∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Erhard mod monopolet . Spillet af Mungo Park i Gladsaxe.
Sjov, spexagtig politisk parodi om Erhard Jacobsen og dansk mediepolitik – way back.
Fra en tid, hvor DR var gud og styrede Danmark, troede de.
Erhard og monopolet. Erhard som bykonge, Erhard som socialdemokrat, Erhard som partistifter, Erhard som en mand, der ville gøre ”en forskel”, og Erhard som vred mand over for DR. Der er uendelig mange muligheder for Mungo Park og den nu afgåede leder Lasse Bo Handberg, der har sat sig for at beskrive et periode i dansk politik med den farverige og ganske nuancerede politiker Erhard Jacobsen.
Erhard mod monopolet. Collage fra Mungo Park.
Broget er det, muntert ligeså og med den indforskrevne superinstruktør Peter Langdal holdes alle gøglermuligheder åbne og udnyttes langt hen ad vejen.
Rammen bliver DR, mediemastodonten, som lå ovre i Gyngemosen i Gladsaxe i mange år. Og så skete jo det, at Erhard Jacobsen i 1972 blev syg og lå to dage i sengen og hørte radio og opdagede, som den første voksne nogensinde, at DRs børneradio var venstreorienteret. Så gik han ellers i gang, og den store fæle modstander var personificeret i Mogens Vemmer, chef for DRs B og U igennem flere årtier. Det kan der komme mange sjove situationer ud af, og forestillingen bygger da også på de sammenstød af forskellig art, som opstod omkring begreber som indoktrinering og det modsatte. Tillige den zoologiske have, som B og U med Kaj og Andrea og masser af andre opfindelser og julekalendere fik skabt blot for at underholde børnene.
”Aktive Lyttere og Seere” blev skabt og fik nok en vis indflydelse. I hvert fald kunne Erhard siden i protest mod Socialdemokratiet skabe sit eget Centrums-demokraterne, som bliver dannet i 1973 og så røg han igen i Folketinget for siden en kort stund at være minister.
Skuespilleren Henrik Prip er imponerende god som Erhard Jacobsen med den store hårpragt – og et temperament på ydersiden af den brune habit. Han får så mange nuancer med og viser en mand, der både gerne vil og alligevel ikke altid lykkes med sit forehavende. Mogens Vemmer spilles sjovt, men lidt enstrenget af Anders Budde Christensen, der til lejligheden har fået en lys hårpragt. Malin Rømer Brolin-Tani er mere end sød som inkarnationen af alle kvinder – inkl. Ingrid uden lillebror, Erhards trofaste kone og mange andre. Vital, nærværende og flot præstation. Forestillingen er blevet meget spex-agtig i den gamle gruppeteaterstil med klodser og hatte og frakker, der skal sikre, at vi som publikummer kan genkende, hvilken person, der nu taler. Det er alt sammen sødt, retroagtigt og kædes sammen af Jonas Munck Hansen, der må klare hele resten af persongalleriet. Der er langt fra Hedtoft over H.C. Hansen til Anker og videre til Klaus Rifbjerg, Jesper Klein og mange flere, Alt sammen kogt ned til 1,5 time.
Mungo Park I Gladsaxe – Aftenfoto. US.
Det er sjovt, det er underholdende, nok mest eller kun for plus 50 – og ved premieren på en skole ved Høje Gladsaxe var der et umiskendeligt Politiken Papiravis over de mange fremmødte, som kom fra medieverdenen og den politiske sfære.
Forestillingen er kort sagt flink og ufarlig, men uden Peter Langdal og scenografen Karin Betz’ faste hænder kunne det være gået grueligt galt.
Fakta
Koncept
Lasse Bo Handberg
Medvirkende
Henrik Prip
Iscenesættelse
Peter Langdal
Dramatiker
Lasse Bo Handberg
Scenograf
Karin Betz
Lyddesign
Emil Bøll
Lysdesign
Mikkel Givskov Hansen
www.mungopark.dk