∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kiksekartellet på Vendsyssel Teater.
Krimikomedie om kiksefabrikken og dens hemmeligheder.
Sjov, lokalforankret krimikomik på Vendsyssel Teater, for det rumsterer i kælderen under teater. Både lig og mystiske mænd dukker frem, men ingen vil kendes ved dem.
Det hyperaktive Vendsyssel Teater, som får få år siden fik en flot og imødekommende teaterbygning, prøver alle genrer af. Nu er turen nået til en teaterkrimi med lokale tråde og et utal af figurer. 31 personer optræder og spilles af de hurtigtløbende fem skuespillere, inklusive dramatikeren selv, Pernille Sørensen.
Man skal holde hovedet koldt for at fastholde historien og de mange forskellige motiver, der evt. kunne forårsage liget i kælderen under teatret og ikke mindst ønsket om at flytte den store skulptur Tyrebrønden.
Her ligger de to omdrejningspunkter: en skulptur midt i byen skal flyttes 2,5 meter. Hvorfor – er det store spørgsmål – og en død mand ligger i kælderen. Men der kommer sandelig flere mord til, som aftenen skrider frem. Så er der jo også den lokale kiksefabrik med nogle smukke, kvindelige arbejdere – helt i stil med operaen ”Carmen”.
Dramatikeren Pernille Sørensen har jongleret med et utal af ideer og komiske sammenstød, som de nu forekom i en lille by, der havde både amtmand, politimester, sagfører og mange andre fra det bedre borgerskab. For vi er både i nutiden og fortiden og midt imellem – så her er også et par hippiefolk, gamle Jørgen Hash (Nash) og kumpaner.
I begyndelsen er det rigtigt morsomt, som de forskellige personer fra lokalmiljøet i Hjørring kommer på scenen i Camilla Bjørnvads farveglade, cirkuslignende scenografi. Og hver person har heldigvis sin egen, helt individuelle farveskala, hvilket hjælper til at holde figurerne ude fra hinanden. Ikke mindst fabrikspigerne fra kiksefabrikken, der var kendt som Oxford med den karakteristiske rødhvide tern, har givet scenografen dejlig inspiration til søde strutskørter i oxfordkiksens tegn, dvs. rødternet med masser af stivede hvide flæser inde under.
Åbningsscenen er et debatmøde på teatret med byens borgere og indkaldte specialister. Desværre forsvinder fokus fra dette møde hen ad vejen, og det er ærgerligt.
En berømt ordstyrer er mere optaget af sig selv end af publikum, en sorttalende kunsthistoriker siger alt det nonsens, som kunsthistorikere nu kan sige, jf. bl.a. en film som ”The Square”, mens en velmenende lokalhistoriker har alskens indvendinger mod flytningen af skulpturen. Personerne står knivskarpt og spilles med overskud af Pernille Sørensen, Hanne Laursen og ikke mindst af Bente Eskesen, som synes at være en ørn til hurtige kostumeskift. Og det havde såmænd været mere end nok med dem, suppleret af de lokale kiksepiger fra fabrikken – og så selvfølgelig herrerne fra byens loge. Her er Robin Haslund Buch god, uanset om han er krukket advokat eller provinspolitimand. Søren Hauch- Fausbøll har altid en særlig charme og klarer både en præst og en stor teenager, der er punker og cmputernørd.
Men disse gode portrætter er ikke nok for forfatteren. Flere kommer til, bl.a. rockere, en møntsamler, en amtmandinde, en stuepige og mange, mange flere, mere eller mindre dubiøse personager Alle spilles med overskud af skuespillerne, mens en begyndende forvirring på tilskuerpladserne måske begynder at brede sig.
Historien flyder fikst og revyagtigt over scenen i Joy-Maria Frederiksens rappe instruktion. Hun er ikke mindst kendt som en dygtig revyinstruktør, og det mærkes. For scenerne flyder rytmisk af sted. Lydsiden er også en vigtig indikator af både de enkelte sceners betydning og i det hele taget en munter del af den hurtige fortælleteknik.
Vendsyssel Teater eksperimenter for hver ny forestilling. Med Kiksekartellet er teatret gået tilbage til det gamle kukkasseteater med en ekstra lille drejescene. Det er da sjovt, når man har et ”theatre in the round.”
Forestillingens kerne viser sig hen ad vejen at være det afslørende debatmøde i begyndelsen på grund af en skulptur, der dækker over nogle griske logebrødres mørke gerninger mange årtier tilbage – og dermed direkte reference til både den gamle kiksefabrik og de kvindelige arbejdere. Joh, der er arbejdet med detaljen, og sjovt er det, men hvis bare der havde været færre sidehandlinger og parallelspor, havde det hele været fjong. Faktisk er her personer og anekdoter nok til to-til tre skuespil.
Sjov, skæg og røde tern er der nok af på scenen. Stemningen er høj på både scene og blandt publikum. For hvem vil ikke gerne se borgerskabet skændes om helt inferiøre bagateller i det offentlige rum – eller høre om deres små sidespring årtier tilbage i tiden? Dejligt at teater også bare kan være for fornøjelsens skyld. Ingen løftede pegefingre denne gang. Tak for det.
( alle fotos er pressefotos fra teatret).
- SEPTEMBER – 16. OKTOBER 2020
Mandag – fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 15.00
Dog tirsdag 22. september og tirsdag 6. oktober kl. 14.00
Spiller ikke 28. september til og med 3. oktober 2020MEDVIRKENDE
Bente Eskesen
Robin Haslund Buch
Søren Hauch-Fausbøll
Hanne Laursen
Pernille SørensenTekst:Pernille Sørensen
Instruktion:Joy-Maria Frederiksen
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Lysdesign: Anders Budolf Andersen
Lyddesign: Janus Jensen
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen