Menu Luk

Boulevard Solitude – en opera, hvor elskeren løber med historien.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Boulevard Solitude –  Ungdomsværk af Hans Werner Henze på Operaen, hvor 

Armand lyser,  mens Manon blegner.

pressefoto: Miklos Szabo.
pressefoto: Miklos Szabo.

Boulevard Solitude er et meget interessant bekendtskab på Operaen. Henzes ungdomsopera fra 1952 bliver af og til opført (bl.a. i København i 1978), men rent musikalsk er det en stor og positiv overraskelse. Musikken er frisk, dobbeltbundet eller mere end det, kører ad to klare spor hele vejen igennem fortællingen. Det eksperimenterende, grænsende til atonale, udtrykker følelser og påstået kærlighed, mens den jazzede, tidstypiske og dekadente sound fra 1930erne følger de udspekulerede, fordærvede personer. Det hele flot forløst af Det Kongelige Kapel og dirigenten Jérémie Rhorer.

Historien er både grum, irriterende og heldigvis ganske umoderne. Men det er en anden sag. For sådan er det jo med opera. Men hvorfor skal vi igen og igen have historien om Manon Lescaut, som om der ikke fandtes andre muligheder. Både komponister, teaterfolk og filminstruktører er gang på gang vendt tilbage til romanen fra 1750erne af Prévost.

pressefoto: Miklos Szabo.

Men sådan tænkte Henze ikke 7 år efter 2. verdenskrig, hvor han selv var vokset op med en nazistisk fader og siden erklærede sig som marxist. At den fordærvede kvinde Manon i sin delvist selvforskyldte situation bliver målet for Henzes komposition er dog mærkværdigt. For Manon er og bliver en irriterende svag kvinde, der lader sig lokke af sin slette broder – og som en anden luksusluder, giver sin krop for penge til gamle som til unge mænd. Og den kærlighed, som hun tilsyneladende har til den renhjertede Armand, er faktisk svær at tro på.

15.10.02. boulevard reolerpressefoto: Miklos Szabo.

På Operaen løber Gert Henning Jensen faktisk med historien i sin både musikalske og kropslige smukke forløsning af rollen som manden, der elsker og må lide hele vejen til sidste sekunds fornedrelse.

Sine Bundgaard synes lidt vel moden som ung uskyldighed og bliver hurtigt meget voksen – og det er svært at tro på hendes Manon, som hun dog synger smukt.

Det Kongelige Teater har overladt scenen til nogle interessante gæster. Dirigenten er på vej ud til mange operascener og ligeså instruktøren Lotte de Beer og det scenografiske makkerpar: Clement og Sanôu.   De to har skabt intet mindre end et gudesmukt minimalistisk univers med en rusten boks placeret på drejescenen. Og ud af denne enorme kasse kommer de nødvendige rekvisitter, der giver mindelser om forskellige billedkunstneriske eksperimenter i det 20. århundrede fra Donald Judd til Anselm Kiefer.

15.10.02. boulevard kg billede jornpressefoto: Miklos Szabo.

Joh, de kan deres kunsthistorie og går ikke af vejen for at lade Asger Jorn være ophavsmand til det maleri, som i historien bliver enden på det hele, ”Trolden og Fuglen” fra 1944. Mere uheldige er de med Manons kostumer, her mangler fornemmelse for kvindekrop og ynde.

Instruktøren er tilsyneladende erklæret feminist og må derfor vride historien et par gange for at acceptere den letlevende Manon, ikke mindst fordi Henze har lagt sin historie til nutiden –dvs. postkrigstid. Imellem de 7 billeder fortælles derfor endnu en historie, som altså ikke er Henzes, for han ville have akrobater og lommetyve, her er det en hær af skoleuniformsklædte småspiger, som hen igennem operaen udvikler sig til verdenslitteraturens værste kvindetyper – bl.a. Lady Macbeth. Slutbillederne skal ikke røbes, men bliver et forstyrrende element i en ellers visuel formfuldendt oplevelse.

Dejligt med nye kræfter og en sjældent opført opera – og masser af instruktørfinesser, som ligger begravet i opsætningen, som dog også blot kan nydes rent musikalsk og visuelt.

Og så et blik på programmet. (Hjemmesiden tør jeg ikke skrive om).

Det nye look er ikke på plads endnu. Forkerte marginer og fortsat svært læselige typer, men værst af alt: uredigeret forside og tekster, herunder ikke mindst interviewet med instruktør og dramaturg. Trist sprog, mon Google har været på oversættelsesarbejde?   Come on Det Kongelige Teater! Tag nu publikum alvorligt – når der er så gennemarbejdet en opera, der vises på scenen.

Instruktør: Lotte de Beer

Dirigent: Jeremie Rhorer

Scenografi og kostumer: Clement & Sanou

Lysdesign: Clement & Sanou

Sine Bundgaard: Manon Lescaut

Gert Henning-Jensen: Armand des Grieux

Benjamin Bevan: Lescaut

Martin Hatlo: Francis

Kor-Jan Dusseljee: Lilaque le père

Jens Søndergaard: Lilaque le fils

www.kglteater.dk