∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et Dukkehjem på Mellemgulvet, Det Kongelige Teater.
Et dukkehjem i 2020 i skyggen af både #MeToo og retten til at vælge køn m.m. lader det sig overhovedet gøre? Jo og ja, for Henrik Ibsens naturalistiske tekst fra 1879 er så modstandsdygtig og så velkomponeret, at tekst og historie overlever, uanset hvilke brutale og næsten morderiske slettepenne, der har været anvendt.
Den unge instruktør Anna Balslev (iscenesatte ”An Education” på Republique sidste sæson) har både tekstmæssigt og visuelt barberet ind til skelet og betonvæg. Det er helt legitimt, så længe det nye produkt ”holder vand”. Øjeblikkets mantra er vist kærlighed snarere end frigørelse og selvstændighed. Alle leder efter den store kærlighed. I den nye ”Hamlet” indledes med en ekstra kærlighedsscene imellem Hamlet og Ofelia, og også i ”Et dukkehjem” går Nora og Thorvald til biddet med kys og omfavnelser i åbningsscenen.
Et Dukkehjem.2020. Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn.
Han, Thorvald (Helmer) er høj, mørk og med langt hår (dog skjult i begyndelsen). Hun er lille, væver og sød. Men Nora har hemmeligheder. Ikke kun de obligatoriske makroner, men vigtigere er hendes falske underskrift for at kautionere for et lån, der skulle redde den syge Thorvald. Hvor dum kan man være og det både i 1879 og 2020? Som bekendt er det netop disse mørke transaktioner, som ofte spøger hos Ibsen og viser tilbage til hans barndoms traumer, men her projiceret over i den godtroende og elskelige hustru Nora.
Et Dukkehjem, Det Kongelige Teater. 2020. Tegning af Claus Seidel.
I Anna Balslevs iscenesættelse med Sicilia Gadborg Høegh som Nora er der fuld dækning for disse overvejelser om kærlighed, naivitet og accept af konsekvenserne. Nora spilles med så fine nuancer, at der ikke mangler belæg for hendes handlinger og skiftende sindstilstande. Også begrebet ”det vidunderlige” – dvs. fuld forståelse imellem to mennesker, to ægtefæller, bliver troværdigt. Men det er som om den tomme scene skaber store problemer i flere af de stillestående scener. Her er ingen nips at flytte rundt på, ingen stole, borde, ingenting. Hænder og arme bliver derfor lidt stereotypt hvileløse.
Nemmere er det for Peter Christoffersens Thorvald. I meget småt, moderigtigt tøj (men næppe for en advokat og bankdirektør) spiller han rollen som en japansk tegneseriefigur. Det kan have sine grunde, men de andre personer responderer ikke, og derved bliver det et komisk indslag uden resonansbund i den samlede forestilling.
Et dukkehjem. Det Kongelige Teater. 2020. Tegning: Claus Seidel.
Mikkel Arndt har derimod både sproget og gestikken i smuk harmoni og kan med god overbevisning spille den stridbare Krogstad, som er vidne til Noras bedrageri. Det er ham, der kan udløse katastrofen ved at afsløre Nora og dermed trække tæppet væk under den kommende bankdirektør.
At han ikke gør det, skyldes ”kærlighed”. For Kirstine Linde dukker op. Noras ungdomsveninde og Krogstads ungdomskærlighed. Så lysner det for Krogsted, der hos Ibsen er alene med nogle moderløse børn, men det er dog slettet her, anno 2020. Alligevel bliver scenen imellem Mikkel Arndt og Sofie Torp i al sin prunkløse nøgenhed smuk, ren og bevægende.
Et Dukkehjem. 2020. Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn.
Forholdet imellem Nora og dr. Rank er altid et springende punkt. Hvor langt vil Rank gå for at vise sin betagelse af Nora. Hvor meget spiller hun op? Her bliver det lidt akavet, da dr. Rank er en kvinde i lang hvid frakke, godt underspillet af Ida Cæcilia Rasmussen. Flere pointer passer slet ikke. For selv om det er moderne mennesker, virker det ikke plausibelt, at Thorvald og Rank – høj mand og lille bleg kvinde/ mandsling – er gode venner og ryger fiktive cigarer sammen. Ærgerligt nok.
Lidt påklistret og pseudomoderne synes også den sne, som på symbolsk maner pibler frem af sprækkerne og giver vinterstemning lige før og lige efter juleaften, som jo er Ibsens tidsmæssige placering af beretningen. Det er vinter, men ikke som Strindberg siger: ”koldt, ude som inde”, Nej – det er bare endnu et visuelt greb, som er moderigtigt og anderledes.
Et Dukkehjem.2020. Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn.
Anna Balslev har forsøgt at fastholde kærlighedshistorien og menneskets ret til at finde sig selv i ”Et dukkehjem”. Men når det nu er et af teaterhistoriens ”3 vidundere” (”Hamlet” og ”Ødipus” de to andre) – så ved man desværre også, at teksten er så raffineret og emblematisk, at det faktisk er synd at skære og skære og lade det fysiske sætte ind i stedet for ordene. Men med snilde lader det sig gøre: at demonstrere ordene og følelsernes betydning via gestik og fysisk handling ( og måske slette nogle replikker.) Det er bevist mange gange, bl.a. i den tyske instruktør Ostermeiers ”Nora” på Schaubühne i 2003 ( og med københavnsk gæstespil i 2004). Her var alt moderne, og et nyt flot parcelhus (dukkehus) var lagt på scenen, mens de velklædte personer fysisk kunne afreagere på trapper og sofaer.
Men et goldt rum af den ellers meget interessante scenograf Jonas Fly er nok for krævende for skuespillerne i denne omgang.
Derfor er denne nye ”Et dukkehjem” dog på mange måder et interessant og nutidigt bud, men produktionen får desværre ikke alle, herunder de psykologiske detaljer, med. Dertil er der strammet og moderniseret lidt for meget i teksten uden at noget andet er sat ind som stedfortræder.
Et Dukkehjem, Det Kongelige Teater. 2020. Tegning af Claus Seidel.
I det lille program er der henvisninger til ”Et dukkehjem”s tilblivelse, mens Ibsen og familie boede i Italien. Men jeg er nu ikke helt sikker på, at anekdoten om Ibsen på Albergo della Luna i Amalfi holder. Nok skrev han eller blev inspireret af udsigten mod øen Capri til tarantel-scenen ( som i den nye version er transformeret til lidt discodans), men oplæsning på hotellet for hustruen Suzannah er nok en skrøne.
Anderledes interessant er Ibsens personlige ihærdighed med at få de nordiske teatre til at spille stykket, hvilket fremgår af hans brevveksling. Det er også bemærkelsesværdigt, at Ibsen selv forhandlede honorar med diverse teatre forud for urpremieren i København 1879 med Betty Hennings i titelrollen.
”Et dukkehjem” har overlevet endnu engang. Nora gik, men havde i den prunkløse scenografi ikke nogen dør at smække. Og de tre børns videre skæbne kendes ikke.
Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
MEDV.
Sicilia Gadborg Høegh /Nora
Peter Christoffersen / Torvald
Ida Cæcilie Rasmussen / Dr. Rank
Mikkel Arndt / Krogstad
Sofie Torp / Fru Linde