Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Moderne nærværende Medea-moder på Edison.  

Når Medea ligner en ganske almindelig, ulykkelig kvinde anno 2016, kan man vælge at undskylde hendes had og gerninger – eller lade hende stå til regnskab for de mord, som hun bedriver. I løbet af 75 minutter får Medea klaret 3-4 mord, og den massakre minder mest af alt om en tv-krimi.

Medea. Pressefotos af Rumle Skafte.

Men på trods af gruen hører Euripides’ ”Medea” til en af de mest spillede græske tragedier, for historien er kort og klar, kan forstås af alle og har i øvrigt en god kvinderolle.

Svenske Livia Millhagen som Medea er eminent. Moderne, skrøbelig og ude af kontrol. Ikke en falsk tone i hendes sorg, skrig, vredesudbrud, eller når hun som et dyr kravler på alle fire med den fatale kniv i hånden. Og det fungerer, at hun spiller på svensk, for Medea er en fremmed i Grækenland. Så den modstand, det svenske sprog skaber i forestillingen, svarer til den barriere enhver på udebane oplever. Man bliver aldrig helt accepteret, fordi sprog og kultur er anderledes. Medea er som en flygtning, og hun ved det. Af kærlighed til Jason, (ham med det gyldne skind) fik hun et brodermord på samvittigheden og rejste væk med den udkårne. Nu har han fundet en yngre og bedre model, Kong Kreons datter, og så må Medea ud af landet igen – ellers vil hun blive likvideret.

Medea. Pressefotos af Rumle Skafte.

I denne version, hvor teksten på svensk flyder bedre end den nye, danske oversættelse ved filologen Marcel Lysgaard Lech, kommer teksten til at blive sekundær og omdrejningsnøglen er selve historiens udvikling Det er et valg, som den svenske instruktør Stefan Larsson vel helt bevidst har taget.

Det fysisk nærværende spil lever i et sort, nøgent, minimalistisk rum med publikum på alle fire sider af den rektangulære spilleplads og projektioner på re af siderne. Det giver en klaustrofobisk fornemmelse. Her kunne de ulyksalige børn også være, men det mærkværdige er, at Medeas børn, et par drenge på ca. 10 år, er på scenen i deres stribede T-shirts med en børnesang: ”Jeg ved en lærkerede”.

Medea. Pressefotos af Rumle Skafte.

Som hævn over Jasons utroskab og i dyb afmagt, skærer Medea halsen over på hans kæreste eje, de to sønner. Heldigvis sker det off stage, men sandelig om hun ikke slæber de to barneskuespillere ind på scenen med teaterblod omkring halsen. Der rammer den ellers fint afbalancerende forestilling den sentimentale mur. Det er lidt ærgerligt, for skal der være blod, så hellere Kong Kreons datter, der hos Euripides også dør off stage, men af et forgiftet slør.

Larsson har også valgt at bearbejde teksten, så de fleste personer, herunder ammen, bliver til det samlede kor på to korinthiske kvinder. Men så synes det lidt ulogisk, at én i koret spilles af den ellers udmærkede svenske skuespiller Elin Klinga, der altså ligesom Medea er en fremmed i landet. Karen Lise Mynster er den anden halvdel af koret og gør det smukt i et moderne stiliseret kostume à la Comme Des Garcons, dog skabt af den svenske designer Ann Bonander Looft, der har klædt Medea i sort læderspencer og blød striktrøje. Hjemlig hygge med ankelsokker.

Karen Lise Mynster som en del af koret.vMedea. Pressefotos af Rumle Skafte.

Svagest står Jason. Hans replikker er tunge, men han fylder godt i Kenneth M. Christensens høje skikkelse.

Takket være Livia Millhagen bliver denne Medea til moderne anskuelsesundervisning, hvordan man ikke skal handle, hvis uheldet er ude, og den mand, som engang var heroen, ender med at være ”et dumt svin” – som den svensk oversættelse meget bramfrit siger.

Ganske detaljeret beskriver programmet i øvrigt både, hvordan kvinder i verdensdramatikken har lidt, og hvordan Stefan Larsson med foragt ser på kvinders undertrykkelse igennem flere tusinde år. Tilsyneladende foretrækker han den svenske hard core feminisme og synes, at vi danskere er lidt bagud. Og så ved Stefan Larsson fra flere kvindelige bekendte, hvor traumatisk det er at blive forladt (!) Senere i interviewet siger Larsson, der netop er blevet 50 år: ”Mit focus er væk fra mig selv”. En interessant replik fra teaterdirektøren, der midt i sin første sæson på Betty Nansen Teatret sagde op med følgende begrundelse i en pressemeddelelse i januar i år: “Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg vil instruere og spille mere – og det har vist sig, at den aftalte orlov ikke har været tilstrækkelig til at dække de engagementer jeg har i Stockholm og i det øvrige Europa.”

Edison og Betty Nansen Teatret skal nu nok overleve hans afgang. Og alt andet lige: ”Medea” er et overbevisende og seværdigt klassikerbud, som i øvrigt kommer op på Dramaten, oktober 2016.

www,bettynansen.dk