Anmeldelse af Ulla Strømberg.
John Kørner: Maleri – i forlængelse af udstilling på Brandts, Odense.
(NB Alle fotos fjernet)
Nogle gange er det som om, at kunsthistorikerne er kunstnernes værste fjender. For de mest ferme kunsthistorikere kan dræne de kunstnere, som de egentlig blot skulle formidle. Men ingen vil indrømme det.
Sådan er det et stykke ad vejen med en ny bog om John Kørners maleri. For der mangler de grundlæggende informationer. Og denne kritik er vigtig, uanset hvor flotte billedgengivelserne er, imødekommende, appellerende, ja så inspirerende, at man har lyst til at rive siderne ud af bogen og hænge det hele op på væggen – Så havde man da en ”Kørner” at kigge på.
John Kørners billeder oser af farve og fortælleglæde og indeholder masser af historier og af og til samfundskritik og samfundsillustration. For når kunsten er bedst, er den netop i stand til at tage et maxi samfundsproblem, som ingen orker at diskutere, og koge det ned til en flade eller et præcist afgrænset tidsinterval – et maleri, en installation eller et teaterstykke.
Kørner holder sig endnu til fladen, om det så er to færøske fiskere, der kysser hinanden eller de famøse soldater, som ikke måtte hænge på Amalienborg hos de små prinser og prinsesser.
Kørner er flittig og har i løbet af mindre end 20 år bevæget sig i et fast, konkret og meget personligt og dekorativt spor, som har efterladt sig en lang række værker – og et stort antal udstillinger.
Men denne bog om Kørners maleri – udgivet af så professionelle folk som udstillingsstedet Brandts, galleriet Bo Bjerggaard og i kommission hos forlaget Strandberg undlader på 208 sider at trykke en biografi eller oeuvreliste over kunstneren. Mærkeligt. For hvad skal bogen så – være et flot katalog over nogle indtagende malerier? En håndsrækning til nye publikummer, øh nej.
Bogen har en hovedtekst – velskrevet af Maria Kjær Themsen, der som pressemeddelelsen kan oplyse, er mag.art. i litteraturvidenskab. Lidt efter lidt besvares i en tæt skrevet tekst en række af de spørgsmål, som står i kø, men desværre ikke alle løse ender samler sig. Heldigvis er sproget næsten renset for ”at kunstneren insisterer” . – etc. Men der er en lille tendens til den kunsthistoriske slang, der altid får skribenter til at skrive det samme og det samme om farve og penselstrøg.
Måske er det Kørner selv, der gerne vil have en fremmedgjort bog. Det er synd. Hvorfor ikke vise og stå ved, at billedkunsten kan bruges netop nu i kampen mod unødig krig, i ønsket om at forbedre vilkårene for de socialt udsatte etc. Og at det netop er, hvad Kørner gør så anderledes i de store, åbne billeder med pang på farverne og svung i penslen. Men kunsthistorikeren kan fortælle, at teknikken bl.a. skyldes masser af vand – og akrylfarver, se det vidste jeg ikke helt.
Bogen er flot trykt hos Narayana Press, men mangler altså alle de basale informationer, som en kunstbog også skal have.
Pokkers.
PS: John Kørners egen hjemmeside, dog ikke helt opdateret, har det meste: Født i 1967 – på Akademiet i København fra 1992-1998 og så en imponerende opmarch af udstillinger sammen med andre og alene. John Kørner er knyttet til et galleri i London og et i København.
PS: Udstillingen på Brandts kører indtil oktober 2016.
John Kørner: Maleri: tekst af Maria Kjær Themsen. Kr. 349,95.