Kommenteret af Ulla Strømberg.
Cook Book på Teater Grob på Nørrebro.
Der er ved at gå eksperiment og sniksnak i dansk teater. De enkelte teatre er nok uskyldige, for det er bl.a. tilskudsgiverne, henholdsvis kulturministeriet, kommunernes eventuelle kulturforvaltninger og så de private fonde, der hele tiden stiller nye krav. Kodeordene er fornyelse, forandring, anderledeshed, crossover etc. Kunst og kvalitet synes at være glemt.
Teater Grob. PR foto.
De såkaldte forestillinger, som bl.a. kan opleves på Teater Grob og på flere andre teatre, er sikkert morsomme og udviklende for de involverede kunstnere, men ikke nødvendigvis interessante for dem, der engang blev betegnet som tilskuere. Og forestillingerne har bevæget sig væk fra at være regulært teater mod noget som ikke engang kan betegnes ”performances”.
Sådan er situationen omkring ”Cook Book”, som spilles de næste dage på Teater Grob.
Der skal laves mad på scenen og samtidig skal den nærliggende Blågaardssgade udforskes. Det kan sikkert være sjovt, hvis man er en syvende klasse, men som teater med etiketten ny dramatik er det et tvivlsomt projekt.
På scenen står en skuespiller, og snart får han et kamera på maven. Et bord, nogle ingredienser til at lave kogt ris med, en riskoger og et køleskab samt en regissør(?), der tilsyneladende er godt inde i historien udgør det visuelle – scenografi er for stort et ord. Skuespilleren er uforberedt, og teksten står i en mappe, og hver aften er skuespilleren ny!
Ved premieren var det Mathias Rahbæk, der stod der i hvid t-shirt og sorte bukser og snart tog sorte gummihandsker på. Han sagde, at han var uforberedt og læste ellers lidt monotont op af teksten den næste time. Og hvis det er ligesådan med de andre skuespillere, bliver resultatet meget kedsommeligt. Men hvis skuespilleren agerer og lægger lidt til, ville det måske kunne engagere. Mathias Rahbæk lagde intet til.
Historiens kerne er at udforske Blågaardsgade. Det gøres med en mærkelig blanding af præfabrikeret video, direkte optagelser fra gaden og besøg hos henholdsvis den danske medforfatter og instruktøren. Begge møder er overraskende lange, uden forbindelse til Blågaardsgade og helt uden dramatisk nerve. Jesper Pedersen som forfatter er almindelig klædt på, mens den svenske instruktør Henrik Grimbäck sidder i underbukser, bar overkrop og en slåbrok i et køkken. Det er ikke særligt appellerende, og ingen af dem syntes at have relation til Blågaardsgade!
Teatret skriver ingenting om selve formen. Men den synes at være lånt fra medforfatteren, den iranske Nassim Soleimanpour, der i 2011 fik stor og vist også banebrydende succes med en tekst, der blev læst op ved teaterfestivaler i mange vestlige lande: ”White Rabbit red rabbit”, men det skriver Teater Grob intet om. Til gengæld er der nogle linjer, der beskriver noget, jeg har svært ved at hitte i den forestilling, jeg oplevede. Måske er det teksten fra fondsansøgningerne:
COOK BOOK er en scenekunstnerisk jordomrejse, der udforsker mad, identitet og fællesskab på de 522 meter, som udgør Blågårdsgade på Nørrebro i København.
Det er et portræt af et lokalt fællesskab og en spejling af den verden, vi lever i: En mangfoldig verden, hvor vi alle lever forskellige liv – side om side. Hvordan identificerer vi os med hinanden gennem de fællesskaber, der er? Hvilke ingredienser er de formet af?
Netop ordene ”scenekunstnerisk jordomrejse, der udforsker mad, identitet og fællesskab” er sikkert lige hvad Statens Kunstfond gerne vil have, men hvis det alligevel ikke er en del af forestillingen, hvad så?
At der til sidst ved premiereaftenen blev delt ud af både den kogte ris, som ikke fik safran, samt noget mad, indkøbt i Blågaardsgade, var formildende, og aftenen endte med snak.
Men skulle ”Cook Book” ikke være ny dramatik og skuespilkunst af højeste kvalitet? For det må faktisk forventes, når nu Teater Grob fortsat er et ”Lille Storbysteater” med et pænt milliontilskud fra stat, kommune og i denne omgange også fra flere fonde.
Jeg var skuffet, men bebrejder ikke kun Teater Grob, at de med store tilskud i ryggen gør, hvad der er moderne for tiden: crossover og sammenblanding af alle genrer helt uden fokus og kunstnerisk niveau. Hvor er dansk teater på vej hen?
Om jeg blev klogere på Blågaardsgade? Nej.
MANUSKRIPT Nassim Soleimanpour & Jesper Pedersen INSTRUKTION Henrik Grimbäck SCENOGRAFI Sir Grand Lear VIDEOPRODUKTION Troelz Schmidt LYDDESIGN Laurits Jongejan STAGE MANAGER Therese A. Jensen SAMPRODUKTION med Pacemaker
Produceret med tilskud fra Statens Kunstfond, Goethe-Instituttet, Nordea-fonden, Dansk Skuespillerforbund & Nørrebro Lokaludvalg.