∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hvem er det der banker – af Det Olske Orkester.
Så nåede Det Olske Orkester i havn med trilogien om ”En nations selvhad”. Samtidigt udkommer en fin og ganske ambitiøs bog om teatrets 12,5 år. Heri ligger selve institutionens ambitionsniveau i forlængelse af Odin Teatret. Det Olske Orkester kalder da også det daglige arbejde for undersøgelse og videnskab. Men det er så spørgsmålet om, på hvilket grundlag arbejdet forekommer, og om der overhovedet er tale om ”kunst”, eller det blot er research og anskuelsesundervisning.
Hvem er det der banker. Det Olske orkester. 2020. Pressefoto.
Jeg så den første del af trilogien: ”Sukker”, der handlede om dansk slavehandel. Jeg var imponeret over billedsproget, kostumerne og det generelle initiativ. Men det sproglige havde problemer. Sådan er det stadig. Det er som om, skuespillerne ikke magter det sproglige i tilstrækkelig grad – eller måske er de slet ikke opmærksomme på det. Det hjælper lige fedt, at man kalder det for performance, så længe der er så mange talte dialoger. Som om en etikette skulle friholde de enkelte fra at beherske det teatermæssige håndværk.
Hvem er det der banker. Det Olske orkester. 2020. Pressefoto.
Ideen til nr. tre i denne ambitiøse trilogi er sjov. En kvinde vågner op i et mareridt og er inddraget i et direkte TV-show om at redde Afrika. Forskellige modhager synes rigtige, bl.a. hovedpersonens skepsis og ligeså en tekniker, der ikke tror på hele set-uppet. Men pigen drager til Afrika, og inden der er gået 60 minutter, har hun fundet den hvide stjerne, der har en umiskendelig lighed med Maersk-stjernen. Ligeså er navnet på firmaet Fersk! Men så sker der ikke mere. Og vi vidste vel godt, at det er ret forlorent, når TV2 i balkjoler samler penge ind, og Røde Kors, mens det endnu var tilladt at flyve, altid rejste på første klasse. Så det er vel så som så med afsløringerne. Og “Hvem er det der banker” er mere diffus end eks. “Sukker” i sit budskab.
En samfundskritik, lagt over i et stilfærdigt teatralsk univers, er fint nok, men har rigeligt med mindelser om det alternative teater i 1970erne, hvor man allerede var publikumsinddragende. Dog er ikke mindst lysdesignet langt bedre i dag og er en vigtig del af ”Hvem er det der banker”.
Hvem er det der banker. Det Olske orkester. 2020. Pressefoto.
Bogen: ”Rundt om Ilden” har forskellige artikler af interne og eksterne aktører. Det er fint. Jeg sætter stor pris på, at man dokumenterer et kunstnerisk arbejde, hvis det er nyt og anderledes. Desværre tror jeg ikke, at Det Olske Orkester, no matter what, skaber teaterrevolution, end sige bølgeskvulp, selv om netop vandet, skabt til live af scenografen Jeppe Lawaetz, er det mest livgivende i hele forestillingen: ”Hvem er det der banker”.
Forestillingen spiller på Søndre Boulevard i Forsøgsstationen, en tidligere biograf, 9. – 21. november 2020.
Omgivelserne er dog ikke de mest befordrende for teater. Der er for mange visuelle modhager i foyer og også i selve rummet.12, 5
Teatrets egen forklaring på trilogien:
HVEM ER DET DER BANKER er 3. del af Det Olske Orkesters trilogi ”En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”. Hvor vi med den første forestilling SUKKER havde fokus på dansk slavehandel, og med SALT på 1800 tallets Danmark med nationalromantisk guldalder-kultur og voldsomme sociale kontraster, har vi i HVEM ER DET DER BANKER fokus på hvad migrantkrisen i 2015 betød og betyder for vores selvopfattelse i dag. Det har krævet research i aviser og i arkiver, og ikke mindst en rejse til yderkanten af landet, nemlig grænseovergangene ved Sønderjyllands grænse til Tyskland.
www.detolskeorkester.dk