Kulturkupeen

Askepot, the musical – i Tivoli og på turné.

∗ ∗ ∗

Askepot, the musical – i Tivoli og på turné.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Askepot” med gode elementer, men kommer aldrig til at vise sin nødvendighed.

Mange kendte og anerkendte musik-, teater- og musicalfolk har arbejdet med at transformere askepotmyten om til en moderne musical. Er det lykkedes? Nej, egentlig ikke, for ”Askepot” formår hverken at røre eller bevæge, endsige at vise sin nødvendighed, som det siges og synges med store bogstaver – man skal finde sig selv. I denne version er prinsen blevet til en ren papmache-figur, og så går noget af charmen fløjten.

Der er simpelthen opfundet for mange kinesiske æsker i ønsket om at modernisere og henlægge historien til et nutidigt modemiljø a la filmen ”The Devil wears Prada”.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Foto Morten Rygaard.

Men lad os begynde med plusserne. Den ofte sjove dramatiker Line Knutzon har skrevet dialogen i dette kassesystem, hvor ord og form er  langt over gennemsnittet, for Line Knutzon kan ikke lade være med at tage sjove og skæve sproglige lån fra nutiden.  Det er et stort plus. ”Hva’ såå? Såå!  Siges de et par gange mod slutningen. Smukt nej, men meget publikumshenvendende.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Tegning: Claus Seidel.

Et par af skuespillerne skiller sig mærkbart og positivt ud. Pelle Emil Hebsgaard kan det meste: synge, tale, springe, danse – alt. Det er kun et spørgsmål om at få en god tekst både i talescenerne og sangene og at have en begavet instruktør, der kan holde ham fast, når han både skal være modemand og en god tryllefe i store gevandter. Pelle Emil Hebsgaard fortjener snart den helt rigtige rolle, hvor han kan folde alle talenterne ud.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Stig Rossen. Tegning: Claus Seidel.

Stig Rossen får mere og mere pondus, også i dialogerne, her som konge og far til den uinteressante prins. Takket være Line Knutzons ord er der meget ironi i Rossens rolle, og det udnyttes.

Også titelpersonen Askepot, spillet af Johanne Milland, uddannet som en hel del af castet i Fredericia, fungerer fint, ser sød og troværdig ud som moderne pige, der havner i et eventyr. Mangler måske lidt kant så sangene kan afleveres med overbevisning. Rasmus Brohave som prinsens tjener og budbringer og forelsket i Askepot er vist i teatersammenhæng forholdsvis ubeskrevet, men har afgjort talent, nærvær og kommer ud over rampen.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Johanne Milland og Rasmus Brohave. Tegning: Claus Seidel.

Resten af både talende og dansende i det samlede ensemble, styret af instruktøren Thomas Agerholm, falder hurtigt tilbage til stereotype præstationer.

Her kan ansvaret også ligge hos både tekstforfattere til sangene og hovedkomponist Rasmus Seebach, hvis musik dog ikke er uden evner. Men på trods af mange sange skimtes hverken ørehængere eller melodier, der favner det meget forventningsfulde publikum. For hævet over enhver tvivl, der er et stort musicalpublikum i Danmark. Derfor ses også flere private entreprenører, som producerer musicals i konkurrence med de statsfinansierede institutioner: Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne og til dels Det Ny Teater med huslejestøtte.

Det er dumdristigt at producere teater i Danmark med mange på scenen. Derfor bliver disse privatproducerede musicals heller ikke så eksperimenterende.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Foto Morten Rygaard.

Men hvor dialogen indimellem er sjov, næsten dialektisk, er sangene og musikken 1:1, så man ikke rigtig ser nødvendigheden af en Askepot-musical. Selvfølgelig kan man resonere sig frem til, at tiden appellerer til dagdrømmeri om den hvide prins etc. – fordi virkeligheden er grum for tiden med krig på afstand og krigstrusler i nærheden.

For nylig har Opera Hedeland sat Rossinis “Askepot” op, Det Kongelige Teater har haft repremiere på Gregory Deans semiklassiske ballet over historien og på Republique/Revolver blev der for et par måneder siden i stor stil eksperimenteret med Grimms eventyr.

Takket være en ikke 100 % vellykket scenografisk ide med at lægge eventyrdelen over i et fin de siecle rum med Tiffany-associationer er der endnu et lag, der skal fortolkes og forstås.Benjamin La Cour står for det.  Kostumedesigneren Soeren Le Schmidt har skabt moderigtigt tøj til først den moderne verdens sort/hvide modeshow, siden til det eventyrlige.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Foto Morten Rygaard.

Askepots balkjole er yndig og beundringsværdig, lige som den skal være for at give de rette associationer. Nogle af de moderne kostumer er ok, mens flere synes at være lidt tunge at danse og bevæge sig i. Der er et stykke vej, før Le Schmidt er rigtig kostumedesigner til musicals.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Foto Morten Rygaard.

Koreografien er faktisk ganske ucharmerende. Som det kunne opleves for nylig til Matador-premieren, er det som om al den vriden og vrikken, som de nyere koreografer disker op med, er skabt til et vulgært sangshow som X-faktor eller Melodi Grand Prix. Men musicals? Nej, studér gamle Bob Fosse (på film) og se, hvad han gjorde for snart 50 år siden.

Askepot. Musical. Tivoli m. fl. 2024. Pelle Emil Hebsgaard.  Tegning: Claus Seidel.

Der er så mange elementer, der skal gå op i en højere enhed for at hive stikkene hjem i en ny dansk-komponeret og -skrevet musical. Det er svært, men  det burde kunne lykkes, for rundt omkring er der heldigvis masser af talent.

ASKEPOT

  • Sange og sangtekster: Rasmus Seebach i samarbejde med Ankerstjerne og Andreas

Sommer

  • Manuskript: Line Knutzon
  • Instruktør: Thomas Agerholm
  • Scenograf: Benjamin La Cour
  • Kostumer: Soeren Le Schmidt
  • Koreograf: Nellie Bethel
  • Lysdesign: Jeppe Lawaetz
  • Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær
  • Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation

Rolleliste:

  • Askepot/Ella: Johanne Milland
  • Prinsen/Jean Claude Barriere: Cristopher Schøllhammer Rørmose
  • Den onde stedmor/Mrs. Poolstick: Caroline Henderson
  • Kammertjener/Andreas: Rasmus Brohave
  • Kongen/Chef for modehuset: Stig Rossen

 

  • Den Gode Fe/Chefdesigner: Pelle Emil Hebsgaard
  • Jacqueline (stedsøster)/Model #1: Kirstine Moses
  • Fleur (stedsøster)/Model #2: Maja Glenber
  • Samt stort ensemble og liveorkester

Billetinfo:

Premiere: 7. marts 2024 i Tivolis Koncertsal

Spilleperiode:

  • København: 7. marts – 7. april, 2024. Tivolis Koncertsal. Billetbestilling:

www.ticketmaster.dk

  • Aarhus: 17. – 21. april og 15. – 19. maj 2024. Musikhuset Aarhus. Billetbestilling:

www.musikhusetaarhus.dk

  • Odense: 24. – 27. april 2024. Odeon. Billetbestilling: www.odeonodense.dk
  • Esbjerg: 1. – 5. maj 2024. Musikhuset Esbjerg. Billetbestilling: www.mhe.dk
  • Aalborg: 8. – 12. maj 2024. Aalborg Kongres & Kultur Center. Billetbestillling:

www.akkc.dk eller på tlf. 99 35 55 66

  • Viborg: 22. – 26. maj 2024. Tinghallen. Billetbestilling: www.tinghallen.dk
  • Vejle: 29. maj – 2. juni 2024. Vejle Musikteater. Billetbestilling:

www.vejlemusikteater.dk

  • Randers: 5. – 9. juni 2024. Værket.

 

2 tanker om “Askepot, the musical – i Tivoli og på turné.

  1. Kirsten

    God Musical med gode kræfter. Tivoli der imod, kan ikke være bekendt, at lukke hovedindgangen, for at jage gæsterne en halv omgang uden om Tivoli– tænk på gangbesværede– dårlig oplevelse.

    1. Ulla Forfatter

      Tak for din kommentar. Du har ret – det er ganske tåbeligt. Billetter hentes ved den lukkede hovedindgang, og så skal man traske halvvejs rundt for at komme ind ad en sideindgang. Årsagen er vel, at det IKKE er Tivolis eget arrangement, men en udlejning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *