∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Der var teater i haven – og revy på scenen i Tivoli torsdag aften til premiere på Tam Tam. Mindst 10-20 politimænd og kvinder i skudsikre veste slog ring om de politiske premieregæster, bl.a. Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen.
På scenen kunne Niels Olsen i revyens bedste nummer spille en bestemt og handlekraftig Støjberg, hvis ambitioner rækker helt op til statsministerposten. Det er morsomt, uden at være ondt, når hun derpå bliver klonet, og hele ensemblet står i nydelige kjoler med gulerodsfarvet hår.
Pressefoto.
Men Lars Løkke bør pr. dags dato opgives som revyoffer. Der mangler simpelthen noget i hans officielle figur, når hverken Lisbet Dahl i Cirkusrevyen eller Sofie Stougaard i Tivoli kan få noget morsomt ud af den trætte statsminister. Det er bare for kedeligt.
Pressefoto.
Til gengæld lykkes det Tivoli at få noget morsomt ud af Kristian Thulesen Dahl, når Mads Knarreborg, som stor barmfager kvinde, klædt i guldlamé, synger om sin forelskelse i den stovte jyde, der altid smutter uden om ansvaret. Parallelt til Cirkusrevyens også vellykkede nummer om at være vild med Søren Pind.
Pressefoto.
Ligner de to revyer hinanden? Ja og nej. Opkomlingen ”Tam Tam” lykkes i år med at være friskere, hurtigere og uden den idoldyrkelse af et par af de medvirkende, som det ses derude i Dyrehaven.
Hele ensemblet – inklusive det bagved placerede orkester, fungerer optimalt. Dejligt med Niels Olsen, og sjovt når det halve Ørkenens Sønner, Henrik Koefoed og Nils Olsen, tilsammen underholder. Men også Knarreborg og de to kvinder, Sofie Stougaard og Bodil Jørgensen, er upåklagelige, men damernes tekster er ikke så stærke. Sjove er de dog som to mødre, smart klædt på, ved langsiden af en fodboldbane. De prøver at konkurrere om hvem, der har en diagnosticeret søn. For hvis et barn ikke er enten damp eller har ADHD, så er der jo ”ikke noget at handle på”, som Bodil Jørgensens moder siger i vrede over, at psykologen har sagt, at den uvorne unge blot var forkælet.
Scenografien er flot og nutidig og i år ved Marianne Nilsson og Camilla Bjørnvad. De udnytter på god gammeldags måde de nye filmiske muligheder, hvor ”bagtæppet ” kan skifte hele tiden – bl.a. til de danske parcelhuse og -haver, som et par af numrene foregår i – og en sjov åbning – en parodi på Radioens Pigekor, der her synger om mobiltelefoner, der skal slukkes. Også et par af de gamle ikoniske tivoliplakater er med. Fint er det, når Marienborg ses i fiskeperspektiv, og det amerikanske flag blafrer i Niels Olsens Trump-pastiche.
Kostumerne er velafbalancerede og fulde af detaljer, som da de to kvinder i udkantsdanmark glæder sig til den statslige udflytning. Så sker der endelig noget, siger de iført 1970er-look. Er det ondt, nej ikke mens man sidder i Tivoli, men bagefter?
Joy-Maria Frederiksen har som instruktør skabt tempo og flugt og reddes af Niels Olsens sjove tekster og ikke mindst finurlige spillestil, som de andre skuespillere supplerer på bedste vis.