Kulturkupeen

The WOODCUTTER STORY

Omtale af Eva Zierau.

Vi ser ikke mange finske film i de danske biografer. The Wood-Cutter Story er en kærkommen undtagelse. En på mange måder dybt mærkværdig film, der viser hvordan, man bliver præget af at leve på et isoleret, mørkt og koldt sted i det nordlige Finland.

Pepe(Jarkko Lahti) er skovhugger og bor i en lille afsides beliggende by i det nordlige Finland. Vi befinder os i vinterhalvåret, og der er koldt og mørkt næsten hele døgnet. Pepe arbejder på et stort savværk. En dag får medarbejderne den nedslående besked, at savværket bliver nødt til at lukke.

Foto: ØST FOR PARADIS

Familierne må flytte. Savværket har været byens eneste indtægtskilde. En efter en flytter familierne mod de større byer, men Pepe bliver tilbage. Han har mistet alting: Sit job, sin familie og sine venner fra savværket. Alligevel virker han underligt nok okay med det hele. Han accepterer sine prøvelser og agerer ikke for at forhindre yderligere tab.

Foto: ØST FOR PARADIS

Filmen er på en gang komisk og dybt seriøs. Livet går videre, selv om vi udsættes for diverse kriser, sorg og katastrofer. Det der er så smertefuldt og uforståeligt, når man f.eks. mister nogen, man har kær, bliver endnu mere ubegribeligt, når man ser, hvordan verden bare går videre, som om ingenting var hændt.

Instruktøren Mikko Myllylahti siger om sin inspiration til filmen; Jeg mødte engang en skovhugger fra nord, ikke langt fra min hjemby. Han fortalte mig om sit liv, hvordan han var tvunget til at forlade sin by og familie, hvordan han mistede alting. Det var en trist historie, men han virkede underligt nok til at være okay med det hele. Han accepterede sine prøvelser med et smil på læben. Det var som han havde fundet en mening med alting inde i sig selv, som han ikke delte med os andre, men i stedet beholdt som en hemmelighed dybt inde i sit indre.

Foto: ØST FOR PARADIS

Filmen er på en gang surrealistisk og finurlig med inspiration fra bl.a. Kafka og David Lynch. Man tænker: Hvad er den dybere idé bag med den denne film? Er det den rene vanvid og hvis ikke, hvad er det så?

The Wood-cutter story kredser om den meningsløse tilværelse, når alt ramler omkring en, og man mister sit holdepunkt i tilværelsen. I den situation er kunsten at acceptere sin skæbne, og finde sin indre optimist frem. Lettere sagt end gjort for de fleste af os. Dog ikke for vores hovedperson Pepe. der knap ænser modgang og tilfreds affinder sig med sin skæbne, selvom han lider store tab.

I filmen finder vi også nogle sære sidekarakterer herunder den synske sanger Jaakoo, som får stor betydning for Pepe.

Jeg sad flere gange under pressevisningen og tænkte: Denne film er jo fuldkommen absurd. Flere af karaktererne mangler troværdighed, herunder ikke mindst vores hovedperson, som ikke til at slå ud, uanset hvor store prøvelser han går igennem. Og så giver den et indtryk af, hvordan det må føles at bo i mørke og kulde en stor del af året. Omvendt er der sikkert helt pragtfuldt om sommeren. Det ser vi bare ikke.

En original og udfordrende film.

Instruktør: Mikko Myllylahti

Premiere: 15. december 2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *