∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dorothy Iannone – Louisiana på papir. 2022.
Endnu et nyt og kvindeligt bekendtskab på Louisiana: Dorothy Iannone, nulevende amerikansk billedkunstner, der i det meste af sit voksne liv har boet i Berlin. Dorothy Iannone er i dag 89 år og passer vel bedre end nogensinde ind i tidens stil. Hun er fabulerende, fortællende, koloristisk – og så er hun vel det, som man på gammeldags vis vil kalde pornografisk i nærmest hvert evige billede.
Dorothy Iannone. Louisiana på pair. 2022. Udsnit af vægdekoration på Louisiana. Foto: US.
Denne kredsen om det seksuelle var noget hun begyndte på tilbage i 1960erne, og hendes første udstillinger blev da også censureret. Men hun ville markere sig på den særegne facon at placere kønsattributterne på sine figurer, smask op i beskuerens hoved, også selv om figurerne var klædt på. En provokation, ja. Raffineret? Nej. Denne tilgang til det figurlige er blevet nærmest tegneserieagtig, med næsten samme mærkelige kvinde midt imellem Barbie og noget mere vulgært med skæve øjne i de fleste billeder. Iannone har været standhaftig og holdt fast ved formen, selv om hovedvægten på det, som Louisiana viser – er skabt i 1970erne.
Da hun tillige har en baggrund hjemme i Boston i sprogstudier, er der også masser af ord og tekstfragmenter i hendes værker.
Dorothy Iannone. Louisiana på papir. 2022. Udsnit af værk fra 1967, udstillet på Louisiana. Foto: US. ( NB. har bevidst valgt afbildninger, der ikke indeholder noget synligt pornografisk – bl.a. af hensyn til censur.)
I de tidligste værker er den asiatiske inspiration ikke så fremherskende. Her synes det mere at være pop- og tegneseriestilen, der dominerer. Men snart tog det ornamentale over, og hendes værker kunne ligne noget skabt af en asiatisk kunstner, der bare havde bosat sig i USA. Men det er altså lige omvendt.
Personligt falder jeg slet ikke i trance over hendes billedverden. Men i denne tid, hvor vi dyrker alt, hvad der har med køn at gøre og prøver at udviske alle grænser, er Dorothy Iannone alligevel interessant, fordi hun tror på diversiteten mellem manden og kvinden, hun tror på den store kærlighed, og så er hun også kok.
Dorothy Iannone. Louisiana på papir. 2022. Udsnit af værk ” A cookbook – blæst op i en fotostatisk installation.Louisiana. Foto: US. ( NB. har bevidst valgt afbildninger, der ikke indeholder noget synligt pornografisk – bl.a. af hensyn til censur.)
Et par kuriøse anekdoter, som udstillingens kurator, Tine Colstrup, kunne fortælle ved introduktionen, er Dorothys tilknytning til Louisiana. Iannone mødte Knud W. Jensen i 1976 i Paris og sendte ham siden et lille fotografisk værk. Senere købte Louisiana et genuint Iannone-værk med en kvinde som frihedsgudinde – og alligevel snydt ud af Iannones billedunivers, hvor kvinden har en kruset paryk, skæve øjne og åbent forgyldt skød.
På et tidspunkt i 1980erne havde Iannone en årelang ”affære” med den da ret omdiskuterede præst ved Hellig Kors Kirken på Nørrebro, Erik Bock. På udstillingen kan ses et værk, hvor Bock optræder på video.
Dorothy Iannone. Louisiana på papir. 2022. Udsnit af værk på Louisiana. Foto: US. ( NB. har bevidst valgt afbildninger, der ikke indeholder noget synligt pornografisk – bl.a. af hensyn til censur.)
Dorothy Iannone var vist tidligt ude, ikke med det tegneserieagtige, men med at inddrage mange forskellige medier. I en imponerende maxifotostatisk gengivelse af værket ”A Cookbook -1969” kan man nemt aflæse både hendes opskrifter og hendes associationer, der i den grad handler om kærlighed: Elsker han hende? Er gud en kvinde? Etc.
Dorothy Iannone. Louisiana på papir. 2022. Udsnit af værk på Louisiana. Foto: US. ( NB. har bevidst valgt afbildninger, der ikke indeholder noget synligt pornografisk – bl.a. af hensyn til censur.)
Udstillingen synes at få maksimalt ud af Dorothys Iannones vel ret ensidige, men meget konsekvente oeuvre. Æstetisk og kuratorisk er udstillingen smukt hængt op, men værkerne irriterer mig faktisk.
Dog er jeg sikker, at udstillingen nok skal kunne tiltrække sig et stort publikum hen over sommeren, selv om udstillingen er placeret langt væk fra både indgang og endnu vigtigere for publikum: Caféen. Værkerne er nemlig ikke så svære at annamme. Det er lige på og hårdt inden for et ornamentalt skabelon-univers.
Det feministiske er i øvrigt iøjnefaldende, men Iannone skulle efter sigende aldrig have associeret sig med diverse kvindebevægelser. Hun var og er sin egen (kvinde), selv om der er overraskende ligestilling kønnene imellem på billederne.
25.5. – 11.9. 2022.