∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
3 stjerner.. ( 2 stjerner til stykket – 5 stjerner til scenografen)
Husets teater er et de mest seriøst arbejdende teatre i Danmark. Nu har lederne, Mads Wille og Simon K. Boberg meldt ud, at de holder op. Og selvfølgelig må det være hårdt at holde et niveau, der faktisk ofte er over Det Kongelige Teaters små scener. For det er lykkedes at vise ny dramatik fra det meste af verden i gennemarbejdede forestillinger, hvor scenografien har været af høj karat – og skuespillerne af bedste skuffe.
pressebillede
Med ”Illusioner” har scenografen Edward Lloyd Pierce endnu engang skabt et scenisk univers, som siger spar to. Her vises teaterillusionen: Det store, røde, glitrende tæppe, som også dækker hele facaden – og det ikonagtige sminkebord til skuespillere og klovner – med de magisk, lysende pærer hele vejen rundt.
Men det er bare ikke nok. For jeg hopper ikke på den russiske dramatiker Ivan Vyrypaevs historie, som er fortalt af fire personer.
To ægtepar var perlevenner, men nu, efter at de fleste er døde, viser det sig, at der var affærer på kryds og tværs. Alt, hvad de sagde om kærligheden, både som unge og gamle, holdt altså ikke vand. And so what!
Vi møder dem jo ikke, de får ikke kød og blod, de lever i en genfortalt verden, som er barberet for historie og politisk hverdag – i en kokon!
Måske er det teksten, den er gal med? Den er bare så lige ud ad landevejen uden hemmeligheder eller sproglige finurligheder. I modsætning til gamle Pinter, som skrev avancerede ægteskabsdramer engang, før han blev politisk.
Måske er det instruktionen, hvor Simon K. Boberg stoler for meget på sine skuespilleres udstråling. For hvem kan tale i 30 minutter om et ægteskab, der tilsyneladende var åh så almindeligt? For sådan åbner forestillingen med en monolog. Og det havde været acceptabelt hvis de efterfølgende scener højst var af 1 minuts varighed, Men det sker ikke. For at stå alene på en scene – uden at have noget at sige, skal man være en Dirch Passer eller en Kjeld Petersen – for at det kan lykkes.
Pressebillede
Skuespillerne pukler, men det er mere end irriterende, at de ikke må tale til hinanden – og forestillingen løfter sig kun i det øjeblik, de tager deres østeuropæiske musikinstrumenter frem. Og så er der scenografien, selvfølgelig, som bare er så magisk.
hvis det ikke det var for de sproglige almindeligheder og det manglende samspil – kunne historien være reddet? Der er nogle valg, som er foretaget. Men prøv Pinter eller Stoppard næste gang. Selv om det er nogle gamle fætre, så kunne de skrive.
ILLUSIONER
EN KOMEDIE OM KÆRLIGHED OG LØGNE
NY RUSSISK DRAMATIK