Lykønskning fra Ulla Strømberg.
Molière fylder 400 år.
400 år d.15. januar – og stadig lyslevende, når de rette skuespillere og instruktører kommer forbi.
”Tartuffe”, ”Den Gerrige”, ”Misantropen” og ”Dom Juan” lever ikke løsrevet fra Molière, men komedietitlerne er så dybt forankret i teaterhistorien, at teksterne vil overleve de næste mange år.
Stik af Molière, 1622-1673.
Hvis en kunstner stadig står i vor bevidsthed efter 400 år, så er han eller hun ”enestående”. Sådan er det bare. Molière, Jean Baptiste Poquilin, blev født i 1622 og udviklede sig til, ligesom William Shakespeare og siden Henrik Ibsen, at blive et genuint teatermenneske, der evnede at skrive replikker og historier, som skuespillere kunne formidle og publikum forstå. Andre har måske haft samme evner, men Shakespeare, Molière og Ibsen har nok været mere tydelige og præcise og dermed ramt generationer af teatergængere. Nogle gange lige i solar plexus, andre gange mere blidt, måske mere intellektuelt.
Ikke mindst Molières evne til at beskrive meget konkrete og fundamentale menneskelige egenskaber og lade dem være kendetegnende for figurtegningen, har gjort komedierne så tiltrækkende for skuespillere – og i sidste ende for publikum.
Selvfølgelig har der været op- og nedture i glæden ved og accepten af forfatterskabet. Men i Frankrig har kærligheden været intakt i de forgangne 350 år. Og Molière har, i modsætning til Ibsen, aldrig fået prædikatet borgerlig, dertil er de fleste af hans komedier for raffinerede og bl.a. infiltreret af den italienske maskekomedie, som jo netop er folkelig i ordets bedste forstand.
Filmen om Molière
Med filmen ”Molière” fra 1978 levendegjorde den franske teaterinstruktør Ariane Mnouchkine Molière som en sakrosankt og på godt og ondt ophøjet kunstner. Molière og ikke mindst hans spektakulære død, som Mnouchkine lod vare adskillige minutter på lærredet, gjorde teatermanden og dramatikeren kendt også uden for teatrets verden.
Vores egen Holberg havde nok ikke kunnet skrive sine komedier i lyntempo, såfremt han ikke havde afluret den dramaturgiske teknik hos Molière. Dog, uden at virke krukket, så er Molière bare en mere raffineret dramatiker. Måske ikke ”klogere” eller mere idealistisk, men replikkerne er rappere og falder mere naturligt på trods af, at Holberg skrev sine komedier ca. 70 år efter.
Bergman og Misantropen
Da den svenske teater- og filminstruktør Ingmar Bergman besøgte Det Kongelige Teater i efteråret 1973 og iscenesatte Molières ”Misantropen”, blev det på mange måder en kunstnerisk sejr og måske ligefrem en revolution for teatret og hele ensemblet med en uforlignelig Ghita Nørby som Célimène, den kvindelige hovedrolle, der fordrejer hovedet på herrerne.
Mig og Molière
10 år tidligere blev samme stykke iscenesat af Sam Besekow, også på Det Kongelige Teater. Her begyndte min fascination af Molière. For replikkerne var på vers, mens kostumerne var moderne. Midt på scenen stod et PH flygel, som titelpersonen, spillet af Jørgen Reenberg, melankolsk musicerede ved. Det var uforglemmeligt, for jeg havde aldrig før oplevet et lignende sammenstød, der både gav distance og teatralsk nærvær.
Da Bergman var i København, kunne publikum følge en række åbne prøver, og der i mørket oplevede jeg sammen med et par andre teatervidenskabsstuderende i adskillige dage teatrets magi. I efteråret 1973 afholdte en italiensk kulturinstitution, Fundazione Cini, et flere uger langt Molière-seminar på den lille ø San Giorgio i Venedig. Der sad jeg sammen med fine forskere og studerende fra hele verden. Ved årsskiftet viste La Comédie Francaise i Paris naturligvis en kæmpe kavalkade med Molière-opsætninger for at markere 300 året for den store digters død. Der sad jeg i det parisiske teater flere aftener i juleferien, men her var kravene til publikum ganske høje.
Grønnegaards Teatret og Molière
Igennem årene har mange danske teatre prøvet kræfter med Molière og ikke mindst det nu hjemløse Grønnegaards Teatret har med god fornemmelse for både tradition og gøgleri skabt nogle fine udendørsforestillinger. I 2021 spillede Det Kongelige Teater ”Den indbildt syge”, også en af de store karakterkomedier fra Molières hånd. Og hans sidste værk. En aften, hvor Molière spillede titelrollen i begyndelsen af 1673, fik han et slagtilfælde og afgik kort efter ved døden. Det var netop Mnouchkines genigreb at lade denne tragiske hændelse danne omdrejningsnøgle i filmen ”Moliére”.
Men uanset film m.m. vil skuespillere også uden for Frankrig fortsat gribe Molières komedier og måske barbere ned, eventuelt springe over, men alligevel bevare både ironien, samfundskritikken og ikke mindst den dybe menneskelige indsigt, som alle Molières portrætter er præget af.
400 år er ingen alder, hvis man er en stor kunstner.
MISANTROPEN:
Opdagede netop, at på DRs Bonanza ligger Det Kongelige Teaters forestilling ”Misantropen” instrueret af Ingmar Bergman – optaget foråret 1974 – god fornøjelse:
https://www.dr.dk/bonanza/serie/583/henning-moritzen/69626/misantropen