∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En kvinde uden betydning af Oscar Wilde på Aarhus Teater.
Det er ikke hver dag et dansk teaterpublikum møder Oscar Wildes dramatik. Og ”En kvinde uden betydning” har været mere end en sjældenhed på danske scener. For hvordan spille et stykke fra 1890ernes England, der det ene øjeblik er hamrende vittigt og sender små perler ned til publikum og det næste sekund rammer dybt ned i en borgerlig selvforståelse?
Omdrejningsnøglen er den ugifte, fortabte kvinde og enlige mor. Dengang var hun en skandale, men i dag – og heldigvis for det – en heltinde.
Pressefotos: Anna Marin Schram.
Hatten af for Aarhus Teaters initiativ, der dog efter programmet at dømme mere er en dramaturgisk øvelse end en moderne styrkeprøve med noget af det sværeste inden for teaterkunsten – at være både klog, begavet og sjov.
Det unge makkerpar instruktøren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen har vundet applaus for bl.a. den moderne opsætning ”Beton” i Aalborg, Men de står her over for noget meget sværere, fordi der, udover alt det andet, også er en sprogkode, der skal være i orden. Og ører til at høre. For dansk er ikke engelsk, selv om oversætteren Francois-Eric Grodin tilsyneladende får mange af pointerne halet i land. Men i hvilket stemmeleje skal de kvindelige stemmer ligge? Hvad med rytmen, bevægelserne, etc?
Flot ser det ud. Scenen er en gammel fransk karrusel med selvskabslivet derude blandt den rige, engelske overklasse før Første Verdenskrig.
Lilleputverdenen drejer og kører uden mål og med. Godt tænkt og vel udnyttet, når drejeskiven befolkes af smukke kvinder i den røde farves mange afskygninger, mens herrerne naturligvis er i sort. Applaus til skræddersalen.
Pressefotos: Anna Marin Schram.
Mette Horn spiller outsideren. Den sorte kvinde – hende der hverken har navn, ære eller en fremtid, men til gengæld en høj moral og et stort moderhjerte. Hun gør det fint og gedigent uden slinger i valsen og med en tilstrækkelig grådkvalt stemme. Upåklageligt midt i tumulten. Det samme sker med sønnen, det uægte barn, der pludselig tilbydes et sekretærjob hos en depraveret lord, som viser sig at være hans fader. Mathias Sprogøe Fletting (et godt kunstnernavn, som ikke fornægter sig) har både talent og renhed og misser ikke en pointe, selv om Wilde næppe har undt ham så meget som en eneste vittighed. De sjove pointer ligger til gengæld i metermål hos Bue Wandahls Lord Illingworth, hvis replikker er endnu bedre end dem fra ”Bunbury” – Wildes berømte satire uden mening.
”At være en del af selskabslivet er kedsommeligt, men at være udenfor er en tragedie”. ( Husket efter hukommelsen.)
Pressefotos: Anna Marin Schram.
Wandahl åbner anden akt på imponerende vis med en hjemmestrikket moralprædiken, men har sværere ved de mange muligheder i samspillet. Veteraner som ikke mindst Anders Baggesen, Inge Sofie Skovbo og Kim Weisgaard redder forestillingen ved at køre deres egne suveræne karakteristikker, så det er en fryd. Og man tænker tilbage på, hvad det nu var teaterskolerne lærte eleverne for et par årtier siden. De yngre skuespillere er generelt velfungerende, selv om en enkelt er udstyret med dilettantens skingre niveau. Men det må kunne rettes.
Instruktøren er naturligvis bange for ikke at være politisk korrekt og tager derfor afstand fra sine overfladiske figurer og lader dem køre linen helt ud for til sidst at stå tilbage som afpillede lig. Dermed går fortolkningen op, og det, der er blevet kaldt for Wildes dårligste stykke, bliver på en eller anden måde både interessant og velfungerende.
Pressebilleder af Anna Marin Schram.
Og så kan vi glæde os over, at vi lever i en tid, hvor mænd gerne må synes om andre mænd uden at skulle i fængsel for det, (Wildes egen skæbne) og at kvinder gerne må vælge at leve et liv alene, uden at skulle betale en livslang udelukkelse af ”det gode selskab”. Men vær ikke blind. I dag er der desværre nye skel imellem mennesker. Nogle synes fortsat, de er bedre end andre og har krav på rettigheder, som ikke alle har. Længere er vi ikke kommet – og den diskussion kunne en Oscar Wilde måske også lægge op til.
( NB: Jeg så forestillingen til generalprøven!)
Af Oscar Wilde
Oversættelse: Francois–Eric Grodin
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Scenografi: Christian Albrechtsen
Medvirkende: Mette Horn, Bue Wandahl, Mathias Sprogøe Fletting, Inge Sofie Skovbo, Kjartan Hansen, Mette Døssing, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Julie Buch–Hansen, Anders Baggesen, Jacob Madsen Kvols
Til 8. oktober. På Scala. Aarhus Teater.
Aarhusteater.dk