Kulturkupeen

And the King Said; What a Fantastic Machine

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

And the King Said; What a Fantastic Machine er en svensk/dansk dokumentarfilm om kameraets udvikling og betydning for mennesket i over knap 200 år.

Filmen gennemgår i kronologisk rækkefølge de første spæde skridt til en såkaldt billedmaskine helt tilbage fra 1895, hvor brødene Louis og Auguste Lumière opfandt kinematografen, et apparat til fremførelse af levende billeder. I forbindelse hermed fik vi en af de allerførste film i filmens historie La sortie de l’usine Lumière à Lyon, hvor man ser nogle arbejdere forlade en fabrik. Filmen varer kun et minut, men skulle vise sig at blive et af de første spadestik til en i dag enorm verdensomspændende filmindustri.

Plakat: Øst for Paradis

Det første stillbillede stammer ifølge filmens to instruktører Alex Danielson og Maximilien Van Aertryck  helt tilbage til 1839. Billedet forestiller en mand, der får pudset sine sko på et gadehjørne. Han var sandsynligvis det første menneske, der blev afbilledet med et kamera og dermed foreviget på et fotografi. Man regner med, at der dengang kun var en håndfuld kameraer i verden. I dag er der rundt regnet 45 milliarder mobiltelefoner.

Foto: Øst for Paradis

Fantastic Machine udforsker hvordan vores besættelse af fotografiet over tid har ændret den menneskelige adfærd. Samtidig søger filmen at afdække de samfundsmæssige konsekvenser, det har at have så mange kameraer kørende døgnet rundt, herunder de økonomiske konsekvenser for en kæmpe industri, der i dag anslås at være mange milliarder euro værd.

På den ene side er kameraet en forlængelse af vores øjne, en udvidelse af vores synsfelt.

På den anden side er der altid nogen bag kameraet, der vælger motivet for at imødekomme en bestemt agenda, politisk platform, økonomisk interesse m.v.

Foto: Øst for Paradis

Kameraet gør os i stand til at følge med i hele verden og få et indtryk af alverdens ledere såvel levende som afdøde.

Vi ser klip fra 2017 af krigere fra Islamisk Stat i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer. Vi ser billeder af de ægyptiske pyramider, tyske koncentrationslejre, murens fald, naturkatastrofer, ekstrem fattigdom og rigdom. Vi ser ren underholdnings tv som Melodi Grand Prix, der for en kort stund skal få dig til at glemme dit eget (trivielle) liv.

Kører man med S-toget i myldretiden sidder og står så at sige alle passagerer med næsen nede i mobilen. De er på YouTube, tjekker mails, taler på Facetime med vennerne, livestreamer mm.

Vi lever i en tid med  milliarder kameraer på planeten, og man kan spørge sig selv, om disse gør vores blik skarpere på verden eller mere tilsløret?

Foto: Øst for Paradis

Den eksponentielle stigning af kameraets brug og dets produkter som det fotografiske billede kan iflg. de to instruktører sammenlignes med den revolution, som trykpressens opfindelse afstedkom i 1450. Men, som de siger:  Mens vi bruger vores skolegang på at lære, hvordan man kommunikerer i ord – lærer at skrive og være kritiske overfor andres tekster – så bliver vi kun undervist ganske lidt, når det gælder at aflæse det fotografiske billede, selvom næsten 80% af vores sanseindtryk bliver registreret gennem vores øjne. De har en pointe, som er værd at tænke over.

Filmen handler om, hvordan vi er gået fra et stillbillede i 1839 til en filmindustri, der er mange milliarder euro værd på kun 200 år.  Hvad bliver det næste endnu hurtigere og mere effektive kommunikationsmiddel mennesket finder på? Et spørgsmål, der indtil videre står hen i det uvisse.

And the King Said; What a Fantastic Machine har vundet flere priser bl.a. i forbindelse med Sundance Film Festival samt Filmfestivalen i Berlin.

Instruktører: Alex Danielson og Maximilien Van Aertryck

Premiere: 1. juni 2023

Dansk trailer og fotos : Øst for Paradis




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *