Kulturkupeen

Godnat til Radio 24/7.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Godnat til 24/7, som efter 8 års tilløb var nået op på et pænt niveau, men som af inkompetente politikere og embedsmænd nu har fået det endelige grundstød.

8 år er gået siden den famøse åbningsnat, da radio 24/7 gik i luften. Jeg kan endnu huske de to uforberedte kendisværter, Mads Brügger og Michael Berthelsen, der vist havde glemt at skrive manuskript og i stedet slog rekord i antal øh’er.  Sådan fortsatte det i flere år, indtil mange af  stationens ansatte, for åben mikrofon, havde lært så nogenlunde at tale. Bedst gik det, når der blev indkøbt nyhedsoplæsere hos DR.

Radio 24/7 har fra dag et haft en øretæveindbydende selvsikkerhed, og mon ikke, det i sidste ende blev årsagen til radiostationens endeligt. Jeg tror det.

Der var en bedrevidende uvidenhed om alt fra politik over kultur til samfundsforhold – og en mærkelig kredsen om kendisser, som fik programmer og taletid – ofte med en overaskende dårlig radiokvalitet til følge.  Skulle det være moderne? Måske. Også når folk bandede i et væk – eller udsendelserne handlede om ingenting og var det rene nonsens.

Den nu glorificerede  Den korte Radioavis har i perioder været så ringe, at det var en gru at lytte til. Andre gange, hvor journalisterne var bedre forberedte, kunne det være sjovt at høre på. Men Den korte Radioavis overskred flere gange almindelig hæderlig omgangsform og angreb op til flere politikere, uden at beklage, og uden at det fik ansættelsesmæssige følger. Det var en fejl.

En stor fætter-kusinefest for statslige kroner, syntes ofte at være udbyttet hen igennem årene.  Men bevares, landet er lille og skal man have fat i smarte 40-50 årige, så er der måske ikke flere end den håndfuld, som fik lov for åben mikrofon at snik-snakke sig igennem flere timer om ugen.

Jeg har hen ad vejen kommet med mange kritiske udtalelser om 24/7, ikke mindst fordi de tog for let på ansvaret, syntes at forholde sig ganske arrogant til omverdenen og i bund og grund følte sig over de almindelige lyttere. Og med den ene af redaktørerne som mellemlægningspapir hen igennem dagen og aftenen, var det ofte ulideligt.

Det mærkelige er, at Radio 24/7, med den famlende start og de uendelig mange bandeord, der har lydt ud igennem æteren, næppe var, hvad Per Stig Møller drømte om, da han i sin korte tid som kulturminister satte skibet i søen for at drille det, der en gang var hans arbejdsplads: nemlig DR.

Andre politikere havde magten for et år siden – og i en tilsyneladende pagt imellem LAs Mette Bock og Dansk folkeparti  lykkedes det at strikke et håbløst nyt radioprojekt sammen. En kanal på FM båndet samt noget DAB til 70 millioner kroner årligt – til unge.

Det er så grotesk, ikke mindst nu, hvor begge partier er helt uden politisk indflydelse, Mette Bock er over alle bjerge og Dansk Folkeparti mere end halveret.

Øv til det politiske makværk. Og netop nu, hvor 24/7 efter 8 års famlen faktisk i mindst 3 timer om dagen var nydbar eller underholdende.

Der blev begået mange fejl, da Per Stig Møller fik sin alt andet end seriøse taleradio. Men det  er blevet til endnu flere fejl nu, begået af embedsværket og et medieråd med alle mulige professorer helt ude af trit med samfundet.

Det hele må falde tilbage på de politikere, som ønsker magt, men tilsyneladende ikke ved, hvad de skal bruge den til,  og så de embedsfolk, som skulle være garant for, at der var kvalitet i det hele.

Vi ligger som vi har redt. Kulturministeriet må gås efter i sømmene. Vore kultur- og mediepolitikere har spillet fallit og har tilsyneladende ikke fået hjælp af embedsværket.

ØV. Og nu må det snart være slut med den  lavpandethed i alle statsfinansierede medier.  Også hos DR.  Så mens vi venter på den kommende ungdomskanal på DAB, som ikke mange ved, hvordan man lytter til, ville det være på sin plads at gå DR på klingen. DR må rydde  ud i den  store mængde af dårlige og platte tv-programmer og gumpetunge og selvsmagende radioprogrammer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *