∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Genial iscenesættelse af den problematiske opera, La Gioconda.
Makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller har endnu engang bevist, at de kan dreje en tekst eller en opera, så den ikke alene bliver spiselig, men også moderne og umådelig smuk at skue. De har gjort det med dramatik, fra Shakespeare til egne tekster – og tillige med en række operaer, ikke mindst i Sverige.
La Gioconda, Malmö Opera, pressebillede.
At få opgaven ”La Gioconda”, ”Den lykkelige” eller det navn, som Mona Lisa også går under, er lidt af en udfordring. Det er et 1800-tals værk, ret ukendt, komponeret af norditalienske Ponchielli med premiere i Genua i 1879 i den endelige version. Komponisten Amicare Ponchielli (1834-1886) fra Cremona skrev adskillige operaer, men “La Gioconda” er vist det eneste af hans værker, som har overlevet på moderne operascener. Der er dog mange af de gammeldags nykker, som adskillige italienske operaer er fyldte med. Og hvad stiller man op med en handling, der er svær at fatte interesse for – om grusomme mænd og handlekraftige kvinder, der elsker.
Historien er henlagt til Venedig i 1500-tallet, hvor byen nærmest var en politistat. En kvinde A elsker B, som elsker C, der dog elsker B, men er gift med D – og så er der den virkelige skurk E, som elsker A. E myrder A’s moder, B hjælper C af kærlighed til B og tager sit liv for ikke at give det til E.
La Gioconda, Malmø Opera, pressebillede.
Hos Holm/Møller bliver det til et semimoderne set up – uden Mussolini, men alligevel fra første halvdel af det 20. århundrede og med et ensemble lige på og hårdt, for scenen er minimal – der er en væg få meter inde for rampen. Og så smides ellers al farveglæde og maskehalløj over bord og ud i Canale Grande.
Der er skabt forhindringer i scenografien, som tvinger sangerne til at agere inden for meget lidt plads og det synes at behage dem. Første scene er grå, selv om der er fest i gaden, anden scene er hvid, helt hvid og alle er om bord på et skib og i kostumer a la dæksdrenge.
La Gioconda, Malmø Opera, pressebillede.
3. scene er til fest, henlagt i et gyldent hus. Det passer til Venedig og giver mindelser om Holm/Møllers “Hamlet” i Düsseldorf for nogle år siden. Sidste scene, hvor trådene skal redes ud, og vor hovedpersonen skal dø for egen hånd – er igen sort med et nærmest ultramarint strejf.
Hvorfor nu det? Måske for at fjerne opmærksomheden fra den lidt gumpetunge opera, hvis morale er svær at hitte. Smukt så det ud, og sangerne, der som altid i Malmø er en pæn blanding af internationale stemmer, makkede ret og behøvede ikke at agere, de skulle blot gå og synge.
Men selvfølgelig have lidt indfølelse givet pote. Det interessante var også, at det ikke var de to hovedpersoner, skurken og den gode kvindelige figur, La Gioconda, der bankede følelsesmæssigt igennem. Det var såmænd det elskende par, henholdsvis skurkens rival og heltindens rival. For de var i stand til at vise følelser. Og så var publikum fornøjede. Opera handler selvfølgelig om musik, men der skal også både skønhed og følelse med i sangen, musikken og i billedet. Det sidste fik vi i rigt mål. Det første var der sparet en smule på. I øvrigt var der indlagt en balletscene med to dansere fra Det Kongelige Teater, Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær. Fint nok, og moderne placeret med opvarmning først, men igen et eksempel på, at denne opera har brug for lidt hjælp udefra.
La Gioconda, Malmö Opera, pressebillede.
Set fra min plads var det Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers aften, mens både repertoirevalg og de indforskrevne sangere måske ikke var lige det, man havde brug for. Men aftenen blev meget interessant og lærerig.
La Gioconda, Malmö Opera, pressebillede.
Om få måneder tiltræder danske Michael Bojesen som operachef. Han har forladt den succesfulde Copenhagen Opera Festival. Heldigvis er det et spændstigt teater, han overtager, med et stort lokalt publikum, en begavet formidling, et velsyngende kor og et meget flot, varieret program, der også rummer årlige musicals. Der, hvor Bojesen kan sætte ind i det nyrenoverede teater, er på solistsiden. Det kan blive sjovt at se, om danske og svenske sangere fremover vil få lov at folde sig ud i det attraktive musikhus.
Spilles til 3. juni. Udvalgte dage.
PRODUKTIONSTEAM
Scenografi & kostym: Bente Lykke Møller Koreografi: Tim Matiakis Ljus: Torben Lendorph Regi: Staffan Valdemar Holm Dirigent: Alberto Hold-Garrido
ROLLER
Gioconda: Elena Mikhailenko / Claire Rutter Den blinda: Maria Streijffert Laura Adorno: Géraldine Chauvet / Tuija Knihtilä Enzo Grimaldo: Paulo Ferreira / Hector Sandoval Alvise Badoero: Insung Sim Barnaba: Fredrik Zetterström / Piotr Prochera Zuane: Eric Roos Isèpo: Patrik Forsman En fattig adelsman: Jonas Samuelsson Lots: Björn Broström En sångare: Per Fernesten Första rösten: Xhelal Bakraqi Andra rösten: Eric Lavoipierre
Dansare: Susanne Grinder, Ulrik Birkkjaer