Anmeldelse af Ulla Strømberg.
(Ingen stjerner – for det handler om en interessant og vigtig kunstner i en bleg iscenesættelse.)
(NB Næsten alle fotos fjernet!)
En gang imellem har man lyst til at vende en udstilling på hovedet – og det er lige netop hvad jeg føler i forbindelse med Louisianas store sommerudstilling med Poul Gernes. Den er så pæn, grænsende til det kedelige, dog med en vis form for kronologi. Men Poul Gernes var anderledes, han var rebel, imod det etablerede, imod, imod – og MED folket, det enkelte menneske og ikke mindst med sine udsmykninger meget bevidst om at gøre noget for det samfund, som omgav ham og os. Via sine store udsmykninger: Herlev Sygehus, Palads Biografernes facader, Næstved Sygehus og andre steder i offentlige og semioffentlige rum ønskede han med lysende farver og dekoration at vise en form for positiv tilgang til livet – også, hvis det var vanskeligt.
Jeg gik engang rundt med ham på Næstved Sygehus, hvor han havde udsmykket en psykiatrisk tandklinik, og her lagde han netop vægt på, at udsmykningen skulle opmuntre og måske ligefrem distrahere patienten i stolen, så tankerne fløj væk fra angst og smerte.
Men på louisiana bliver det så stille med et par flag og vimpler her og der – og nogle farveeksperimenter, der virkelig har brug for formidlende tekster for at nå længere end til to-tre kuratorer og et par indsigtsfulde anmeldere.
Foto: US.
En god detalje er den store væg, der viser et udsnit af de over 400 forsider til magnaprint bøgerne, som Poul Gernes skabte, og som hans kone igennem hele livet, Aase Seidler Gernes, fuldførte i hans ånd efter hans alt for tidligere død.
Poul Gernes var en pioner, der lige netop ikke nåede at få det mondæne kunststempel i levende live. Tværtimod havde han mere end problemer: i 1970 da han var med på udstilling på Louisiana; i 1980erne måtte der bøjes et par paragraffer, da han blev professor på Kunstakademiet og ville have en hel anden slags studerende end de sædvanlige, de højpandede. Heller ikke noget om den kunsthistoriske revival af hans værker via Dokumenta i 2007 kommenteres, men er dog en vigtig del af forståelsen af hans ideer og omverdenens respekt for dem.
Det beskrives heller ikke, hvordan de store udsmykninger blev til – eller i det hele taget ser ud. Louisiana er ellers kendt for sine ret geniale og visuelt indlevede arkitekturudstillinger. Hvorfor ikke betragte Poul Gernes som en rummets mand – hvorfor ikke gå ud og affotografere de store værker, som kun lever ude i virkeligheden?
Et spædt forsøg er en installation i allersidste rum, hvor et gardin, en seng og et farvet skab samt nogle ekstra kulører skal gøre det ud for mammutudsmykningen af hele Herlev Hospital, som Gernes arbejdede på i årevis og gennemførte.
Der er heller ikke, som så mange andre steder for tiden, et cv eller mere dybdegående informationer om kunstneren på udstillingsvæggene.( Jeg ledte, men fandt ikke noget.)
Det er svært at forstå, hvorfor Louisiana undlader det. Og hvorfor vises ikke en liste over det imponerende antal udsmykninger, som Gernes gennemførte helt frem til sin død i 1996.
Heller ikke Gernes’ politiske og kultur- og kunstpolitiske engagement vises på udstillingen, og det var trods alt en vigtig del af hans virke. Kunsten var på ingen måde for hans egen skyld. Starten af Eksskolen i de tidligere 1960ere og langt senere professortiden – og skriverier gennemførte han for at rykke os andre mentalt og følelsesmæssigt.
I den rette iscenesættelse kunne Gernes sagtens hamle op med andre af de spektakulære kunstnere, som har samlet publikum på Louisiana. Det er bare ærgerligt, at den mulighed er forpasset her.
Ps: Jeg har efterfølgende modtaget et katalog fra Louisiana: “Poul Gernes: I cannot do it alone- Want to join in?” Kataloget findes vist også på dansk og rummer nogle af de elementer, jeg har efterlyst ovenfor, bl.a. et cv og en nærmere gennemgang af nogle af de interessante perioder i Gernes professionelle liv. Men det er vel næppe meningen, at man skal købet kataloget for at blive informeret.
Louisiana. Humlebæk- udstilling hen over sommeren.