunkt er den 12 årige Liberher. Han er et naturtalent og minder en del om Macaulay Culkin fra Alene Hjemme- filmene. En køn og klog dreng, der er hurtig i replikken. Murray var også begejstret for sin medspiller. Han siger: Modsat andre børneskuespillere var han virkelig god. Jeg blev gladere for ham for hver dag, der gik. Der var en dag, hvor han overgik alle andre, det var fantastisk. Han gav den fuld gas. Han strålede. Liberher har siden optagelserne af St. Vincent været med i flere nye film. Ham kommer vi uden tvivl til at se mere til fremover.

Foto: Scanbox

St. Vincent er morsom. Der er en del oneliners, der sidder lige i skabet, og filmen bliver bedre og bedre efterhånden, som den skrider frem. Der er ikke kun tale om pjat og gags. Bag humoren ligger flere steder eftertænksomhed og dybde. Gå ind og se den.

Trailer: Scanbox

Instruktør: Theodore Melfi

Premiere: 30. april 2015