4 stjerner (6 til skuespillerne, 5 til instruktøren og 2 til dramatikeren)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ca. 2 timer inde i forestillingen ligger Henrik Lykkegaard endnu engang på scenegulvet og simulerer død mand. Men pludselig løfter han hovedet og siger noget i retning af: “Var det blot et vådeskud? Og det har vi brugt to timer på!”
Meget tydeligere kan det næppe siges. Stor ståhej for ingenting. Forestillingen har tilsyneladende intet budskab, selv om baggrunden er nok så alvorlig. Skuespillerne yder deres optimale og er loyaIe over for en problematisk tekst. Iscenesættelsen sætter fuld fart på i starten for at afsløre et mord, der finder sted i 1981. Derpå leder forestillingen efter den rene, skinbarlige sandhed om stikkermord lige efter Befrielsen og et dårligt ægteskab tilbage i krigens tid. Men enhver pointe er pist borte til allersidst, hvor en ekstra krølle om Werner Best får lov at blafre og forvirre endnu mere.
Oveni er lagt det danske Melodi Grand Prix i 1981 med Tommy Seebach. Det giver instruktøren et gratis auditivt kick, men er ellers helt overflødigt.
Forestillingen krydsklipper i starten på raffineret vis imellem 1945, 1981, 1940, men pludselig kommer der alt for mange detaljer og nye mennesker til, og så har vi som publikum svært ved at identificere de mange forskellige mænd, alle i brune bukser. Tyskerne er derimod i sorte jakker, det hjælper lidt.
I begyndelsen går det ellers formidabelt, og skuespillerne knokler, præcis som de gjorde i forestillingen “Lehman Brothers.” Instruktøren er ny: Egil Palsson. Teksten er også ny, skrevet af den herboende svensker: Lucas Svensson. Skuespillerne er de samme som i “Lehman Brothers”, og det er tanken, at “De befriede” skal alternere med “Lehman Brothers”.
Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre, Anders Budde Christensen er nu suppleret med den altid fascinerende Signe Egholm Olsen. Men dramatikeren har gjort det vanskeligt for skuespillerne og instruktøren. Det ligner en tour de force ved en afgangsprøve på en skuespillerskole. Og de består alle, men var det en dramatikerprøve, ville resultatet se anderledes ud. For teksten er bare ikke egnet til en seriøs forestilling.Der mangler en dramaturg, der skulle have sammenlagt scenerne, så der kom mere dybde frem. Nu er det bare klip på klip og Seebach oveni.
Mens historien har svært ved at være alvorlig, forsvinder også det højere budskab om en vanskelig tid, stikkere og modstandsfolk og en aldrig glemt fortid. For måske er pointen at døden (mordet) i 1981 blot var endnu en afslutning på hændelser under de frygtelige fem år?
Teaterprogrammet på Teater Republique er forsvundet, og det er mere end synd. For spiller man et så ambitiøst repertoire som Teater Republique gør, må publikum ikke undervurderes. De vil gerne vide, hvad de ser, hvorfor – og gerne med ekstra baggrundsstof.
Flere andre teatre under Det storkøbenhavnske Teatersamarbejde ( eller hvad de hedder for tiden) har også smidt programmet overbord. Hvilken overfladiskhed!
www.republique.dk www.teaterosterbro.dk
( Anmeldelsen er kort, og der mangler billeder, stadig på grund af dårlig højre hånd)