4 stjerner, 5 stjerner til katalog, 3 stjerner til udstilling.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Heksejagt – ny udstilling på Charlottenborg.
Interessant kunstudstilling med et meget informativt lille katalog til belysning af det underbelyste spørgsmål: Heksejagt i Europa.
Men uden danske Rasmus Myrups store installation ”Salon des Refusés” havde udstillingen med den saftige titel været en bleg affære.
Hovedperioden indskrænker sig til ca. 1500 – til 1750, hvorefter oplysningstiden satte nye standarder for, hvordan man behandlede folkelige uvæsener.
Netop ved at lægge hovedinteressen i midten af det andet årtusinde bliver ikke mindst Albrecht Dürers mange kobberstik en del af fortællingen. De er stemningsskabende og giver en vis hjemlighed, for Dürers frastødende kvindefigurer er kendt af de fleste. Også andre billedkunstnere fra samme periode er med, men bemærk – formatet er jo som regel lille!
Udstilling “Heksejagt”. Charlottenborg. 2020. Stik af Albrecht Dürer. 1497. De fire hekse. (Størrelse 19×11 cm)
Udstillingens to kuratorer, Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig, den ene amerikansk, den anden dansk, er begge teoretikere og tilsyneladende fokuseret på det, der er fastholdt inden for begrebet billedkunst. Det er lidt ærgerligt, for udstillingen med den brede titel kunne snildt have bredt sig ud og påvist, hvordan vi endnu ikke er sluppet for fornemmelsen af heksekraft. Til gengæld er det godt, at de to arrangører i den grad er vidende om deres emne, hvilket også fremgår af det interessante, medfølgende katalog.
Nogle artikler har tidligere været trykt, andre er nye, og én artikel ligger i forlængelse af det nyligt åbnede museum i Ribe Museum for heksekraft.
Der er i det hele taget meget nyt at lære, men det ville have været endnu mere interessant, såfremt udstillingen havde åbnet sig mere mod andre kunstarter. Ikke mindst hovedværker fra teatrets verden, eksempelvis Arthurs Millers ”Heksejagt” ( the Crucible) (1953) og flere af Ibsens både postromantiske og tidlige symbolistiske stykker havde været gode til at perspektivere spørgsmålet med. I det hele taget har teatret og litteraturen levet højt på begrebet heksekraft. Tænkt blot på H.C. Andersen, som jo er plantet dybt i den danske romantik og ligeledes balletmanden Bournonville med hans ballethistorier, hvor der ofte er lidt heksekraft med i spillet (Madge i ”Sylfiden”, Havmanden i ”Napoli” etc.).
Og så en visuel iscenesættelse!
Men sådan er udstillingen ikke. Den er lidt eller meget anæmisk i stil med kunstudstillinger, hvor man er bange for at tilkalde scenografisk eller arkitektonisk hjælp. Måske fordi man tror, at kunsten klarer sig alene i et hvidt rum. Det er desværre ikke altid tilfældet og slet ikke i det ekkotomme Charlottenborg.
Heksejagt. Charlottenborg. 2020. Værk af Maret Anne Sara.2018. Foto: US.
Netop et af hovedværkerne på udstillingen ”Heksejagt” af Louise Bourgeois, er en form for instrument, et hegn eller et mærkeligt monstrum. Det står blot midt på gulvet i den største sal på Charlottenborg. Det er synd, for værket, i al sin mysticisme, har brug for blot en smule iscenesættelse. Sådan er det såmænd også med det samiske rum, som nok fungerer på egne præmisser med lassoer, indsamlet blandt jægere. De hænger farvestrålende og truende ned fra loftet i formationer. Smukt og symbolsk og viser hen til et specifikt dødsritual. Også en række videos klarer sig, bl.a. fordi de pr. definition folder sig ud mørke,sorte rum og dermed med til at danne bro fra hverdagen til den behandlede trolddomskraft.
Udstilling “Heksejagt”. Charlottenborg. 2020. En figur i en installation af Rasmus Myrup. Foto: US.
Men uden Rasmus Myrups store “Salon des Refusés” med adskillige sjove dukker næsten i naturlig størrelse havde den samlede udstilling nok forekommet lidt fattig i de store rum. Billedkunstneren Rasmus Myrup er uddannet på Det Fynske Kunstakademi og er især aktiv inden for homoerotiske værker. Hans salon er både nutid og fortid.. Spændende. Dukkerne er moderne klædt, men hovederne er skabt af naturmaterialer, som dog efter få sekunder glemmes og bliver menneskelige, f.eks. neg – eller andre hoveder af blade. I kataloget indgår der en morsom tekst af Rasmus Myrup, hvor hans figurer konverserer, som man nu gør til en overfladisk fernisering, men pointen er, at nogle er jætter, andre er aser etc. Så vi får lige serveret hele den nordiske mytologi.
Udstilling “Heksejagt”. Charlottenborg. 2020. flere figurer i en installation af Rasmus Myrup. Foto: US.
Mens samlet set kører udstillingen med spredehagl, mens kataloget (på både dansk og engelsk) har mere styr på kommunikationsformen.
Udstilling “Heksejagt”. Charlottenborg. 2020. Flere figurer i en installation af Rasmus Myrup. Foto: US.
Og så er det vist snart på tide, at kunstarterne taler sammen og kunsthistorikere interesserer sig for andet og mere end billedkunst og filosofi.
Udstillingen er kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig.
De deltagende kunstnere er Pia Arke, La Vaughn Belle, Anna Betbeze, Louise Bourgeois, Youmna Chlala, Keviselie (Hans Ragnar Mathisen), Sidsel Meineche Hansen and Reba Maybury, Virginia Lee Montgomery, Sandra Mujinga, Rasmus Myrup, New Noveta, Carol Rama, Máret Ánne Sara, Aviva Silverman, Angela Su, Carmen Winant, Cecilia Vicuña
Heksejagt er lavet i samarbejde med HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe, hvor en satellitudstilling vises fra den 14. november og henover vinteren 2021. Kunsthal Charlottenborg og HEX!
Udstillingsperiode: 7 november 2020 – 17 januar 2021
www.charlottenborg.dk