Kulturkupeen

Amduat – en iltmaskine – af Hotel Pro Forma på Teater Republique.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Amduat – en iltmaskine – af Hotel Proforma på Teater Republique.

”Amduat en iltmaskine” er en underskøn forestilling, der forener den nutidige død i en hospitalsseng med med ægyptologisk dødskultur. Det kunne vi måske lære lidt af.  

På sjælden vis er det lykkedes Kirsten Dehlholm og co. denne gang at sammenholde  vidt forskellige elementer, fra nutid og fortid, så de tilsammen bliver til en nærværende og til dels livsbekræftende oplevelse hævet over tid og sted.

Amduat en iltmaskine, Hotel Pro Forma. 2021. Foto: Karoline Lieberkind.

Med udgangspunkt i forfatteren Harald Voetmanns håndskrevne bog af samme navn ”Amduat en iltmaskine” har historien om en syg og døende mand i en hospitalsseng været ved hånden. Samtidig har Hotel Pro Forma tidligere arbejdet med det ægyptologiske, som vel bl.a. har fascineret på grund af den store visuelle rigdom og en vis forherligelse af døden. Parallelhistorien her er den ægyptiske  solguds Ras rejse igennem underverdenen fra solnedgang til solopgang.

Når dertil lægges en lydside, der på forunderlig vis favner både den moderne hospitalslyd, den klassiske arabiske verden og et indtryksmættet lydtæppe af udefinerlige elementer, er vi godt på  vej. Men ikke helt i hus, for i den gamle Kanonhal er scenen drejet, så vi ser på et 28 meter bredt lærred, hvor der kører en film med et helt uimodståeligt overskud af naturstemninger. Farveskalaen er  hentet fra ægyptiske udsmykninger suppleret med figurer og mere eller mindre moderne tegneserieagtige gengivelser af ægyptiske elementer.

Amduat en iltmaskine, Hotel Pro Forma. 2021. Foto: Karoline Lieberkind.

Foran er der et podium med 6 vandrende, levende figurer iklædt kostumer fra den ægyptiske fortid og med skiftende masker af dyr for at illudere guder og af mumier. Alle masker er fascinerende, ikke mindst dyrene/guderne, når man ser dem direkte i tre dimensioner og i farver – eller som skyggespil, hvor der kommer en vis langstrakt magerhed frem, der er meget ”ægyptisk”.

8 aktører sammen med en DJ og hele det glødende tekniske apparat serverer et smukt dødsritual, som synes anvendeligt over for den faktiske død, vi ikke kan smutte uden om.

Forestillingens blanding af en ”down to earth” tekst fra Voetmann med lydmaleriet og de visuelle billeder med vandrende guder gør indtryk, ikke mindst hos publikum plus 65 år.

Hele tiden er den hvide hospitalsseng med en døende mand nærværende, af og til med den unge søn ved siden. Forestillingen er inddelt i 12 timer, afsnit, hvor vejen mod døden er evident. Lidt forvirrende er måske dens indtræden midtvejs, men hele historien bør nok anskues cirkulært, måske ligefrem hallucinerende – så almindelig tidsfornemmelse er ophørt. Hvor 11. time synes at være den smukke befrielse med guderne vandrende forbi, bliver den 12. time meget brutal ved at store kravlende biller overtager lærredet – og verden.  Men sådan er det vel i virkeligheden, og man kan tænke på et par Shakespeare-citater fra ”Hamlet”.

Amduat en iltmaskine, Hotel Pro Forma. 2021. Foto: Karoline Lieberkind.

Forestillingen ”Amduat en iltmaskine” – om den prosaiske, moderne død i en hospitalsseng er her løftet op ( eller ned)  til at blive en mulig udfrielse og evighedsgørelse i en anden verden. Se, det er jo ikke så dumt – eller også skal man bare opleve forestillingen som et isoleret værk, men her trækker Voetmanns indimellem meget prosaiske tekst i en anden retning.

Forestillingen er på alle måder en sejr for Hotel Pro Forma og så sandelig også for begrebet performanceteater, som jo selv af og til er ved at lide døden på grund af mindre gode kunstnere. Men ikke her. Hotel Pro Forma er suveræn.

Amduat en iltmaskine, Hotel Pro Forma. 2021. Foto: Karoline Lieberkind.

Et lille fint (gratis) program svarer på mange af de spørgsmål, man uvilkårligt må stille om det ægyptiske etc.

Forestillingen er 2. del af Hotel Pro Formas underverdenstrilogi 2019–21. Gilgamesh blev opført på Glyptoteket i 2019 og storværket Operation Orfeo afslutter i juni 2021 trilogien ved en række opførelser i Skuespilhuset. Alle tre forestillinger kan ses uafhængigt af hinanden.

Spilles til og med 12.6. 2021 på Teater Republique.

 

PÅ SCENEN
Performere:
Bo Madvig og Ask Eckardt Amtoft
Dansere: Joel Fritzon, Simone Wierød, Jon Hoff, Christian Reiter Seibæk, Love Hellgren og Christine Sollie
Musiker, DJ: Hari Shankar Kishore

KUNSTNERISK HOLD
Instruktion, scenografi:
Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg
Med-instruktør: Marie Dahl
Instruktørassistent: Hedda Lausund 
Tekst:
Harald Voetmann
Lysdesign: Jesper Kongshaug

MUSIK
Komponist:
Hari Shankar Kishore
Med-komponist, sanger, sangskriver, oversætter,
trompet og synth på udvalgte sange:
Abdullah Miniawy
Arghoul: Amin Arghoul
Cello: Johan Carøe

LYDKUNST
Komponist:
Marie Højlund
Komponistassistent: Klaus Q Hedegaard Nielsen
Lyddesign: Kristian Hverring

VISUELT
Kostumedesign:
Kit Wan Studios
Maskedesign:
Marie Dahl
Videodesign:
Magnus Pind Bjerre
Videodesign assistent: Cecilie Rohde
Skulpturer: Astrid Myntekær

PRODUKTION
Producent: Lisbeth Bjerregaard Jacobi

Spiller til og med

www.hotelproforma.dk

www.osterbroteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *