∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Orwells Animal Farm på Betty Nansen Teatret
Den gamle roman fra 1945 skrevet af George Orwell er uhyggeligt aktuel i den nuværende, internationale situation med Ruslands invasion af Ukraine. Orwell skrev ”Animal Farm” under Anden Verdenskrig på baggrund af Sovjetunionens opståen oven på Første Verdenskrig og Stalins styre. Bogen kunne dog ikke udkomme hos engelske forlæggere, før Anden Verdenskrig var ovre, da de vestlige lande samarbejdede med Sovjet imod Hitlers Tyskland.
I ”Animal farm” skal der være kollektivt landbrug, da dyrene er sluppet af med herremanden. Men snart er der et par af dyrene, der tager førerskab og pludselig er der igen klassedeling. Og hvor alle dyr er lige, det store motto, slutter det hele naturligvis med at: nogen er mere lige end andre. De menneskelige vaner som at drikke alkohol og gå i klæder bliver selvfølgelig legitime for lederne. Har vi hørt og set det før? Ja, ja og atter ja. Se på diktaturlandene, se også på fagbevægelsen, se på almindeligt pamperi inden for miljøer, hvor alle skulle være såkaldt lige. Orwell gennemskuede det hele – og i øvrigt også overvågningssamfundet i romanen “1984”, som blev skrevet i 1949, året før Orwell døde af tuberkulose.
Animal Farm. Betty Nansen Teatret 2022. Foto: Camilla Winther.
”Animal Farm” er blevet til underholdende ungdomsteater på Betty Nansen Teatret, og det har jo sin berettigelse. Men virkeligheden i dag, anno 2022, er faktisk så uhyggelig, at det nærmest er forkert i en teaterforestilling at satirisere over den menneskelige manipulation og gruppepresset. Omvendt kan man nå langt med en fælles latter, også i alvorlige tider.
Jeg var på Betty Nansen Teatret torsdag, og støjniveauet før forestillingen var så højt, at jeg troede at jeg var på en dyrefarm, i en grisestald eller i en hønsegård. Det var ikke en lydkulisse, men fuld belægning i teatret med skoleklasser, og hvor kan de snakke. Da forestillingen begyndte, sænkede roen sig, kun slikposerne knitrede, men allerede efter en time, var der uro igen og træthed. Så kom pausen, alle vågnede op, men efter samlet 150 minutter i den trange sal og på balkonen var skuldrene faldet ned, sløvheden havde bredt sig, og de unge mennesker var ganske trætte. Måske skulle man være opmærksom på publikums reaktioner.
Animal Farm. Betty Nansen Teatret 2022. Foto: Camilla Winther.
Da jeg var barn stod ”Animal Farm” ikke kun på listen over pligtlæsning, romanen var pensum i gymnasiet, og sådan har det nok været for generationer. Dvs. alle kender historien, også derfor skal der tænkes, filosoferes og vurderes forud for både dramatiseringen og iscenesættelsen.
Elisa Kragerup er som instruktør og kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret anerkendt for sit eminente talent for at blande klassikere med et moderne udtryk. Men det kræver disciplin og højt niveau hos alle spillere. Her i denne version af dyrene på gården, er der bevidst valgt ni kvinder, herunder en musiker, Lydmor. Det er fint nok, men da de alle er klædt i laset ingenting i Ida Grarups simple og tidstypiske scenografi, bliver det lidt svært dramaturgisk, når de ni (otte) spillere både skal personificere specifikke navngivne dyr og så af og til blot være ”dyr”. Det kan skabe banale og ganske stereotype bevægelser, som var vi tilbage på teaterskolen. Samtidig er teksten skåret ned til korte replikker med irriterende mange ”sagde hun”, ”sagde Mollie” etc, som om vi ikke ved, at det er en dramatisering af en roman. Øv. Det må kunne gøres mere elegant af dramaturgen og bearbejderen Tom Silkeberg. Der er i øvrigt også diverse skønhedspletter på sproget, men det kan skyldes skuespillerne: ligge/ lægge, ental/flertal for store begreber, men måske fordi det er svin og heste, som står på scenen, og de er næppe så sprogbevidste?(Øh.)
Styrken i hele herligheden er Orwells helt eminente analyse af det svage menneske overfor gruppepres, stærke ledere og luftkasteller. Det er så aktuelt, som aldrig før – og passer også på de mindre, dagligdags situationer.
Instruktøren og scenografen har valgt det meget tidstypiske set up med jord på hele scenen og som eneste dekoration nogle lange lysrør (og dem har jeg set på flere teatre i de seneste måneder). Det kræver, at historien og dialogen er præcis og skarp. Det mangler desværre i forestillingen.
Den lidt forvirrede løben rundt og en manglende skarphed i den dramaturgiske tilskæring gør det svært for skuespillerne, som kun har det lasede tøj, sig selv og muldjorden at holde sig til.
En enkel scene skiller sig i øvrigt ud og giver frygtelige associationer til Theresienstadt, den såkaldte mønsterkoncentrationslejr i Tyskland. Her i forestillingen bliver det til nogle få minutters opvisning i tyl-skørter, da der kommer besøg på gården. Men ellers muld og neonrør.
Animal Farm. Betty Nansen Teatret 2022. Foto: Camilla Winther.
Og som de unge første-g’ere foran mig sagde: Orwells slutning er alvorligere. På Betty Nansen Teatret træder overgrisen, Napoleon, til sidst frem i guldhabit og skåler i champagne med publikum. En henvisning til Putin, måske, men næppe så fiks.
Det er svært at være kritisk overordnet set over for ”Animal Farm”, for budskabet er så vigtigt – og mere end nogen sinde.
Det bedst ved forestillingen er Orwells uhyggelige aktualitet og den effektive baggrundlyd, som Lydmor (kunstnernavn) skaber med sin musik.
MEDVIRKENDE Sarah Boberg, Marie Dalsgaard, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Maria Winther Nørgaard, Maria Rich, Ena Spottag, Siff Vintersol
MUSIK Lydmor
ROMAN AF George Orwell
DRAMATISERET AF Tom Silkeberg
INSTRUKTION Elisa Kragerup
SCENOGRAFI Ida Grarup
KOMPONIST Lydmor
KOREOGRAFI Signe Fabricius
LYSDESIGN Christian Alkjær
Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.