Kulturkupeen

Pejseshow 2016 og hvad dertil hører.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse  af Ulla Strømberg. ( Middag, show , overnatning og morgenmad!)

Nyt fra Brædstrup: ”Pejsen går til filmen”. Årets pejseshow, 2016.

De klæ’r hinanden, og så kan de synge, spille, danse og fange publikum nede i salen. Og kræfter skal der til, for vi har allerede været på Pejsegården i flere timer og været igennem opvarmningsritualet: Den store buffet med masser af gode salater og kød i alle varianter efterfulgt af et kagebord, der siger spar to til, hvad jeg har set. Men jeg kom jo på grund af showet og blev alt andet end skuffet.

16.09.04. plakat Pejs 16 plakat

Den lille vinterrevy er bedre end det meste fra denne sommer med Mikkel Schrøder Uldal som producent og de veloplagte Annette Heick, Gordon Kennedy og debutanten i Brædstrup Christine Astrid Nielsen.

En del får spillerne også forærende. For stemningen er god med en vis sendrægtighed over publikum. For Pejsegården i Brædstrup er ikke et sted man dropper forbi. Man kommer i god tid, klæder sig pænt på, glæder sig til den store middag – og så kommer underholdningen, der efterfølges af natmad og dans og for de heldige overnatning på Pejsegården. Hele pakken – købt af de fleste.

Pejseshowet er en mangeårig tradition, men tag ikke fejl – niveauet er højere end på de fleste andre revysteder. Donald Andersen har iscenesat, mens teksterne som hovedregel er skabt af ensemblet, og musikken kø’r med dynamiske musikere og Rasmus Friis Tvørfoss som kapelmester.

Filmen er hovedtemaet, og så har man pludselig fået forærende en masse motiver, sange og historier, men styrken ligger i parodierne. Børnesange a la alle de kendte danske kunstnere klares så charmerende. Pludselig kommer alle unoderne frem hos sangerne, når de karikeres mildt og musikalsk fra Thomas Helmig, LOC til Medina. Og parodi er også Annette Heick store triumfkort, selv om hun også kan synge. Pia Kjærsgaards sang er sjovere og mere velfungerende end noget jeg tidligere har set om hende og en sjov pointe at gøre Kjærsgaard sød og fiks – og samtidig bomstærk på en næsten uhyggelig måde.

Heick scorer også 100 % som skuespilleren Bodil Jørgensen i et talkshow hvor tv-stationernes kedsommelige sportsjournalistik afdækkes i samtaler med Mikkel Hansen (Gordon Kennedy), tennisstjernen Caroline Wozniacki (ramt på kornet af Christine Astrid Nielsen) og en jysk knudemand på cykel: Chris Anker Sørensen (Mikkel Schrøder Uldal).   Det var dansk selvforståelse i en nøddeskal og har fortjent et langt efterliv, hvis man kan tale om noget sådant inden for dansk revy.

Koreografi, musik, kostumer og timing – alt fungerer på smukkeste vis i denne revy, der er klassisk og moderne og samtidig stærk nok til at klare sig uden den overdådige buffet inden – men er også så god, at den overlever optakten.

Brædstrup og Pejsegården kalder – hver fredag og lørdag til 26.11.

www.pejseshow.dk

HOTEL PEJSEGÅRDEN

Søndergade 112

8740 Brædstrup

 

Tlf. 7575 1766