Kulturkupeen

Tal R – Dyr og Mennesker på Glyptoteket.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tal R – Dyr og Mennesker på Glyptoteket.

Smuk og delikat udstilling af Tal Rs nyere bronceskulpturer i et par sidegemakker på Glyptoteket.

Dyr og Mennesker. Tal R på Glyptoteket. Foto: US.

Det er velsignet at se Tal Rs værker sat ind i stramme, elegante rammer. Det giver ekstra spændstighed til broncerne og understreger, med hvilken kraft og fantasi, Tal R står på skuldrene af flere tusind års kunsthistorie. Her er Glyptoteket jo ekstra velegnet, for bare 100 meter væk kan man i andre sale fange de gamle originale græske skulpturers stramhed – og så gå tilbage til Tal Rs moderne og ofte humoristiske fortolkninger. Museet har sikkert meget bevidst udladt at konfrontere de klassiske værker med de nye fortolkninger, men det kunne også have været sjovt og måske givtigt.

Dyr og Mennesker. Tal R på Glyptoteket. Foto: US.

Tal R  viser tændstiksmænd i familie med Giacometti, men arbejder med gipsen og efterfølgende broncen med stor veneration og beundring for Rodin.  Og hans egen moderne og lidt ungdommelige flirten med seksuelle hentydninger fornægter sig ikke. Der er nok af fortolkningsmuligheder om mandlig kraft etc. Her titter Picasso frem.

Udstillingen er blevet til under den tidligere direktørs virke, Christine Buhl Andersen, der skriver indledningsteksten i kataloget. Hun er i dag forkvinde for Ny Carlsberg Fondet.

Selve opstillingen og belysningen er smuk. Det er lang tid siden, jeg har set noget tilsvarende. I kataloget takkes den nu afdøde udstillingschef, Børge Igor Brandt, for konceptet.

Tal R: Dyr og mennesker. Glyptoteket. Pressefoto.

Tal R har været en beundret rebel i dansk kunst, allerede fra årene mens han gik på Akademiet og havde gallerier flere steder i udlandet. Her var det primært det koloristiske maleri, som stod i centrum – suppleret af tidstypiske installationer og happenings ( a la væltet børnehave).

På en stor, lidt rodet soloudstilling på Louisiana for få år siden kunne man se bredden og udviklingen i Tal Rs ofte meget kulørte værker. Netop farverne kunne og kan stå i vejen for formerne. Derfor bliver skulpturerne endnu mere interessante at betragte – og ikke mindst i denne stramme opstilling.

Tal Rs dybere drømme afsløres ikke på udstillingen og heller ikke i kataloget. Men til gengæld møder man en dansk kunstner, der er sprængfuld af energi, virkelyst, rumfornemmelse, historisk forankring – og ikke mindst humor.

Adidasmanden. Dyr og Mennesker. Tal R på Glyptoteket. Pressefoto.

”Adidasmanden”, en krydsning imellem et par Giacometti-figurer  iblandet græsk skulptur, bliver via sin titel til et nutidigt spørgsmål: Hvad er der med det ben? Er det Skipper Skræks overarm, der er blevet til et funktionsdueligt fodboldben – eller er det måske et fallossymbol?

Udstillingen kan varmt anbefales – og ligeså resten af Glyptoteket, som er et smukt og for tiden stille sted uden gruppe-turisme.

Smukt katalog til udstillingen.

I Danmark er Tal R repræsenteret hos Galleri Bo Bjerggaard

På Takkelloften (den lille scene på Operaen) hænger et stort maleri af Tal R.

 

www.glyptoteket.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *