Kulturkupeen

Jeg er misundelig. Kommentar om PR inden for det kulturelle.

 

Af Ulla Strømberg.

Jeg er misunderlig. Det er ikke nogen smuk attitude, jeg ved det, men sådan ligger landet.

Det er ikke fordi naboen har en større bil, eller mine venner og bekendte spiser på dyre restauranter. Misundelsen drejer sig om, hvor forskelligt formidlingen af flere kunstarter folder sig ud inden for kulturministerielle. Nu skal jeg tale tydeligere.

I dag, som en inkarneret teater- og kunst-journalist, er jeg derfor misundelig på alle dem, der arbejder med film.

Filmens verden

Lige nu er der filmfestival i Cannes. Det betyder masser af glamour, røde løbere og ikke mindst et marked for film af bedste internationale skuffe. Nogle år er der dansk repræsentation i øverste klasse, andre år er Danmark et land blandt mange andre og trækker ikke overskrifter, men er alligevel en del af gamet. Det er ok.

I Danmark varetages formidlingen, herunder promoveringen af den danske filmindustri, af DFI, Det danske Filminstitut. En institution med et statsligt nettotilskud på 115 mill. kroner til alm. drift.

Går man ind på DFIs hjemmeside kommer der alverdens info om Cannes-festivalen, herunder bl.a. en oversigt over de danskere, som i embedsmedfør og som repræsentanter for div. filmselskaber, er i Cannes.  Alle kan altså finde hinanden, journalisterne kan arbejde etc.  Sådan har det vist altid været,  i hvert fald i de korte perioder, hvor jeg har arbejdet med filmjournalistik. Til hver ny filmpremiere udarbejdes der stadig mellem 20 og 30 siders info om ALT om filmen, inc. de økonomiske vilkår.

Da jeg var til Oscar-uddeling i 1990erne kørte alt i smør. Man var velkommen og blev pakket ind i informationer. Ligeså til filmfestival i Berlini nullerne. Pressemøder, filmforevisninger, parties, alt kunne lade sig gøre for også en lille dansk journalist.

Billedkunstens verden

Jeg har lige været til den store kunstbiennale i Venedig. Det har jeg været siden de tidlige 1990erne. Dengang var alt nemt, verden var mindre, kunstnerne var tilstede ved de såkaldte preview-dage, og pressemøder for de enkelte lande var tilgængelige. Vigtigst af alt var, at de danske arrangører var engagerede og imødekommende. Som journalist kunne man udføre sit arbejde – og de danske arrangører og bagmænd var ovenikøbet venlige og hjælpsomme.

I år, 2022, var alt svært. Nej, ikke at få adgang, det sket via Venedig på en meget officiel manér, også selv om det vist var mindst 12. gang jeg deltog som journalist i Kunstbiennalen.  Men i år var der INGEN informationer fra Danmark. Kun en side på nettet. I Venedig: intet pressemøde og, så vidt jeg er orienteret, intet katalog og ingen informationspapirer.  Flere uger forud skrev jeg til Kulturministeriet, for organisationen ligger direkte i ministeriet under Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst. Jeg skrev, jeg ringede efterfølgende og spurgte også høfligt efter pressemøde og andre mere selskabelige arrangementer, hvor danskere møder internationale kontakter. Noget, som plejer at finde sted. Men nej, “der er intet planlagt”, lød beskeden. Men jeg kunne jo læse en tidsskriftartikel, hvor kunstneren var interviewet. Jeg prøvede presseafdelingen i ministeriet, de var flinke, men viste tilbage til embedsværket. Jeg spurgte også til budgettet.

Via andre kanaler har jeg fundet ud af, at der er brugt lidt over fire millioner kroner af statsmidler samt diverse private tilskud på den danske pavillon med Uffe Isolottos ganske interessante, men meget uformidlede totalinstallation.

Den officielle åbning af den danske pavillon (udendørs) blev overværet af den allestedsnærværende kulturminister. Jeg havde fået en mail. og jeg tog et foto.

Forskelle

Egentlig er der, når alt lægges sammen, vel ligeså mange penge i kunstverdenen som i filmverdenen. Derfor burde selve engagementet og ønsket om at formidle bredt ud være nogenlunde det samme – uanset om man er ansat i DFI eller sidder i en bygning sammen med andre embedsmænd.

Pointen er måske blot, at filmverdenen er så meget oppe på dupperne for dels at skabe filmkunst, dels at blive synlig, at alle tager sig gevaldigt sammen.

Kunstverdenen er blevet mere differentieret. For tre årtier siden var Kunstakademiet en vigtig omdrejningsnøgle. Det er fortid – og det er ikke kun ”Busten (u udtalt u) i vandet”s skyld.  Nu er det  en håndfuld gallerier og et par store museer i DK, der  kører showet, hvilket også viser sig ved den ret nye CHART-festival i august, arrangeret af en håndfuld gallerier. Her får jeg allerede nu nyheder sendende hver uge (vist nok på engelsk). Ret imponerende for en festival, der varer tre dage, men er betalt af gallerier selv.

Teatrene skuffer også

Og så mit andet smertensbarn: teatrets verden. Formidlingen bliver ringere og ringere. Flere teatre har skrottet teaterprogrammet og ekstra baggrundsmateriale, og undskyldningerne lyder bl.a. på corona og papirspild. Det Kongelige Teater, med et stort dramaturgiat, førte andet en tid, men er blevet bedre inden for Skuespilafdelingen.

Senest har jeg været på Teater Grob på Nørrebro, et såkaldt Lille Storbysteater med et pænt milliontilskud fra stat og kommune. En eksperimenterende forestilling ”Cook Book” havde INGEN formidling, kun en gul flyer med en smule tekst, der slet ikke hang sammen med forestillingen. På nettet skrev de navne på dem, der stod bag. Det var alt. Så jeg googlede den halve nat for at finde ud af, hvad dramatikeren havde bedrevet, hvem den danske meddramatiker var – og i øvrigt hitte ud af, hvorfor det hele syntes mislykket.

På Det Kongelige Teater nedlagde man omkring 2016, under Morten Hesseldahls regime, biblioteket og arkivet og spredte den dyrebare viden for alle vinde. Der hersker nu tilsyneladende stor uvidenhed og forvirring internt som eksternt. Et tydeligt bevis ses senest i forbindelse  med en forestilling af Bertolt Brecht og Kurt  Weill: ”De Syv Dødssynder” produceret af Operaafdelingen. I programmet oplyses, at stykket ikke har været på Det Kongelige Teater før, men dog i Det Kongelige Teaters regi(?)  Jeg har i min anmeldelse skrevet om Harald Landers opsætning i 1936, som er omtalt i mange bøger, og tillige blev stykket sat op i 1969 og igen i 1999.

Jeg har ikke efterfølgende hørt fra teatret!

Der var engang noget, der hed nulfejlskultur – det var nok lidt for meget og kunne være ødelæggende for den såkaldte kreativitet.

Men den fejlkultur og accepterede uvidenhed, som vi i dag oplever i kulturverdenen og ikke mindst i medierne, er til gengæld ikke til at bære. Meget kan googles, men ikke det, som er sket før ca. 1994. Der er brug for viden og fordybelse. Det er vigtigt at erkende, hvad man ikke ved.   

Men den værste fejl ligger dog hos de personer, der er ansat til og betalt af skattekroner, men ikke gider formidle den kunst, vi andre uforbeholdent elsker og arbejder med, om det så er film, teater eller billedkunst.     

Se anmeldelse af “De syv dødsynder”   https://www.kulturkupeen.dk/manualen-de-syv-doedssynder-operaprogram-paa-det-kongelige-teater/

Se anmeldelse af “Cook Book”    https://www.kulturkupeen.dk/cook-book-paa-teater-grob/  

En tanke om “Jeg er misundelig. Kommentar om PR inden for det kulturelle.

  1. Chr. Tom-Petersen

    Tak for kaffe – Ulla Strømberg – rystende info fra næsten alle 3 kunstarter 🍀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.